Pride-sæsonen er i fuld gang over hele verden. Den ene fantastiske parade efterfølger den anden. Også i Danmark er der i løbet af sommeren prides i byer som Aarhus, Aalborg, København og endda på Fanø. Men selv om der har været mange fremskridt for LGBT+-rettigheder siden den første pride fandt sted i New York i 1969, er der desværre stadig masser at kæmpe for. Her giver vi 5 grunde til, at prides stadig er ekstremt vigtige i 2019.
1. Mennesker angribes stadig på grund af deres virkelige eller opfattede seksuelle orientering, kønskarakteristika og kønsidentitet
Trusler, vold og chikane mod LGBT+-personer sker hver dag – også under prides. I en lang række lande kan prides slet ikke gennemføres uden en massiv politimæssig tilstedeværelse, der forsvarer pride-deltagerne fra moddemonstanter. I mange lande vil myndigheder og politi hverken tillade eller beskytte prides. Og homofobiske, transfobiske og interfobiske hadforbrydelser steder finder stadig sted over hele verden – også i Danmark.
Overfald og hadforbrydelser har en ødelæggende indvirkning på LGBT+-samfund. Frygten for at blive angrebet betyder, at mange stadig vælger at skjule deres identitet. Når angrebene så heller ikke bliver straffet, spredes mistillid over for politiet og domstolene. Desuden bliver kun en lille del af hadforbrydelserne anmeldt, hvilket betyder, at folk ikke får den beskyttelse, de har brug for.
I 76 lande straffes homoseksualitet og såkaldt ’homoseksuel propaganda’ med alt fra bøder til fængselsstraf og dødsstraf. I otte lande, herunder Iran, Sudan og Saudi-Arabien, er der dødsstraf for at have sex med en person af samme køn. Lande som Tjetjenien og Uganda er berygtede for deres systematiske forfølgelse af LGBT+-personer, men også her i Europa er der stadig problemer. For eksempel har Litauen og Rusland love, der forbyder såkaldt ”homoseksuel propaganda til børn” med argumentet om, at det er ”et angreb på traditionelle familieværdier”.
2. Prides er en mulighed for at udfordre homofobisk, transfobisk og interfobisk lovgivning
Prides giver en meget synlig platform til at kæmpe imod diskriminerende lovgivning.
Derfor bliver prides også forbudt i flere lande, da de bliver set som farlige manifestationer, der vil ødelægge ’traditionelle familieværdier’. Priden omhandler nemlig ikke kun retten til at ytre sig som LGBT+-person denne ene dag – men er også et symbol for kampen til at leve som den man er – uden frygt for diskriminerende lovgivning eller målrettede overgreb generelt.
Eksempelvis er LGBT+-aktivister blevet forhindret i at afholde pride-arrangementer i Moskva siden 2006 – og efter en beslutning fra byretten i Moskva i 2012 blev der nedsat et forbud mod pride-arrangementer de næste 100 år.
I 2013 blev den berygtede homo-propogandalovgivning samtidig vedtaget. Kort sagt forbyder loven enhver form for LGBT+-aktivisme og kommunikation om homoseksualitet i det hele taget. Loven straffer folk for at udtrykke deres seksuelle orientering og deres kønsidentitet – også under prides.
Litauen, et EU-land, vedtog allerede i 2010 en lignende lov som ”forbyder homoseksuel propaganda til børn”.
3. Rettigheder kan aldrig tages for givet
Selv i lande, hvor det tidligere var tilladt at afholde prides, kan vi ikke tage den rettighed for givet.
Den 14. juni i år forbød guvernøren i Izmir i Tyrkiet alle pride-begivenheder. Det blev efterfulgt af guvernøren i Antalya næste dag. Prides i andre tyrkiske byer er også blevet forbudt eller risikerer at blive forbudt, herunder i Istanbul, hvor priden var i fare for femte år i træk.
Disse ulovlige forbud er desværre ikke de første af deres art i Tyrkiet, for de sidste 4 år er priden slet ikke blevet gennemført i Istanbul.
I sidste øjeblik valgte myndighederne dog efter et stort pres at tillade priden i Istanbul, der blev afholdt søndag den 30. juni 2019. Der var dog desværre masser af rapporter om overdrevet magtanvendelse fra politiets side mod demonstranterne.
I flere afrikanske lande som Uganda, Nigeria og Tanzania dukker der løbende ekstremt farlige og stærkt diskriminerende lovforslag frem.Den berygtede anti-homolov i Uganda er flere gange blevet slået tilbage, men det betyder, ikke at lokale aktivister uden videre kan få lov til at afholde en pride bagefter. Den kamp kører videre år efter år. Rettigheder kan aldrig tages for givet.
4. Prides påvirker hjerter og sind
Forandring er mulig, selv når homofobiske og transfobiske holdninger har dyb rod i befolkningen. Amnesty har i mange år tæt støttet arbejdet med afholdelse af prides i Baltikum.
Da 70 LGBTI+-aktivister marcherede på gaderne i Riga i Letland i 2005 til den allerførste pride i Baltikum, blev de mødt af over 2.000 moddemonstranter, og mange af deltagerne blev angrebet.
Ti år senere deltog mere end 5.000 mennesker i EuroPride i Riga, med kun 40 moddemonstranter og ingen alvorlige hændelser. I 2019 deltog over 10.000 mennesker i Baltic Pride i Litauen.
I Kiev i Ukraine bliver priden godt nok stadig massivt beskyttet af politiet. Men deltagerantallet steg alene fra 2018 til 2019 med 5000 deltagere, så der i juni i år gik omkring 8000 med i priden.
5. Prides er bemyndigelse
Prides handler om menneskerettigheder; de bemyndiger LGBT+-personer til at genvinde de rettigheder og friheder, de nægtes, og det offentlige rum, de ofte er udelukket fra. Synlighed er helt afgørende, især når magthavere og dele af den brede befolkning går efter at diskriminere og marginalisere.
At gå med i en pride er at gå med i kampen for bekæmpelse af diskrimination og social stigmatisering. Især i de lande, hvor prides finder sted i en atmosfære af trusler og vold. En pride er en manifestation af ytrings- og forsamlingsfriheden.
Prides er ikke kun inspirerende fejringer af mangfoldighed. De er også statements om, at man ikke vil lade sig kue, og at man kæmper for sine rettigheder.
Ved at gå med i en pride er man med til at markere et helt afgørende faktum, der desværre langt fra bliver anderkendt overalt:
LGBT+-rettigheder = Menneskerettigheder.