I rapporten ‘You Feel Like You Are Subhuman’: Israel’s Genocide Against Palestinians in Gaza konkluderer Amnesty International, at Israels regering har begået og fortsat begår folkedrab i Gaza. Men hvordan når Amnesty International frem til den konklusion, og hvilken betydning har rapporten? Det får du svar på her.
(1) Hvad er konklusionen i rapporten?
Rapporten dokumenterer, at Israels regering begår tre ud af de fem forbudte handlinger i Folkedrabskonventionen, som omhandler (1) at dræbe palæstinenserne i Gaza, (2) udføre betydelig skade på palæstinenserne både fysisk og mentalt, og (3) med fuldt overlæg at påføre palæstinenserne levevilkår, som over tid vil føre til deres fuldstændige eller delvise udslettelse. Udover disse handlinger kan rapporten dokumentere, at handlingerne er begået med den hensigt helt eller delvist at udslette palæstinenserne i Gaza, hvilket skal være til stede før handlingerne kan defineres som folkedrabshandlinger.
Amnesty International har undersøgt 15 israelske luftangreb, hvor mindst 334 civile, heriblandt 141 børn, blev dræbt, mens hundredvis blev såret. Amnesty International har ikke fundet dokumentation for, at nogen af de undersøgte angreb var rettet mod militære objekter.
I rapporten dokumenterer Amnesty International også, at Israels regering har påført palæstinenserne i Gaza ødelæggende levevilkår ved at destruere livsvigtig infrastruktur, forhindre humanitær bistand og andre livsnødvendige forsyninger i at komme ind i Gaza, og udsende vilkårlige og forvirrende ”masse-evakuerings-ordrer”, som har været med til at fordrive 90% af Gazas befolkning.
(2) Hvordan har Amnesty International undersøgt det?
Rapporten præsenterer den omfattende dokumentation af brud på folkeretten i Gaza begået af det israelske militær over ni måneder: Fra det dødbringende Hamas-kontrollerede angreb mod Israel den 7. oktober 2023 til begyndelsen af juli 2024.
Amnesty International har interviewet 212 personer, herunder palæstinensiske ofre og vidner til det israelske militærs intense luftangreb, fordrivelse af palæstinensere, tilbageholdelse, tortur, ødelæggelse af landbrugsarealer, private hjem og civil infrastruktur, samt personer, der har oplevet konsekvenserne af Israels regerings restriktioner på humanitær bistand.
For at forstå bekymringerne i forbindelse med den humanitære adgang og livsbetingelserne i Gaza talte Amnesty International også med medlemmer af de lokale myndigheder i Gaza, palæstinensisk sundhedspersonale, der arbejder på medicinske faciliteter i Gaza, og personer, der er involveret i den humanitære indsats.
Amnesty International har derudover analyseret en lang række visuelle og digitale beviser, herunder satellitbilleder, videooptagelser og fotos, og gennemgået en lang række udtalelser, datasæt og rapporter fra israelske og palæstinensiske menneskerettighedsgrupper, FN-agenturer og humanitære organisationer, der opererer i Gaza. Organisationen har også gennemgået og analyseret udtalelser fra højtstående israelske regerings- og militærfolk og officielle israelske organer.Siden 2012 har Israel forment Amnesty International adgang til Gaza, senest i juni 2024. Derfor har Amnesty International arbejdet sammen med betroede feltarbejdere, som allerede befandt sig i Gaza.
For at fastslå Israels regerings hensigt om helt eller delvist at udslette palæstinenserne i Gaza, har Amnesty International desuden gennemgået 102 dehumaniserende udtalelser og udtalelser med hensigt om folkedrab fra israelske regerings- og militærfolk. Heraf har Amnesty International identificeret 22 udtalelser, der enten kalder på eller begrunder folkedrab mod palæstinenserne. Udtalelserne omfattede bl.a. opfordringer til at udslette Gaza, til bevidst at nægte humanitær hjælp til palæstinenserne i Gaza eller udtalelser om, at der ikke findes civile i Gaza, der ikke er involveret i konflikten, og dermed bevidst sætte lighedstegn mellem palæstinenserne i Gaza og Hamas. De blev fremsat af embedsmænd med direkte ansvar for offensiven, herunder premierministeren og andre regeringsministre samt Israels præsident, foruden nogle Knesset-medlemmer og ministre, som ikke havde direkte ansvar for offensiven.
Derudover har Amnesty International afdækket det større mønster af forbrydelser under folkeretten og menneskerettighederne mod palæstinenserne i relation til Israels apartheidsystem, den umenneskelige blokade af Gaza, der eksisterede forud for den 7. oktober 2023, og Israels 57 år lange ulovlige besættelse af det palæstinensiske område.
I udarbejdelsen af den juridiske analyse har Amnesty International konsulteret uafhængige eksterne eksperter i international humanitær ret, international menneskerettighedslovgivning og folkedrab.
(3) Hvad siger Israel selv?
Amnesty International har rakt ud til en række ministerier og myndigheder i Israel under udarbejdelsen af rapporten, blandt andet det israelske forsvarsministerium.
Trods mange opringninger og mails har Amnesty International ikke modtaget nogen substantielle svar fra Israel på tidspunktet for offentliggørelsen af rapporten.
Den 18. november 2024 besluttede den israelske rigsadvokat og statsadvokat ikke at indlede en undersøgelse af udtalelser fra israelske embedsmænd. Meddelelsen om beslutningen blev givet som svar på en forespørgsel til Israels højesteret, hvor en israelsk NGO havde anmodet om, at der blev indledt en strafferetlig efterforskning.
I analysearbejdet har Amnesty International desuden overvejet en række modargumenter. Her kommer tre konkrete eksempler:
- ”Evakueringsordrer”
Israel har løbende udstedt ”evakueringsordrer” til de civile i Gaza for at få dem væk fra områder under angreb.
Men Amnesty Internationals research viser, at “evakueringsordrerne”, som har fordrevet 90 procent af Gazas befolkning på 2,2 millioner mennesker, var voldsomme og ofte vilkårlige, misvisende eller uforståelige for lokalbefolkningen.
Det har resulteret i, at flere hundredetusinde palæstinensere ofte er blevet fordrevet flere gange, og hver gang er de blevet tvunget ind i stadig mindre landområder uden tilstrækkelig infrastruktur i form af mad, vand, sanitet og husly. Det har blandt andet medført en hurtigere spredning af en lang række alvorlige sygdomme.
Israels ”evakueringsordrer” er derfor centrale i forbindelse med spørgsmålet om folkedrab, da de bidrager til livsbetingelser, der som konsekvens vil udsætte palæstinenserne i Gaza for en langsom og kalkuleret død.
- Et andet modargument er, at de store civile tab og lidelser skyldes, at Hamas-medlemmer bevidst har befundet sig blandt civile i Gaza.
Amnesty International har dokumenteret, at Hamas-medlemmer har været til stede i flygtningelejre i Rafah under to israelske angreb i maj 2024. Amnesty International har ikke været i stand til at konkludere, om Hamas brugte de civile som menneskelige skjold, hvilket er ulovligt ifølge folkeretten.
Tilstedeværelsen af Hamas-medlemmer fratager dog ikke Israel for en forpligtigelse om at tage alle tilgængelige forholdsregler for at beskytte de civile palæstinensere – og holde sig fra at udføre vilkårlige og disproportionale angreb.
- Palæstinensere er blevet dræbt som et led i bekæmpelsen af Hamas
Nogle hævder, at Israel i kampen for at fjerne Hamas er fuldstændig ligeglad med, at palæstinenserne bliver udslettet samtidig.
Men ligegyldigt om Israel ser udslettelsen af palæstinenserne i Gaza som et led i at fjerne Hamas eller som en acceptabel følgevirkning, så fjerner det ikke Israels ansvar under folkeretten til at gøre alt i sin magt for at undgå civil skade. Derudover kan hensigten om folkedrab godt eksistere side om side med et militært mål, det vil sige, at Israel godt kan have haft til hensigt både at bekæmpe Hamas og samtidig udslette den palæstinensiske befolkning fra Gaza.
(4) Hvorfor lader Amnesty International det ikke være op til domstolene at konkludere?
Den enorme og ustoppelige menneskelige ødelæggelse, vi ser i Gaza, gør, at det haster.
Selvom Sydafrika lagde sag an mod Israel for folkedrab ved FN’s øverste dømmende organ, Den Internationale Domstol (ICJ), allerede i januar 2024, kan en afgørelse tage flere år – altså længe efter at folkedrabet har fundet sted.
I betragtning af omfanget af grusomheder og lidelser i Gaza er det afgørende for Amnesty International at vise verden de oplysninger, vi har indsamlet, og bidrage med en autoritativ, evidensbaseret juridisk analyse til den igangværende debat om, hvorvidt der begås folkedrab i Gaza.
En af Folkedrabskonventionens grundlæggende formål er at forhindre folkedrab. Derfor har alle verdens lande en forpligtigelse til at stoppe det, der sker i Gaza netop nu.
I sidste ende er det dog FN’s øverste dømmende organ, Den Internationale Domstol (ICJ), der kan dømme Israel for folkedrab.
(5) Hvad vil Amnesty International med den her rapport?
Amnesty Internationals mål er at bidrage til at få stoppet det igangværende folkedrab i Gaza ved at sammenfatte det omfattende bevismateriale, der findes fra flere internationale domstole, organisationer og FN-organer, på Israels brud på krigens regler i Gaza samtidig med at foretage en solid juridisk analyse af folkedrabsbegrebet.
Dernæst skal rapporten gøre op med verdenssamfundets årtiers straffrihed overfor israelske politikere ved at retsforfølge gerningspersonerne bag folkedrabet. Vi opfordrer derfor blandt den Internationale Straffedomstol til at tilføje folkedrabs forbrydelsen til Netanyahu og Gallants arrestordrer.
Ifølge Amnesty International bør rapporten være et wake-up-call til verdens ledere, der gentager og understreger det akutte behov for en våbenhvile i Gaza samt fuld adgang for nødhjælp til området.
Derudover vil Amnesty International endnu engang minde stater om deres egne forpligtelser til at forebygge og straffe folkedrab i henhold til folkedrabskonventionen, herunder en stop for alt våbeneksport til Israel.