5 ting, du skal vide om abort i USA

Adgangen til sikre aborter er en menneskeret. Alligevel har USA’s højesteret netop fjernet retten til abort. Her er fem ting, du bør vide om abort i USA.

1. Abortforbud rammer de fattige hårdest

Flertallet af dem, der har behov for en abort, tilhører de svagest stillede i samfundet, og et abortforbud vil særligt gå ud over fattige, afroamerikanere, migranter og flygtninge. Det er for fattige gravide i forvejen sværere at betale for en abort (der i mange stater ikke er inkluderet i den offentligt støttede sundhedsforsikring), at rejse til en anden stat for at få den foretaget og at tage fri fra arbejde. Adgangen til sundhed er i det hele taget skæv i USA. For eksempel har afroamerikanske kvinder tre til fire gange højere risiko for at dø under en graviditet eller en fødsel end hvide amerikanske kvinder.

2. Det er i forvejen svært at få en abort i USA

Stater som Alabama, Texas og Ohio har i årevis forsøgt at få vedtaget et abortforbud. Alabama forsøgte i 2019 at indføre et næsten totalt abortforbud, også hvis graviditeten var et resultat af incest eller voldtægt, men heldigvis blev loven dengang blokeret af en domstol. De forgæves forsøg på at få indført direkte forbud fik en række stater til i stedet at opstille forskellige forhindringer for gravide, der ønsker en abort; klinikker er blevet lukket og tvinger gravide til at rejse langt, der er risiko for to-tre ugers ventetid, der er kommet påbud om, at en læge skal foretage en ultralydsundersøgelse, og at mindreårige ikke må få en abort, uden at deres forældre informeres.

3. Folk får aborter, abortforbud eller ej

Forbud mod abort får ikke aborter til at forsvinde. Men det gør dem langt mere risikable, fordi gravide tvinges til at finde andre veje, hvis de ønsker at stoppe graviditeten. I en undersøgelse fra 2018 sammenlignede forskere fra Guttmacher Institute antallet af aborter i lande med forbud med lande uden. Den viser, at antallet af aborter er nogenlunde ens – ca. 35 for hver 1.000 kvinde i alderen 15 til 44. Undersøgelsen viser desuden, at der i lande med forbud er langt flere risikable aborter, der kan koste kvinder livet. USA har i forvejen den højeste mødre-dødelighed blandt verdens udviklede lande, og delstater med mere restriktive abortlove har allerede højere dødelighed blandt nyfødte og mødre.

4. Et flertal af amerikanerne støtter retten til abort

Selvom politikere og abortmodstandere har modarbejdet retten til abort lige siden USA’s højesteret i 1973 lovliggjorde den, støtter et flertal af amerikanerne fri abort. Ifølge en undersøgelse fra marts 2022 udført af Pew Research Center bakker 61 procent af amerikanerne op om abort i alle eller de fleste tilfælde. Abortmodstanderne fik dog vind i sejlene, da den tidligere præsident Donald Trump udpegede nye højesteretsdommere, som er kendt for at være imod abort.

5. Tilbageskridt i forhold til resten af verden

Afgørelsen fra USA’s højesteret står i skarp kontrast til tendensen i resten af verden. I løbet af de sidste 25 år har mere end 50 lande lempet deres abortforbud i erkendelsen af, at abort spiller en afgørende rolle i beskyttelsen af gravides liv og sundhed. Den 25. maj 2018 stemte et overvældende flertal i Irland ja til at ophæve det næsten totale forbud mod abort. Og inden for det seneste år har Argentina, Mexico og Colombia legaliseret abort, hvilket varsler nye tider i Latinamerika, hvor den katolske kirke står stærkt, og modstanden mod abort historisk set har været stor.

SKRIV UNDER!

BEvar RETTEN TIl abort i USA

Kræv, at USA’s guvernører beskytter piger og kvinders ret til lovlige og sikre aborter.

skriv under her

Læs om Amnestys arbejde for retten til abort verden over