Krig i Yemen: UK og USA sælger våben for milliarder

Mens Storbritannien og USA med den ene hånd giver bistand til krigsramte Yemen, eksporterer landene med den anden hånd våben for milliarder til Saudi Arabien, som leder militærkoalitionen, der hensynsløst bomber Yemen. Det konstaterer Amnesty International op til toårsdagen for konfliktens start.

Det gør tilsyneladende ikke indtryk på regeringerne i USA og Storbritannien, at den saudisk ledede koalition i Yemen igennem de seneste to år har dræbt hundredvis af civile, herunder minimum 148 børn. Det sker ved blandt andet luftbombardementer med våben fra USA og Storbritannien.

Ifølge Det Internationale Fredsforskningsinstitut i Stockholm har USA og Storbritannien siden 2015 leveret våben til Saudi Arabien for mere end fem milliarder dollars. Ifølge USA og Storbritannien selv har landene i samme periode tilsammen brugt eller planlagt at bruge 450 millioner dollars på bistand til Yemen.  

Forud for toårsdagen for konfliktens begyndelse kan Amnesty således konstatere, at USA og Storbritannien siden marts 2015 har godkendt våbeneksport for et beløb, der er mere end ti gange så stort som landendes bistand til Yemen i samme periode.

”Tidligere er våben leveret af stater som Storbritannien og USA blevet brugt til at begå grove menneskerettighedskrænkelser og har bidraget til at skabe en humanitær katastrofe. Disse regeringer er forsat med at godkende våbenleverancer, samtidig med at de har leveret bistand for at lindre den krise, de selv har været med til at skabe. Civilbefolkningen i Yemen betaler prisen for disse hykleriske våbenleverancer”, siger Lynn Maalouf, vicedirektør for research i Amnesty Internationals regionale kontor i Beirut. Hun fortsætter:

”To års konflikt har tvunget tre millioner mennesker på flugt fra deres hjem, har ødelagt livet for tusindvis af civile og efterladt Yemen i en humanitær katastrofe, hvor mere end 18 millioner mennesker har desperat brug for hjælp. Men til trods for de millioner af dollars, der er sendt i international bistand til landet, har mange stater bidraget til civilbefolkningens lidelser ved fortsat at levere våben for milliarder af dollars”.

Efter to års krig er mindst 4.600 civile dræbt, 8.000 er sårede og mere end 18 millioner mennesker vurderes at være afhængige af humanitær hjælp for at overleve.

 

Konflikten har mange parter

Krigen i Yemen begyndte i marts 2015 mellem to fraktioner, som begge påberåber sig retten til at danne regering. Oprørere og loyale tropper for Hadi’s regering er baseret i Aden mod syd, bekriger Houtiernes styrker og tropper, der støtter den tidligere præsident Saleh. Lokale celler af Al Qaeda og Islamisk Stat er også parter i krigen. 

 

Ifølge et datablad udstedt af fabrikanten, Textron Systems Corporation fra USA, spreder hver CBU-105 ti beholdere, som hver efterfølgende frigiver fire granater. Dette eksemplar, som lokale mineryddere fandt i april 2016, har stadig fire ueksploderede granater. 

 

Forbrydelser fra alle konfliktens parter

På en række researchmissioner til Yemen har Amnesty International over de seneste to år dokumenteret tilsyneladende krigsforbrydelser begået af samtlige konfliktens parter. 

Den saudisk ledede koalition består desuden af Forenede Arabiske Emirater, Qatar, Bahrain, Kuwait, Jordan, Egypten, Marokko, Senegal og Sudan.  

Koalitionen har udført hensynsløse luftangreb, som har dræbt og såret civile, ødelagt hjem og infrastruktur. Koalitionen har desuden anvendt internationalt forbudte klyngebomber fremstillet i USA, Storbritannien, og Brasilien. Amnesty har dokumenteret sager, hvor børn er blevet dræbt, efter de er kommet i kontakt med ueksploderede dele af disse forbudte våbentyper.

Amnesty har også dokumenteret drab på civile begået af pro-Houthi styrker samt brug af børnesoldater. 

 

Våbenembargo og undersøgelse nu

Amnesty opfordrer det internationale samfund til omgående at indføre en våbenembargo og etablere en uafhængig og troværdig international undersøgelse af de mange grove menneskerettighedskrænkelser begået under konflikten.

”Alle stater, herunder USA og Storbritannien må omgående bremse strømmen af våben, som kan blive brugt til at begå krigsforbrydelser eller andre grove brud på international humanitær ret i Yemen”, siger Lynn Maalouf. 

Ved at forsætte forsyningen af våben til Saudi Arabien og landets koalitionspartnere til brug i Yemen, underminerer Storbritannien og USA reelt FN’s våbenhandelstraktat, som Storbritannien har ratificeret, og som USA har underskrevet, kritiserer Amnesty.