”Som om man gik rundt på gravsten”
Siden forfatteren Kirsten Thorup i 1979 besøgte Israel første gang, har palæstinensernes sag stået hendes hjerte nært. Det er de daglige krænkelser, som hun med egne øjne har set, der påvirker hende mest.
Af Nora Rahbek Kanafani
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #4, 2014
1: Hvorfor er det netop palæstinensernes sag, der blev din hjertesag?
Første gang, jeg oplevede konflikten, var i 1979, hvor Herbert Pundik arrangerede en rejse til Israel for danske forfattere. Det blev aldrig rigtig præciseret på turen, at noget af det land, vi besøgte, var besat. Og da vi besøgte en Kibbutz i det nordlige Israel, så lå den jo faktisk ovenpå en palæstinensisk landsby, og her begyndte jeg at tænke ”nå, hvor er den henne, hvor er de mennesker henne?” Der var et eller andet spøgelsesagtigt over det, som om man gik rundt på gravsten. Jeg var helt uforberedt, for jeg havde ikke været engageret i sagen før. Nogle år senere på en reportagerejse for Folkekirkens Nødhjælp til Vestbredden og Gaza blev jeg for alvor konfronteret med dagligdagen i de besatte områder.
2: Hvilke oplevelser på dine rejser til Gaza og Vestbredden har gjort mest indtryk?
Man bliver engageret i de mennesker, man møder, og oprørt over de overgreb, som griber ind i folks dagligdag. Menneskerettighederne bliver brudt hver eneste dag i Gaza og på Vestbredden. I 2011 besøgte jeg Hebron, og det var et sted, der virkede helvedes-agtigt på mig. Det er svært at forklare den atmosfære, der er, for jeg tror ikke, det ligner nogen andre steder i verden. De palæstinensere, der bor der, er udsat for et enormt voldeligt pres på alle planer. Over hovedgaden, hvor de palæstinensiske markeder ligger, hænger et net, fordi bosætterne kaster affald og lort ned i hovedet på folk, der er ude at handle. Affaldet bliver så opfanget af ståltrådsnettet. Jeg besøgte en familie, som var den eneste palæstinensiske familie tilbage i et boligområde ryddet til bosættelser. Besættelsemyndighederne forsøgte på alle måder at presse dem ud af deres hjem. Et af børnene viste mig vandtanken, der var blevet gennemhullet af skud.
3: Hvis du skulle give denne konflikt en overskrift, hvad skulle det så være?
Man taler ofte om, at det er en meget kompliceret konflikt, men det handler jo om menneskerettigheder. Om en besættelsesmagt over for en civilbefolkning. Om uretfærdighed og ufrihed, og om en uværdig måde at skulle leve sit liv på. Det er det, der gør mest indtryk på mig. Den daglige ydmygelse. Forældre, der aldrig kan vide sig sikre på, om deres teenagedrenge kommer hjem, eller om de er blevet tilbageholdt på vej fra skole eller ved et checkpoint. Familier, der om natten lever i konstant fare for, at soldater bryder ind i deres huse på rutinemæssige raids og tilbageholder en eller flere af de mandlige medlemmer, drenge helt ned til ni år. Civilbefolkningen lever i konstant frygt for vilkårlige overgreb.
4: Har du nogensinde brugt konflikten i dine romaner?
Nej, jeg har kun skrevet om konflikten i artikler. Jeg kunne godt tænkte mig en dag at tage den op i fiktionen, men for mig skal udspringet i mine bøger være mine egne personlige relationer og erfaringer, for ellers bliver det ikke ægte og troværdigt. Måske kunne jeg gøre det, hvis jeg boede dernede i længere tid.
5: Tror du på en løsning af konflikten?
Jeg er optimist, men på lang sigt. Ingen besættelse varer evigt. Palæstinenserne kæmper en vedholdende kamp for deres ret til frihed og et værdigt liv. Mange frivillige tager til de besatte områder og støtter dem i deres kamp, og den internationale opinion er langsomt begyndt at vende, særligt efter krigen mod Gaza i sommer. Vi har også menneskerettighedsorganisationer som Amnesty, der registrerer overtrædelser af de internationale konventioner. For de mennesker, der dagligt bliver udsat for menneskerettighedskrænkelser, betyder det meget, at nogen holder øje med, hvad der foregår både i det åbne og i det skjulte.