På få uger kunne Amnesty ved hjælp af researchere på jorden og satellitter fra oven dokumentere, hvad Myanmars militære og politiske ledelse forsøgte at skjule for omverdenen: En storstilet militær kampagne af drab, nedbrændinger og vold var indledt for at drive landets muslimske rohingya-befolkning ud af landet.
Artiklen blev bragt i AMNESTY #4 2017
Af Bjarke Windahl Pedersen
12-årige Fatima var hjemme med sine forældre, søskende og sin bedstemor, da de opdagede røgen fra en anden del af deres landsby, Chut Pyin. Da familien løb ud af døren, begyndte uniformerede mænd at skyde på dem. Fatima så sin far blive skudt. Hun så sin tiårige søster blive skudt. Så blev hun selv ramt.
”Jeg faldt sammen, men min nabo greb fat i mig og bar mig væk”, fortalte Fatima til Amnestys kriseresearcher Tirana Hassan, som mødte hende i Bangladesh, hvor hun efter en uges flugt omsider modtog behandling for skudsåret på indersiden af sit højre knæ.
Fatimas skudsår var langt fra det første, Tirana Hassan så.
”Af de 15 sårede, som jeg undersøgte i løbet af bare det første halvandet døgn, var alle undtagen en blevet skudt i den øverste del af kroppen, med alvorlige eller fatale konsekvenser. Når andre var løbet til for at hjælpe, var også de blevet beskudt”, siger Tirana Hassan.
Igen og igen hørte hun den samme historie fra overlevende rohingyaer: Soldater, politi og lokale selvtægtsgrupper havde først omringet deres landsbyer. Nogle gange begyndte de med at skyde op i luften, men ofte stormede de direkte ind i byerne og skød i alle retninger. Mens indbyggerne flygtede i panik, satte militæret ild til husene ved hjælp af benzin eller med skulderbårne raketkastere og nedbrændte hele landsbyer.
Fra myndighederne i Myanmar lød imidlertid en anden historie: Militæret var i gang med en koncentreret operation imod væbnede rohingyaer, og det var rohingyaerne selv, der satte ild til deres huse.
“Vi kunne bevise, at det, Aung San Suu Kyi sagde, ikke var sandt.”
– Christoph Koettl, Amnesty-researcher
Forbrydelser under skydækket
Mens rohingyaer i hundredtusindtal fortsatte med at flygte ind i Bangladesh, stod Amnestys researchere over for to udfordringer. Til trods for talrige internationale opfordringer nægtede Myanmars myndigheder at give adgang til området. Samtidig betød monsunen, at der lå et tykt og nærmest permanent skydække over hele området.
Derfor begyndte Christoph Koettl, der som Amnestys teknologi-researcher i mere end ti år har arbejdet med satellit-fotos, at indsamle data fra satellitter, der overvåger miljøforhold, og som to gange hver eneste dag identificerer og kortlægger større brande verden over.
”Vi så, at mange større brande blev spottet i Rakhine-provinsen. Når vi kiggede på det samme område for de sidste tre år, var der ikke registreret en eneste brand. Det pegede på, at der skete noget usædvanligt”, fortæller Christoph Koettl.
Efter cirka to ugers research gav huller i skydækket mulighed for at få de første klare satellitfotos.
”Det var ret chokerende. Satellitanalyse kan ofte være meget teknisk og svært, og det er ikke altid tydeligt, hvad man ser. Men denne gang var det anderledes. Vi kunne med egne øjne omgående se, at hele byer var brændt ned. Jo flere fotos vi så, jo mere forstod vi, hvor stort omfanget var. Jeg har lavet dette arbejde i ti år, men har aldrig før set noget så tydeligt og i så voldsom grad”, siger Christoph Koettl.
Gennem vidneudsagn fra de overlevende, som Tirana Hassan mødte i Bangladesh, modtog han løbende navne på landsbyer, som han derefter havde mulighed for at undersøge med både fotos og branddata.
”I en situation, hvor informationer er stærkt kontrolleret, giver satellitdata os en uafhængig kilde til viden. Vi ved præcist, hvornår det er indsamlet, og hvad det viser. Vi kan etablere en tidslinje over begivenheder, og det er svært for myndigheder at gå imod det”, siger Christoph Koettl og giver et eksempel:
”Aung San Suu Kyi påstod den 19. september, at militærets indsats var stoppet. Men vi kunne omgående se, at det ikke passede. Igennem hele september kunne vi påvise, at landsbyer og hjem fortsat blev nedbrændt. Vi kunne bevise, at det, Aung San Suu Kyi sagde, ikke var sandt”, siger Christoph Koettl, der med satellitter som værktøj tidligere har afdækket væbnede konflikter og menneskerettighedsbrud i lande som Syrien, Nigeria, Sudan, Sydsudan og Nordkorea.
Tid til handling
Amnesty har siden den 25. august interviewet mere end 120 overlevende rohingyaer samt 30 læger, hjælpearbejdere, embedsmænd fra Bangladesh, og journalister i området. Amnesty har også fået medicinske eksperter til at vurdere en række fysiske skader, ikke mindst forbrændinger og skudsår, ligesom Amnesty har indhentet fotos og videomateriale fra landsbyer i Rakhine samt satellitfotos og data fra oven. Alt peger i en retning, fortæller Tirana Hassan:
”I betragtning af, at de fortsat benægter, er det meget muligt, at Myanmars myndigheder troede, at de kunne slippe afsted med mord i et kæmpe omfang. Men moderne teknologi, kombineret med vedholdende research, har løftet bevisbyrden imod dem”.
Hun opfordrer til, at det internationale samfund nu sætter handling bag fordømmelserne og tager konkrete skridt, der kan standse volden, som siden august har drevet mere end en halv million mennesker på flugt:
“Ved at standse militære samarbejder, indføre våbenembargoer og målrettede sanktioner mod de ansvarlige for overgrebene, må der sendes et klart signal om, at militærets forbrydelser mod menneskeheden i Rakhine-provinsen ikke vil blive tolereret”, siger Tirana Hassan.
57.472 danske underskrifter til generalen
Verden over har Amnesty presset på for at standse forbrydelserne i Rakhine. 57.472 danskere har sammen med Amnesty krævet, at militærets øverstbefalende, seniorgeneral Min Aung Hlaing, straks standser militærets voldelige overgreb, og at der gives fri og uhindret adgang for hjælpearbejdere, FN, menneskerettighedsobservatører og journalister til Rakhine-provinsen. De danske underskrifter er sendt direkte med posten til Min Aung Hlaing.