Debat: Trumps første år har fået folk på gaden
Det forløbne år har budt på store udfordringer på menneskerettighedsfronten som et direkte resultat af præsident Trumps politik. Alligevel har både jeg, mine kolleger og aktive i Amnesty verden over masser af håb for fremtiden. For på trods af alle de nedslående tiltag har der samtidig været et stærkt modsvar fra menneskerettighedsforkæmpere, som bare tager til i styrke.
Af Trine Christensen, generalsekretær i Amnesty International Danmark
Debatindlægget er bragt i Jysk-Fynske Medier den 20. januar 2018
Det vigtigste, vi har lært i det forgangne år, er, at menneskerettighederne kan beskyttes – igennem domstolene, principfaste ledere i militæret og andre instanser, der tager et medansvar for de politikker, de skal gennemføre, en stærk og uafhængig presse og ikke mindst igennem mobilisering og engagement af helt almindelige mennesker som du og jeg.
Allerede på Trumps første dag som USA’s præsident gik hundredtusindvis af mennesker på gaden for at forsvare kvinders rettigheder, mangfoldighed og kæmpe mod had. Amnesty sluttede sig til dem i byer over hele verden og marcherede side om side med både erfarne aktivister og mennesker, der aldrig havde tænkt på at være med i en demonstration før.
I Danmark var vi over 5000 mennesker i et fællesskab på tværs af identitet, mærkesag og organisation, der i sig selv modsagde den polarisering og diskriminering, som Trumps kampagne havde dyrket. Det var et smukt og stærkt syn, og jeg har i årets løb tit tænkt tilbage på en af de vigtigste budskaber, jeg tog med mig fra dagens taler: ”Det er ikke tid til at give op. Det er tid til at engagere os.”
Mindre end en uge senere, i kølvandet på Trumps diskriminerende indrejseforbud for muslimer, så vi folk valfarte til lufthavne – nogen gange i bidende kulde – med det ene formål at fortælle rejsende, at de var velkomne i USA – uanset hvor de kom fra og uanset deres religiøse tilhørsforhold. Billedet fra en af de helt uorganiserede samlinger, hvor en jødisk dreng på skuldrene af sin far hilser på en muslimsk pige på skuldrene af sin far, sagde mere end tusind ord. Den jødiske mand holdt et skilt, hvor der stod ”Vi har prøvet det her før. Aldrig igen.”
I de efterfølgende uger og måneder samlede helt almindelige mennesker fra Sydney til Madrid og mange andre byer der i mellem sig og råbte ”No Ban, No Wall”. Amnesty lagde velkommen-måtter ved indgangen til Trump Tower i New York og afbrød myldretiden ved Grand Central Terminal med vores protest mod forbuddet. Ved den amerikanske ambassade i London demonstrerede hundrede mennesker klædt ud som Frihedsgudinden i stilhed mod den foragt for rettigheder, der finder sted på den anden side af Atlanten.
Men det har ikke kun været Trump, der har fået den folkelige modstand at føle. Den er også blevet rettet mod statsledere, der måske er blevet opmuntret af den amerikanske præsidents modvilje mod menneskerettighederne. Da Amnesty-medarbejdere i Tyrkiet blev fængslet for kritik af præsident Erdogans regering, var der protester i mange lande for at få dem løsladt – også i Danmark. Og Amnesty-aktivister over hele verden lægger fortsat pres på Dutertes dødbringende kampagne mod stofmisbrugere i Filippinerne, hvilket har fået den filippinske præsident til at kalde Amnesty for ”naiv og dum”.
Den dårlige nyhed er, at Trump ved indgangen til sit andet år som præsident ikke viser nogen tegn på at stoppe sine bestræbelser på at afvikle årtiers globalt samarbejde og overholdelse af internationale menneskerettighedsaftaler. Den gode nyhed er, at vi – sammen med ganske almindelige mennesker over hele verden – heller ikke har tænkt os at stoppe – uanset hvilke udfordringer, der venter det kommende år.