Ingen steder at tage hen: Transkvinde fanget mellem bander og Trumps USA
Af Josefina Salomon
Foto og video: Sergio Ortiz/Amnesty International
25-årige Cristel vågner på det kolde gulv en morgen i april 2017. Rummet er to gange to meter. Hendes mave knurrer på grund af den sparsomme diæt på tre burritos om dagen, og hendes øjne smerter på grund af mangel på naturligt lys og frisk luft. Uden at kunne tale med et andet menneske og uden at ane noget om sin egen fremtid er hun overbevist om, at hun har nået sit livs lavpunkt.
Hun blev anholdt af USAs immigrations- og toldagentur i Tijuana, Mexico otte dage tidligere og derefter bragt til Ota Mesa Dentetion Center i San Diego, Californien.
Hun blev isolationsfængslet. Hun fik ingen forklaring.
Denne kolde morgen i april kommer hun i tanke om den vold, som overtog hendes liv i hjemlandet El Salvador. De tilsyneladende endeløse dødstrusler, der holdt hende vågen om natten, og afpresningerne for umuligt høje beløb, der efterlod hende uden penge til mad samt den kugle, der dræbte hendes kæreste bare få måneder tidligere.
Alt sammen gør hende bevidst om, at det var det rene selvmord at blive boende i El Salvador.
Hun tror nu, at hun har nået endestationen. At der efter fem år på farten ikke er flere muligheder tilbage. At der ikke er flere steder at tage hen. Hun kan ikke bære tanken om at tage tilbage til El Salvador til det liv, hun er så rædselsslagen for.
Cristel tegner den celle i USA, hun blev tilbageholdt i, efter hun flygtede fra dødstruslerne, afpresningerne og volden i sit hjemland El Salvador.
Frygt og udmattelse
Vi mødte Cristel en håndfuld gange i løbet af halvandet år. Først i hendes hjemland El Salvador, senere i Mexico og forskellige steder på ruten imellem, og hver gang blev hendes historier mere foruroligende. Så meget, at vi spekulerede over, hvordan et menneske kan holde til så meget vold og usikkerhed.
Frygt, udmattelse og frustration manifesterer sig på mange måder. Der var de fysiske ændringer som vægttab og mørke rander omkring øjnene, som var taget til, hver gang vi mødte Cristel. Og så var der de tilsyneladende ustoppelige tårer, som kom mere og mere uforudsigeligt, og ugerne uden vi hørte en lyd fra hende eller de ubesvarede beskeder på Whatsapp, som efterlod os bekymrede for, hvad der var sket hende, eller om hun var blevet dræbt.
Hun stillede os hele tiden åbne spørgsmål. ”Hvad skal der dog ske med mig?”, var det mest almindelige.
Livet i mordenes hovedstad
Det er en ejendommelig følelse, der rammer dig, når du går i gaderne i El Salvadors hovedstad San Salvador. På trods af at byen har en af verdens højeste mordrater, 81,2 per 100.000 indbyggere i 2016, så er volden godt skjult af byens puls.
”Det ene øjeblik er der helt roligt, og det næste bliver folk dræbt for øjnene af dig”, fortalte en taxachauffør mig en gang.
Hvert kvarter er under kontrol af en kriminel bande, som lokalt bliver kaldt en ”Mara”. Med afpresning og ”skatter” holder de et hårdt greb om befolkningen, som både individer og virksomheder er nødsaget til at betale. Manglende betaling er lig en dødsdom.
Vi møder Cristel for første gang i marts 2016.
Køreturen til hendes hjem i en af byens mest voldelige kvarterer kræver grundig planlægning. Først må vi lede efter en chauffør, der overhovedet er villig til at tage turen og derefter lægge en nødplan for, hvordan vi hurtigt kan slippe væk.
Vi rejser altid to og to – en reporter og en fotograf – denne gang i bil med nedrullede vinduer, så kvarterets bandemedlemmer kan se, hvem der kommer ind og ud af deres område. De kan ikke lide udenforstående.
Chaufføren venter på os med motoren kørende og højest i en halv time.
Cristel byder os med et bredt smil velkommen i sit hjem. Hun er for nylig flyttet sammen med sin kæreste Daniel i et farverigt værelse ud til gaden. I et hjørne ligger et udvalg af børster, hårnåle og neglelak. Parret er lykkeligt selvom det i praksis betyder, at de sover i korridoren ved indgangen, som bliver benyttet af alle husets beboere.
Og det er ikke parrets eneste trængsel. Cristel arbejder i en skønhedssalon, hvor hun tjener fem dollars om dagen, men den lokale Mara har afpresset hende til at betale 35 dollars om ugen.
”Hvordan skal jeg kunne betale så mange penge?”, spørger hun og fortsætter:
”Jeg har set folk blive dræbt, efter de ikke har betalt. VI kan ikke engang melde det til politiet, for de samarbejder med banden. Det er tortur at bo i El Salvador”.
Sådan har det ikke altid været
Cristel voksede op som et lykkeligt barn. Hun har altid vidst, at hun er kvinde, og da hun var færdig med gymnasiet, besluttede hun, at det ikke var nok bare at bære det tøj, hun var komfortabel med. Hun lod håret gro, tog hormoner, begyndte at bruge sminke og ændrede sit navn. Hun fortæller, at familien støttede hende.
Det er ikke let at leve som transkvinde i El Salvador. Banderne nærer et dybt had til kvinder, og overfald på transkvinder er for dem et æresmærke.
Den civile organisation COMCAVIS TRANS registrerede i perioden januar-september 2017 28 alvorlige overfald på transkvinder, hvoraf de fleste var mord.
Et par år før, vi første gang møder Cristel gang, indså et lokalt bandemedlem, efter han havde inviteret Cristel ud på en date, at hun var transkvinde, og så blev det hurtigt grimt. Hun blev truet og afpresset og endelig fik hun 24 timer til at forlade landet.
”Han fortalte mig, at hvis jeg ikke forlod El Salvador, så ville han slå mig ihjel. Jeg fik tid til at pakke to sæt tøj inden min tur mod det ukendte. Jeg måtte rejse – alene fordi jeg er transkvinde”, fortæller Cristel.
Den farlige flugt
Da vi møder Cristel, havde hun allerede taget flugten fra sit hjemland to gange. Første gang var i 2014, og hun nåede hele vejen til USA, men måtte rejse tilbage, da hendes mor blev syg. Rejsen var langt mere traumatisk, end hun havde forestillet sig.
Sammen med en ven, der også var blevet truet af bandemedlemmer, krydsede hun floden til Mexico og prajede en taxi til byen Tapachula, hvor fra de ville finde vej til Mexico City og videre til Tijuana ved den amerikanske grænse. Men sådan gik det ikke.
”Jeg blev bekymret, da taxien begyndte at køre os ned af mørke gader”, forklarer Cristel.
Hun indså snart, at de var ved at blive bortført.
De to kvinder blev ført til et forladt hus, røvet og seksuelt misbrugt i flere dage. En nat, da deres bortførere blev fulde, glemte de at låse døren, og de to kvinder kunne flygte. En kvinde, som fandt dem på gaden, tog dem til en lokal politistation, men politiet fulgte ikke op på anmeldelsen.
Efter tre måneders helvede i Mexico vendte Cristel tilbage til El Salvador. Hendes ven bor nu i USA.
Ingen steder er sikre
Da Cristel mødte sin kæreste Daniel, håbede hun, at alt endelig ville blive bedre. De flyttede sammen, og bandemedlemmet, som havde truet hende, var i fængsel. Men det var en stakket frist.
Bandemedlemmet arrangerede afpresning, mens han sad bag tremmer, hvilket er almindelig praksis.
I begyndelsen af 2017 tjente hun ikke penge nok på skønhedssalonen til at betale den månedlige ”skat” til bandemedlemmet, og hun havde ikke andet valg end at begynde at trække på gaderne om natten.
Beløbene, som prostituerede bliver afpresset for, er særligt høje, og hun blev gentagne gange overfaldet af bandemedlemmer. Og da hun henvendte sig til politiet, konstaterede hun, at ordensmagten samarbejdede med banderne. Cristel følte sig fanget.
Men hun havde aldrig forestillet sig det, der nu skulle ske.
I februar 2017 blev hendes kæreste Daniel myrdet af den lokale bande. Han blev skudt på gaden ved højlys dag. Forinden havde han modtaget trusler om, at han ville blive dræbt, hvis han ikke forlod Cristel.
”Du er den næste”, sagde en stemme i telefonen få dage efter mordet på kæresten. ”Du ved godt, at du har tjent to kugler på ikke at betale os”, blev der tilføjet.
Alt, Cristel kunne gøre, var at afgive løfte om at betale, og hun fik skrabet nok penge sammen til at betale for den første måned, mens hendes mor forsøgte at låne penge til den efterfølgende. Det lykkedes ikke helt, og da Cristel gik til politiet, så hun en betjent tale med den mand, som havde truet hende.
Cristel var igen løbet tør for muligheder. Det var atter tid til at forlade landet.
En uendelig rejse
Nu møder vi igen Cristel. Denne gang i Tapachula, Mexico, hvor hun blev bortført og misbrugt tre år tidligere. Det sidste sted på jorden hun ønsker at være.
Hun står i kø ved det lokale immigrationscenter sammen med mænd, kvinder og børn fra hele Mellemamerika plus Cuba, Haiti, Indien og Bangladesh.
De kommer alle sammen morgen og aften i et forsøg på at overtale de mexicanske myndigheder til at give dem flygtningestatus eller i det mindste udstede et etårigt humanitært visum – Mexicos midlertidige løsning på en spirende flygtningekrise.
Det er et par måneder siden, vi sidst så Cristel. Hun ser udmattet ud og har tabt sig.
”Jeg har fået humanitært visum”, siger hun helt uden begejstring, fordi hun er utryg.
Da vi ankommer til hendes bolig, som knap nok er møbleret, bryder hun ud i gråd.
”Jeg er nødt til at rejse videre”, siger hun med rystende hænder og øjne fulde af frygt og fortsætter:
”Jeg mødte nogle af fyrene fra den samme bande, som truede mig derhjemme. Jeg kan ikke blive her”.
Cristel er allerede blevet antastet af en ung mand, som hun genkendte i byens centrale park, hvor asylansøgere samles.
”Hvis du virkelig troede, at vi ikke ville finde dig, tog du fejl. Jeg vidste, at du ville komme her, da du ikke betalte. Vi gav dig en chance, men det ser ikke ud til, at du har forstået”, sagde han til hende.
Tilbage til begyndelsen
Så snart Cristel har råd, tager hun en bus til Tijuana via Mexico City og derfra til den amerikanske grænse.
Men det politiske landskab har ændret sig drastisk, siden hun sidst tog ture i 2014. I præsident Trumps USA er det blevet langt sværere at få asyl.
Det er nu, hun bliver arresteret af amerikanske myndigheder flere år efter, hun første gang krydsede grænsen, isolationsfængslet i San Diego og vågner på et koldt gulv i en lille celle på to gange to meter.
Hun bliver sat ombord på et fly og tvunget tilbage til sit værste mareridt.
Da hun lander i El Salvador, er der ingen, der stiller spørgsmål. Ingen ønsker at vide, hvorfor hun havde forladt sit hjemland i flere omgange, hvad hun er bange for, og om hun har brug for beskyttelse. To embedsmænd udleverer to tortillas og en sodavand til hende.
Den sidste gang, vi møder Cristel, er hun flyttet tilbage til sin mor, tilbage til de farlige gader og den urealistisk høje afpresning.
”Jeg troede, at transkvinder blev respekteret i USA. Jeg så, hvordan et par af mine venner boede der før Trump blev præsident, men sådan er det ikke længere. De behandlede mig som en parasit, som en kriminel”, siger Cristel og tilføjer:
”Jeg er udmattet af at betale for at leve. Jeg vil gerne forlade landet, men der er ingen steder at tage hen. Jeg arbejder og lever for at betale ”skatte”. Alt handler om afpresningen”.
Hver gang hun betaler for sent bare en dag eller to, får hun brutale tæsk.
Ikke en unik historie
Cristels historie er langt fra enestående. Flygtningekrisen i Mellemamerika viser sig ved utallige endeløse rejser: Fem skridt frem, ti tilbage. Mennesker tager den samme rejse snesevis af gange. De bliver deporteret, og de forsøger igen. Desperation er deres brændstof.
Cristel er personificeringen af en af verdens oversete kriser. Hun er et offer for historisk betinget diskrimination, utilstrækkelig indvandringspolitik og en præsident Trump, der brændemærker de mest sårbare som kriminelle. Dem, der skal hjælpe, er de samme som dem, der bringer dem i fare.
”Jeg vil ikke være ulovlig. Jeg vil bare leve og være tryg”, siger Cristel.
”Men de kommer til at dræbe mig”, siger hun igen og igen og hulker, som var hun til sin egen begravelse.
Oversættelse: Jens Munch