Fire europæiske lande hjælper USA med droneangreb
Storbritannien, Tyskland, Holland og Italien risikerer at blive medskyldige i udenomsretlige drab, hvis de ikke reviderer deres bidrag til USA’s droneangreb, advarer Amnesty International i ny rapport.
Når den amerikanske præsident Donald Trumps regering planlægger at udvide USA’s brug af militære droneangreb, stiger samtidig risikoen for drab og lemlæstelse af civile.
Sådan lyder det fra Amnesty International, der i rapporten ”Deadly Assistance: The Role of European States in US Drone Strikes” advarer flere europæiske lande mod at dele efterretninger og på øvrig vis assistere det amerikanske droneprogram, med mindre de kan garantere, at droneangrebene sker indenfor rammerne af folkeretten.
Afghanistan 2006: USA brugte i landets sydlige region droner af typen Predator i jagten på Taliban-krigere. Dronen har ingen pilot men bliver fjernstyret fra en hemmelig installation i Las Vegas. Foto: Veronique de Viguerie/Getty Images
”Regeringerne i Storbritannien, Tyskland, Holland og Italien har i årevis bidraget til de hemmelige amerikanske drab ved at dele afgørende efterretninger og infrastruktur. Det til trods for stigende civile tab og anklager om ulovlige drab, herunder også krigsforbrydelser”, siger Rasha Abdul Rahim, Amnestys researcher for våbenkontrol.
”Med Trump ved roret er truslen mod civile større end nogensinde, og der er brug for øget transparens. Hvis de europæiske stater selv er sikre på, at de ikke har haft nogen rolle i ulovlige drab, så burde de kunne dokumentere det. Ellers bør de spørge sig selv, om de fortsat ønsker at støtte et hemmeligt program, som bygger på potentielt usikre efterretninger og et tvivlsomt juridisk fundament til at udpege individer, som skal dræbes”, siger Rasha Abdul Rahim.
Selv om antallet af amerikanske droneangreb steg massivt under tidligere præsident Barack Obama, er de under præsident Trump steget yderligere. Den amerikanske tænketank Council on Foreign Relations anslår, at Trump alene i sine første 45 dage som præsident godkendte mindst 36 forskellige droneangreb og militære specialoperationer.
Ifølge medier har Trumps administration desuden formindsket de i forvejen svage beskyttelsesmekanismer, som under Obama var indsat med henblik på at beskytte civile.
Amnesty International og andre har tidligere afdækket, hvordan amerikanske droneangreb under skiftende regeringer har dræbt mennesker, herunder også børn, som ikke direkte har taget del i kamphandlinger eller udgjort en aktuel trussel.
Ifølge Bureau of Investigative Journalism har amerikanske droneangreb siden 2004 dræbt 1.551 civile i Afghanistan, Pakistan, Somalien og Yemen.
Creech Air Force Base, Nevada, USA, april 2018: En drone af typen Reaper lægger an til landing under et træningsforløb, som skal øge antallet af droner på himlen over både Irak og Afghanistan. Foto: Los Angeles Times
Europæisk assistance
I sin nye rapport kritiserer Amnesty de fire europæiske lande for muligt medansvar for potentielt ulovlige drab. Samtidig kritiserer Amnesty, at landenes mangel på transparens omkring assistancen til USA gør det svært at afgøre, hvordan de sikrer sig, at de ikke bryder folkeretten.
Dertil afdækker Amnesty, hvordan:
- Storbritannien, Tyskland og Holland deler efterretninger, som gør det muligt for USA at lokalisere potentielle mål
- Tyskland og Holland leverer metadata fra kommunikation, som kan bruges til at målrette angreb
- Storbritannien, Tyskland og Italien tillader USA at operere på deres territorium, hvilket er afgørende for, at det amerikanske droneprogram kan udføre angreb globalt
- Italien tillader USA at afsende væbnede droner fra en amerikansk militærbase på Sicilien
Krav om offentlighed
Amnesty International er ikke principielt imod enhver brug af væbnede droner, men har igennem en årrække konsekvent krævet, at den amerikanske regering sikrer sig, at anvendelsen af droner sker med respekt for folkeretten, herunder relevant menneskerettighedsslovgivning og den humanitære folkeret.
Samme opfordring retter Amnesty International til regeringerne i Storbritannien, Holland, Tyskland og Italien, som alle har modtaget Amnestys nye rapport med dokumentation og anbefalinger til handling.
Derudover opfordrer Amnesty landene til at etablere offentlige undersøgelser af deres medvirken til det amerikanske droneprogram og til at indlede undersøgelser af alle sager, hvor der er grund til at tro, at de har medvirket til angreb, som kan have resulteret i ulovlige drab.
Amnesty opfordrer desuden den amerikanske regering til offentligt at redegøre for hvilke regler, der styrer hvordan individer bliver udpeget til mål for dødelige droneangreb.