Om få dage sætter i tusindvis af fodboldfans, politikere og regeringsoverhoveder fra hele verden sig til rette på de nybyggede VM-stadioner i russiske byer. Men bag den pompøse facade kæmper russiske aktivister for deres rettigheder i en tid med øget overvågning, chikane og fængslinger.
Af Nora Rahbek Kanafani
Illustration Mikkel Henssel
Artiklen er bragt i AMNESTY #2 2018
Det er blevet kaldt det mest politiserede VM nogensinde. Aldrig før har et værtsland ligget i sååben konflikt med omverdenen, og de seneste måneders diplomatiske optrapning mellem Rusland og Vesten gør det svært for nogen at holde fast i forestillingen om, at sport og politik kan holdes adskilt.
Det er ikke en sjældenhed, at store sportsbegivenheder i visse lande fører til brud på menneskerettighederne. Festlighederne bliver brugt som påskud til at begrænse ytrings- og forsamlingsfriheden og til at tilbageholde demonstranter på stribe. Alt sammen i et forsøg på ikke at lade kritikerne ødelægge festen.
Det skete ved de vinterolympiske lege i Sochi i 2014, ved den europæiske olympiade i Aserbajdsjan i 2015 og ved grandprix’et i Bahrain i 2015. Og nu sker det igen i Rusland.
Da det sidste sommer blev afsløret, at arbejdere på VM-stadions havde arbejdet uden kontrakt, ikke havde fået udbetalt løn, og havde arbejdet i minus 25 grader uden ordentlig beskyttelse mod kulden, svarede de russiske myndigheder igen ved at anholde og true en researcher fra Human Rights Watch. Den kritiske journalist, der havde afdækket historien, fik tæsk af politiet og blev derefter tilbageholdt og retsforfulgt.
Signalet var ikke til at misforstå: Skandaler under det forestående verdensmesterskab i fodbold tolereres ikke.
Siden er nye love blevet indført, der yderligere begrænser muligheden for at demonstrere og ytre sig. Forud for præsidentens fjerde indsættelsesceremoni i maj demonstrerede i tusindvis af russere ved at kaste med papirflyere som et symbol på de begrænsninger af internettet, som styret den seneste tid har stået bag. Putin-tro modstandere gik flere steder løs på demonstranterne, mens politiet så passivt til. Da voldsmændene var færdige, tog politiet over og anholdt i hundredvis af demonstranter.
Presset på kritikerne er steget de seneste seks år, hvor præsident Vladimir Putin har forsøgt at lukke for ilttilførslen til landets NGO’er ved at tvinge dem til at registrere sig som ”fremmede agenter”. Anklager om terrorisme og religiøs ekstremisme bruges i stigende grad til at slå ned på fredelige aktivister, og ”anti-propaganda-loven” kriminaliserer LGBTI-aktivister, der vifter med regnbueflag og offentligt taler imod diskrimination.
I dag fortæller aktivister og uafhængige journalister Amnesty, at grænserne for deres arbejde er blevet mere utydelige. Retten til at demonstrere og ytre sig kritisk anses af de russiske myndigheder for at være et privilegium, som de kan tildele eller inddrage efter forgodtbefindende. Politi og sikkerhedsstyrker har fået flere beføjelser til at tilbageholde demonstranter og til at opløse protester.
Demonstranter får tæsk, uden at det får konsekvenser for dem, der udøver volden. Som demonstrant er det umuligt at vide, om man efter en fredelig demonstration havner i fængsel, som journalist om man bliver fyret efter en artikel om korruption i toppen, som aktivist om ens menneskerettighedsorganisation får lov til at overleve eller lukkes ned uden varsel. Det skaber usikkerhed og risiko for selvcensur. De få uafhængige medier, der er tilbage, tvinges til at stille sig selv spørgsmålet: Er vi overhovedet frie, når det i sidste ende er styret i Kreml, der bestemmer, om vi skal eksistere?
Næste lørdag giver vi her på www.amnesty.dk ordet til de aktivister, der dagligt kæmper for ytrings- og forsamlingsfrihed, for en fri presse, og for flere rettigheder til kvinder. Den kamp er vigtigere end nogensinde før. Også når projektørerne slukkes, og fodboldfesten for denne gang er forbi.
Politiet havde forhørt mine naboer, mine venner, mine kollegaer.
Evdokia Romanova, LGBTI-aktivist
”Sidste år blev jeg forfulgt af den russiske regering. Det er det hårdeste, jeg nogensinde har oplevet. Jeg blev anklaget for at sprede homoseksuel propaganda på internettet (efter blandt andet at have delt et facebookopslag om en LGBTI-udstilling i
Skt. Petersborg, red.).
Mit ansigt dukkede op i lokale og nationale medier og på nettet under overskriften ”Nationens
fjende”. Mange af dem, der bor i mit lokalmiljø, er homofober, så jeg begyndte at blive bange for at gå udenfor. Jeg var bange for at blive overfaldet. I august blev jeg indkaldt til forhør hos politiet.
På det tidspunkt var jeg blevet min egen værste fjende. Jeg var blevet paranoid. Jeg troede, at regeringen aflyttede min telefon, læste mine e-mails. Tankerne kørte rundt i mit hoved. Det viste sig, at politiet havde været i mit hjem, og de havde afhørt mine naboer, mine venner, mine kolleger.
Jeg var chokeret over de anklager, jeg mødte i retten. De byggede ikke på virkeligheden, og det var så skræmmende at indse, at de, der har magten, kan gøre, hvad de vil. Som menneskerettighedsaktivist troede jeg, at jeg gjorde noget godt for andre mennesker. Alligevel blev jeg tvunget til at betale en stor bøde (50.000 rubler/ca. 5200 kroner, red.) blot for at skrive en post på Facebook.
De seneste tre måneder er jeg begyndt at få energien og lysten til at kæmpe tilbage. Jeg holder stadig lav profil på Facebook, og hver dag har sine op- og nedture, men jeg føler mig mindre sårbar. Jeg har indset, at tiden ikke er inde til at give op. Jeg er god
til at promovere vigtigheden af menneskerettigheder, og jeg er god til at arbejde sammen med andre mennesker. De her anklager er ikke grund nok til at tage alt dette fra mig”.
”Vores held er, at vi er selvfinansieret og avisen og nyhedssitet kan løbe rundt ved hjælp af reklameindtægter. Vi er det største medie i regionen. Det betyder også, at vi har mange ansatte, så når vi står med en sag, vi ved, vil skabe debat, må vi overveje det grundigt. Hver gang. Vi prøver at offentliggøre, hvad vi mener, offentligheden har brug for at vide, men vi overvejer også altid konsekvenserne. For det har en pris.
I august dækkede vi en skandale efter de første meldinger om, at private russiske soldater var blevet indsat i Syrien. Det startede en ren mediekrig og smædekampagne, hvor myndighederne forsøgte at lukke os ned med administrative metoder, vi blev forsøgt
hacket, og der blev udgivet tusindvis af artikler, der svinede os til. Det fortsatte i et halvt år, hvor vi forsøgte at fortsætte arbejdet på avisen.
Jeg tror, at grunden til, at vi ikke blev lukket ned, var, at valget nærmede sig, og at ingen fra myndighedernes side var interesseret i noget drama.
Jeg ser sort på fremtiden. Det seneste år er der blevet indført love, der lægger begrænsninger for, hvilke emner man må skrive om. Førhen plejede grænserne for, hvad man kunne skrive, at være tydeligere; det var for eksempel. utænkeligt at skrive noget om Putins privatliv. Men i dag er det blevet mere sløret. Vi kan ikke altid regne konsekvenserne ud, når vi går ud med en afsløring.
Uafhængig journalistisk er som at gå i et minefelt. Du kan godt være heldig et godt stykke af vejen, men på et eller andet tidspunkt udløser du minen”.
”Sikkerhedsstyrkernes brug af tortur i forbindelse med arrestationer er et af de største problemer lige nu. Her i Skt. Petersborg
sker det tit i de første dage efter arrestationen, hvor folk stadig er varetægtsfængslet, og ofte hverken har adgang til familie eller advokat.
For to måneder siden undersøgte vi en ung indsat med spor på kroppen efter tortur. Han fortalte os, at han efter sin anholdelse var blevet kørt rundt i timevis på bagsædet af en bil, mens han fik elektriske stød af maskeklædte sikkerhedsbetjente, indtil han tilstod anklagerne mod ham. Først i forgårs ringede en efterforsker til mig for at spørge ind til sagen. Jeg regner ikke med, at der kommer
mere ud af det, der er gået alt for lang tid, og mærkerne er jo væk nu. Desværre er ingen sikkerhedsstyrker nogensinde blevet
retsforfulgt for at bruge tortur, selvom det er udbredt.
Der er ingen øvre grænse for, hvor længe man kan transportere fanger fra den ene ende af landet til den anden. Når dommen er afsagt, bliver især mindreårige flyttet til særlige centre, der ofte ligger i afsides egne af landet, hvor hverken familie eller advokat
har mulighed for at komme hen. Under transporterne kan fanger ”forsvinde” i ugevis.
Den politiske fange Ildar Dadin (der blandt andet sad fængslet for at tilkendegive sin støtte til anti-korruptionsaktivisten Alexei Navalny, red.) forsvandt i over en måned, da han blev transporteret fra en fængselslejr i nord til en anden i syd. Han
fortalte senere, at han var blevet tortureret undervejs.
Her i Rusland har vi et meget stærkt rapporteringskvotesystem,der betyder, at politibetjente belønnes ud fra, hvor mange rapporter, de kan fremvise. Det ser ud til, at der her op til VM er blevet udstukket ordrer om at forhindre alt, der kan anses for at være en trussel, og den letteste måde at opnå resultater på er ved at anholde folk – ofte i grupper – og anklage dem for terrorisme, ekstremisme eller anden kriminalitet. Det får mig til at frygte for, at vi i disse uger kommer til at se flere tilfælde af tortur, flere falske anklager, og en stigning i undertrykkelsen”.
”Jeg koordinerer en gruppe af undersøgende journalister, der afslører korruption og andre skandaler i Rusland. Jeg er den eneste, der stadig bor i Rusland, de andre har måttet forlade landet og bor i Paris, Sofia og Vilnius. Jeg føler mig nogenlunde tryg og sørger for at kryptere al min kommunikation og holde lav profil udadtil.
Jeg skriver ikke ”ned med Putin” på mine sociale medier. Jeg har været tilbageholdt to gange i forbindelse med massedemonstrationer mod korruption. Jeg sad 30 timer sammen med en mængde angste teenagere, før jeg blev løsladt. Jeg ved godt, jeg står på deres liste. Det gør alle, der er blevet fanget på kamera til en demonstration, er medlem af oppositionen, eller poster noget kritisk på de sociale medier.
Mit mål er at støtte og bakke op om de journalister, der bliver forfulgt på grund af deres arbejde. For nogle år tilbage afslørede vi en sag fra den russiske hær, hvor helt unge soldater blev holdt som en form for slaver, der kun blev betalt med mad, og hvis løn røg i lommerne på nogle rige embedsmænd. Historien blev kæmpestor og tvang myndighederne til at undersøge sagen og sætte en stopper for det.
Jeg fatter ikke, at omverdenen har givet Rusland lov til at være værterfor VM. Der skete så mange krænkelser i forbindelse med Sochi (hvor der blev afholdt vinter olympiske lege i 2014, red.). Mit budskab til omverdenen er: Lad være med at besøge Kreml, lad være med at mødes med folk på det politiske niveau. Kom til Rusland, men snak med de almindelige mennesker i stedet. Og
med aktivisterne”.
”Når man deltager i en demonstration, ved man aldrig, om man kommer hjem, eller havner i et fængsel. Det er ikke let at være aktivist her i landet. Der er ikke nogen regler at læne sig op ad, og man aner ikke, hvad man kan forvente. Sidste år blev flere
af de aktivister, der markerede kvindernes internationale kampdag 8. marts anholdt og behandlet voldeligt på politistationen.
I år gav myndighederne i Skt. Petersborg os tilladelse til at demonstrere. Vi fik dog afslag på at demonstrere inde i byen, men blev
henvist til en lille park mellem nogen høje huse, hvor ingen kunne se os. Men vi fik lov. Det er aldrig til at forudse.
På internettet kan vi endnu gøre, hvad vi vil uden indblanding fra myndighederne, så mine venner og jeg har startet en Youtubekanal, vi kalder ”Feminister forklarer”. Her fortæller vi om, hvordan patriarkatet viser sig i russiske kvinders liv. Hvordan kvinder på papiret ofte har samme rettigheder som mænd, men at det forventes, at de tager sig af børnene og hjemmet, får mindre i løn og har lavere status.
Forestillingen om, hvordan en rigtig mand og en rigtig kvinde opfører sig, er så indgroet i russerne. Ifølge loven er der 456 jobs som kvinder ikke kan bestride, nogle af dem velbetalte, andre er jobs som metrofører eller rutebuschauffør. Det er noget, som vi feminister forsøger at ændre.
Vi bruger videoerne til at ændre holdninger, men mest af alt til at fortælle kvinder om deres rettigheder. Kvinders adgang til abort er et vigtigt emne for os, for det er en rettighed, som vi frygter, kirken kan have held med at fjerne fra os. I små byer nægter mange læger at udføre aborter, og hvis de er den eneste læge i området, kan en kvindei kke stille ret meget op. Vi ved, at lægerne
misinformerer kvinderne, der ikke ved, hvilke rettigheder, de rent faktisk har, og hvordan de skal gøre krav på dem. Vi fortæller
dem, at de skal insistere på deres rettigheder.
En anden af vores videoer handler om den lov om hustruvold, som sidste år blev svækket. Nu straffes vold i hjemmet med en bøde i stedet for fængselsstraf. Signalet er, at det er et privat anliggende, som familien selv bør løse. Men konsekvensen har ifølge eksperter været, at volden det seneste år er steget”
”Vores radiostation dækker de begivenheder, som de statsejede medier ikke dækker. Op til valget dækkede vi for eksempel,
hvordan myndighederne havde udarbejdet lister med navne på alle de kritikere og oppositionsfolk, som de ønskede at tilbageholde.
Vi ønsker at vise den anden side af Rusland, ikke kun den rosenrøde, som de statsejede medier. Vi har ofte ikke adgang til retssager, og myndighederne svarer ikke på vores henvendelser, men vi kan interviewe advokater og politiske eksperter og
dermed give en stemme til dem, som ofte ikke kommer til orde.
Vi er en sjældenhed. Andre medier lukkes ned, råderummet er blevet mindre for uafhængige medier. Vi er vant til chikane fra internettrolde, der fylder en del på vores hjemmeside, hvor de sviner os til, kalder os forrædere og lovpriser Putin. Men det får ikke lov til at påvirke os.
Selvfølgelig frygter vi, at der kommer større kontrol med internettet, at de vil bruge flere anklager om ekstremisme til at
lukke munden på kritikere, at de vil lave yderligere begrænsninger for frie medier. Alt det frygter vi. Men jeg føler samtidig, at vi
har moralen på vores side.
Vi undrer os nogle gange over, hvorfor vi ikke er blevet lukket ned. Hvorfor lader styret os fortsætte? Nogle folk siger, at de kun
lader os være for at styrke deres egen legitimitet. For at vise, hvor tolerante de er. Men så længe vi kan sige, hvad vi vil over æteren, er jeg ligeglad med, hvad Putin mener”.