Amnesty International opfordrer Spanien til at stå ved sin beslutning om at stoppe salg af præcisionbomber til Saudi-Arabien.
Stater, som bliver ved med at sælge våben til Saudi-Arabien, risikerer at gøre sig medskyldige i krigsforbrydelser i Yemen.
Sådan lyder opråbet fra Amnesty International, som nu advarer den spanske regering imod at gennemføre en stor våbeneksport til Saudi-Arabien, som på tredje år fører en brutal krig i Yemen uden hensyn til landets civilbefolkning.
Den spanske regerings endelige beslutning bliver truffet den 19. september. Det sker efter ugers slingrekurs, som har trukket international omtale og høstet ris og ros fra menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International. Den 4. september annoncerede den spanske regering, at et planlagt salg af 400 præcisionsbomber til Saudi-Arabien var blevet annulleret. Kort forinden havde et luftangreb udført af den saudiskledte militærkoalition i Yemen ramt en skolebus og dræbt 40 børn.
Blot en uge senere, den 12. september, foretog den spanske regering en kovending og annoncerede, at man ville ”respektere” den oprindelige kontrakt og hermed gennemføre våbensalget. Den udmelding kom, efter at Saudi-Arabien havde truet med at tilbagekalde en ordre på fem krigsskibe, hvilket fik skibsværftsarbejdere i Spanien til at demonstrere, da det kunne koste dem deres arbejde.
”Vi havde knap nok tid til at hilse Spaniens annullering af våbensalget velkomment, før regeringen slog i bakgear for at tilfredsstille sine velbjærgede kunder. Efter mere end tre års altødelæggende borgerkrig i Yemen, tusinder af dræbte og en voksende liste over tilsyneladende krigsforbrydelser har hverken Spanien eller andre lande nogen som helst undskyldning for at fortsætte sine våbensalg til Saudi-Arabien”, siger Steve Cockburn, Amnesty Internationals vicedirektør for globale anliggende.
Våben for milliarder
Amnesty opfordrer Spanien til at suspendere al våbenhandel til Saudi-Arabien og til andre medlemmer af den militære koalition, som fører krig i Yemen. Den modsatte beslutning vil signalere, at Spanien går mere op i at beskytte sine økonomiske interesser end i at beskytte den yemenitiske civilbefolkning mod drab.
Foruden USA, Storbritannien og Frankrig er Spanien blandt de største våbeneksportører til Saudi-Arabien. Imellem 2015 og 2017 eksporterede landet våben for 932 millioner euro til Saudi-Arabien.
Den type præcisionsvåben, som Spanien nu overvejer at sælge til Saudi-Arabien, er tidligere blevet brugt med ødelæggende effekt i Yemen. De har ramt hoteller, hospitaler, vandbrønde, beboelsesopgange, fabrikker og senest en skolebus.
Amnestys researchere har desuden afdækket, at luftangreb fra Saudi-Arabien og medlemmer af den militære koalition har dræbt civile uden den mindste part i krigen.
I strid med egen lovgivning
Spanien har underskrevet og ratificeret FN’s våbenhandelstraktat (ATT), som specifikt forbyder overførsel af våben og ammunition, når det er dokumenteret, at de bliver brugt til krigsforbrydelser, eller når der er en overvejende risiko for, at våbnene vil blive brugt til brud på menneskerettighederne og international humanitær ret.
Dertil forbyder Spaniens egen lovgivning våbeneksport i tilfælde, hvor der er begrundet mistanke om, at det vil føre til menneskerettighedskrænkelser.
Under Geneva-konventionen er Spanien desuden forpligtet til at respektere international humanitær ret, herunder ved ikke at forsyne parter, som bryder konventionen, med våben.
Global modstand
Igennem de seneste uger er presset steget på de lande, som trods krigen i Yemen, fortsætter deres våbensalg til Saudi-Arabien.
Den 11. september afholdte medlemmer af det britiske parlament en nøddebat om problemet, hvor den britiske regering forsvarede at fortsætte sine våbensalg. En meningsmåling offentliggjort den samme dag viste, at kun 13 procent af briterne støtter landets våbensalg til Saudi-Arabien.
Den 12. september debatterede den amerikanske kongres, hvorvidt Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater gjorde nok for at beskytte civile liv i Yemen. Det gør de, mente Trump-regeringen, som fortsat tillader våbensalg.
En række lande har over det seneste år imidlertid helt eller delvist suspenderet våbensalg til Saudi-Arabien, Emiraterne og de øvrige medlemmer af militærkoalitionen i Yemen.
Belgien, Tyskland, Norge og Grækenland har alle reageret på offentlighedens krav om at beskytte civile i Yemen.
”Flere og flere lande bliver opmærksomme på, at det er uforeneligt med international ret og humanitære principper at forsyne Saudi-Arabien og resten af koalitionen, som bomber i Yemen, med våben”, siger Steve Cockburn, Amnesty Internationals vicedirektør for globale anliggende.
Han udpeger USA, Storbritannien og Frankrig som lande, der er ude af trit med voksende internationale konsensus på området, og opfordrer Spanien til at standse sine våbensalg:
”Spaniens regering skal træffe et valg. De kan gennemføre våbenhandler, som risikerer at føre til enorm lidelse for civile i Yemen, eller de kan tage et principielt standpunkt om ikke at sælge våben til Saudi-Arabien og de øvrige koalitionslande. Vi opfordrer Spanien til at afslutte et skamfuldt kapitel i landets historie og i stedet sætte et eksempel for de øvrige lande, som fortsat sælger våben til Saudi-Arabien”, siger Steve Cockburn.