En researcher fra Amnesty International blev den 6. oktober bortført, tæsket og udsat for skinhenrettelse af mænd, som fortalte, at de kom fra sikkerhedsstyrkerne i den russiske republik Ingusjetien.
Om natten den 6. oktober blev Amnesty Internationals researcher den russiske statsborger Oleg Kozlovsky lokket ind i en bil af en mand, som hævdede at repræsentere de borgere, som organiserer de igangværende demonstrationer i den russiske republik Ingusjetien.
Dagen inden var Oleg Kozlovsky ankommet til republikken for at monitorere de store demonstrationer i hovedstaden Magas, hvor borgere protesterer over en ny grænseaftale med naborepublikken Tjetjenien.
Oleg Kozlovsky blev kørt til et sted udenfor byen, hvor hans tøj blev taget fra ham, han blev truet, tæsket og udsat for skinhenrettelser i et overgreb, som varede cirka to timer.
”De satte en pistol til mig hoved og fortalte, at de ville dræbe mig. Mændene identificerede sig som medlemmer af den særlige politienhed, som bekæmper ekstremisme. De forlangte, at jeg gav dem navnene på mine kontakter i Ingusjetien og truede med at dræbe min hustru og mine børn, hvis jeg fortalte om, hvad der var sket”, siger Oleg Kozlovsky.
”Men jeg lader mig ikke true til tavshed. Det er afgørende, at omverdenen kender til de risici, som aktivister og menneskerettighedsforkæmpere møder i Rusland”.
Det bankede på døren
Ved ni-tiden om aftenen bankede det på døren til Olegs hotelværelse. Fra den anden side af døren fortalte en mand, at en af arrangørerne af demonstrationerne ønskede at møde ham. Samme mand førte Oleg fra hotellet og rundt om gadehjørnet, hvor en bil ventede.
Da Oleg sad i bilen, ankom to maskerede mænd.
Den ene krævede, at han slukkede sin telefon. Den anden begyndte at slå ham i ansigtet.
Mændene tvang Olegs hoved ned, mens bilen kørte hen til en mark. Her tvang mændene Oleg til at tage tøjet af og truede med at skyde ham, hvis han forsøgte at flygte. De krævede at få at vide, hvem han var, hvad han lavede i Magas, og hvem han arbejdede for. De forsøgte også at tvinge ham til at blive informant for dem.
Mændene slog Oleg adskillige gange, hvilket resulterede i et brud på hans ribben. De tvang Oleg til at lægge sig på maven med ansigtet nedad, mens de stak en pistol i nakken på ham, og fortalte, de ville dræbe ham. De bad ham om at begynde at bede. De tog også fotos af ham nøgen og truede med at offentliggøre dem, hvis han fortalte nogen om overfaldet.
Satte ham fri
Da det ikke lykkedes mændene at tvinge Oleg til at være deres informant, konfiskerede de hans telefon og kamera, før de kørte ham til naborepublikken Nord Ossetien, hvor de satte ham fri tæt ved lufthavnen.
En af mændene sagde:
”Kom aldrig tilbage. Og lad være med at skrive skidt om Ingusjetien”.
Amnesty International har formelt klaget til de russiske myndigheder og krævet, at gerningsmændene bliver fundet og retsforfulgt:
”Det er en voldsom og chokerende hændelse. Men myndighederne skal vide, at vi ikke bliver skræmt af mænd, der gemmer sig bag masker. Vi har formelt klaget til de russiske myndigheder”, siger Marie Struthers, Amnesty Internationals direktør for Østeuropa og Centralasien. “Oleg blev bortført foran hotellets personale, foran overvågningskameraer og midt under en tung polititilstedeværelse i Magas gader. De ansvarlige bag dette angreb må straks blive fundet og retsforfulgt”, siger Marie Struthers.