Censur af vigtig information til at tackle pandemien er blevet et globalt fænomen, og angrebene mod journalister og borgere, som kritiserer regeringers håndtering virussen, skader kampen mod pandemien. Amnesty International opfordrer regeringer til at prioritere befolkningens sundhed højere end hensynet til eget omdømme.
I en række lande har myndighederne unødigt undermineret borgeres ret til sundhed ved at angribe ytrings- og pressefriheden samt borgernes adgang til information.
Sådan lyder det fra Amnesty International, som advarer om en bekymrende global trend og peger på en række lande, hvor regeringer i ly af coronakrisen åbenlyst har angrebet journalister og medier.
”Der er intet håb om at inddæmme virussen, hvis borgere ikke har adgang til korrekt information. Det er dybt bekymrende at se, hvor mange regeringer, som er mere optagede af at beskytte deres eget omdømme end af at redde liv”, siger Ashfag Khalfan, Amnestys direktør for lov og politik.
”Lige fra pandemiens første dage, da kinesiske myndigheder censurerede mediers dækning og forfulgte whistleblowere, har journalister verden over risikeret deres liv, deres frihed og deres jobs for at dele potentielt livreddende information med offentligheden”.
Farlig censur
Et afgørende element i retten til sundhed er adgangen til aktuel og korrekt information. I forhold til COVID-19 betyder det, at enhver skal have adgang til al tilgængelig information omkring virussens natur og spredning, såvel som viden om de forholdsregler de kan tage for at beskytte sig selv.
Alligevel har regeringer i en række lande arresteret og tilbageholdt journalister og øvrige mediearbejdere for at dele netop denne type information.
- Den 12. april offentliggjorde den russiske avis, Novaya Gazeta, en artikel af journalisten Elena Milashina, hvori hun kritiserede de tjetjenske myndigheders håndtering af pandemien. Den tjetjenske leder, Ramzan Kadyrov, havde udtalt, at mennesker, som smitter andre, er ”værre end terrorister” og ”burde blive dræbt”. Journalisten Milashina advarede om, at disse kommentarer havde ført til, at borgere skjulte deres symptomer af frygt. Som et modsvar offentliggjorde Kadyrov en video på Instagram, hvori han truede Milashina og opfordrede den russiske regering og sikkerhedstjenesten FSB til at ”stoppe disse ikke-mennesker, som skriver og provokerer vort folk”.
- I Niger blev journalisten Mamane Kaka Touda arresteret den 5. marts, efter han på sociale medier havde omtalt et tilfælde af smittemistanke på hospitalet Niamey Reference. Han blev tiltalt for at have ”udbredt data, som kunne forstyrre den offentlige orden”.
- I Egypten, arresterede sikkerhedsstyrker den 18.marts Atef Hasballah, ansvarshavende redaktør på avisen AlkararPress, og udsatte ham for tvungen forsvinding i den følgende måned. Det skete efter, at Hasballah på sin Facebookside havde udfordret de officielle statistikker omkring COVID-19-tilfælde i Egypten.
- I Venezuela tilbragte journalisten Darvinson Rojas 12 dage i detention og blev presset af myndighederne for at afsløre sine kilder, efter han havde rapporteret om virussens spredning i landet. Han blev tiltalt for at ”advokere for had” og ”anmode andre om at begå forbrydelser” og er i dag løsladt mod kaution.
- I Tyrkiet blev to ansatte på nyhedssitet SES Kocaeli, Ismit Cigit, og Güngör Aslan, tilbageholdt den 18. marts, efter de havde publiceret to artikler om COVID-19-relaterede dødsfald på det lokale hospital. De blev begge løsladt, efter myndighederne havde afhørt dem om deres kilde, og de følte begge, at myndighederne forsøgte at presse dem til at standse deres dækning af emnet.
- I Indien er en lang række journalister, som har dækket COVID-19, blevet kaldt til afhøring på politistationer. Andre er blevet arresteret. I Jammu og Kashmir-regionen er der fortsat restriktioner på internettet, selvom antallet af smittetilfælde stiger.
- Også i en række øvrige lande er journalister blevet retsforfulgt for at have dækket COVID-19, herunder Aserbajdsjan, Kasakhstan, Serbien, Bangladesh, Cambodia, Uganda, Rwanda, Somalia, Tunesien og Palæstina.
- Journalister, som har dækket menneskerettighedskrænkelser relateret til pandemien, såsom politivold eller dårlige fængselsbetingelser, er blevet chikaneret, truet, angrebet og retsforfulgt. I Kenya blev politiet eksempelvis filmet, da de overfaldt journalister, som forsøgte at dokumentere, at politiet tæskede en gruppe mennesker, som stod i kø for at komme ombord på en færge lige inden et udgangsforbud trådte i kraft.
”Falske nyheder”
Udover at rette angreb mod journalister og mediearbejdere har en række lande såsom Aserbajdsjan, Ungarn, Rusland, Usbekistan, Cambodia, Sri Lanka, Thailand, Tanzania og flere Golfstater brugt pandemien som påskud for at indføre nye love, der forbyder spredningen af ”falske nyheder”. I de fleste tilfælde er det op til myndighederne selv at definere, hvad der udgøre en falsk nyhed eller misinformation, og disse love virker derfor som en stærk advarsel imod frit at diskutere samfundets aktuelle situation.
I Ungarn har Viktor Orbans regering eksempelvis ændret landets straffelov ved at introducere nye love, der truer journalister og andre med fængsel i op til fem år, hvis de kendes skyldige i, at ”sprede falsk information” eller kommunikerer fakta på en måde, som hindrer ”den succesfulde beskyttelse” imod virussen. Journalister har berettet om, at de er blevet chikaneret, truet eller udsat for smædekampagner fordi de kritisk har belyst regeringens respons på virusudbruddet.
I Bosnien er en læge blevet tiltalt for ”at misinformere” og skabe ”frygt og panik”. Lægen risikerer en bøde på op til 1500 euro, efter hun på sociale medier beskrev mangel på ventilatorer og andet udstyr på et lokalt hospital.
I Myanmar har myndighederne advaret om, at enhver som spreder ”falske nyheder” om COVID-19 risikerer retsforfølgelse, mens en ansat i landets sundhedsministerium har sagt, at der vil blive rejst strafferetlig tiltale imod enhver, som udtaler sig om manglen på værnemidler på hospitalerne.
”Den globale pandemi bør give regeringer mere vigtige prioriteter end at trawle igennem Facebook efter indhold, de ikke kan lide. De skal i stedet sikre, at information om virussen, og måderne den kan takles på, frit kan cirkulere. Individer har ret til at forholde sig til og kommentere kritisk på regerings handling uden frygt for repressalier”, siger Ashfag Khalfan.