Krigsfotografens puslespil

Jan Grarup har i mere end 30 år rapporteret fra ver­dens hårdest ramte krigs- og katastrofe­områder. Han har vundet et hav af internationale priser, blandt andet otte World Press Photography Awards. Grarup har udgivet flere bøger, senest erindringen ”HVOR JERNKORSENE GROR”.

Interview af Malene Haakansson, bragt i medlemsbladet AMNESTY #2 2020

Da myndighederne midt i marts opfordrede danskerne til at begrænse social aktivitet, lagde du et billede fra en vinbar op på Instagram med teksten: “Life continues in Copenhagen”. Efterfølgende sagde du til Berlingske: ” Jeg nægter at lægge mit eget liv ned og gå i hysteri.” Hvad fik dig til at reagere sådan?

Jeg har set det her så mange gange ude i verden med tuberkulose, malaria og ebola. Jeg har oplevet så mange mennesker, der går igennem de her pandemier, hvor tusinder dør hver dag. Så jeg synes, at det blev lidt hysterisk herhjemme. Jeg prøvede at bevare en normalitet. Men jeg fik ikke forklaret, hvorfor jeg havde det sådan.

Du blev mødt med en storm af kritik på sociale medier. Det har du prøvet før, men denne gang var anderledes – hvorfor?

Fordi jeg ikke fik forklaret mig ordentligt. Og så er jeg aldrig før blevet kaldt for landsforræder. Men hvis jeg skal være bundærlig, så forstår jeg ikke, at vi kan være så bekymrede på egne vegne og så diametralt ligeglade, når det handler om noget uden for Danmarks grænser. Det siger jeg ikke, fordi jeg ikke har ondt af dem, der mister deres pårørende eller deres økonomiske fundament – det står bare i skyggen af alt det, jeg har oplevet. Når jeg rapporterer om kriserne ude i verden, har folk i Danmark ikke andet end et skuldertræk tilovers – og det irriterer mig.

Efterfølgende har du undskyldt din reaktion. Hvorfor?

Det var i erkendelsen af, at rigtig mange mennesker var påvirket af det her. Corona har en kolossal effekt på folks fundament i livet. Og så var jeg ikke reflekteret nok i mine første udmeldinger. De var lidt for kække.

Kan frygt og smerte gradbøjes, alt ­efter hvor i verden man befinder sig?

Nej, det synes jeg ikke. En kvinde, der mister sit barn i Somalia bliver lige så ulykkelig som en kvinde på Rigshospitalet. I Danmark har vi en tendens til at sige, jamen det er jo i Afrika. De er vant til det. Den yderste konsekvens af den diskussion er jo at sige, at en afrikaners liv er mindre værd end vores. Og det er jo præcis det, vi mener i de her dage. Vi ofrer milliarder af kroner på hvert reddet menneskeliv. Hvis jeg bad om, at vi gjorde det samme et andet sted i verden, så ville folk jo sige til mig, at jeg var en rablende idiot.

Du har selv været syg med coronalignende symptomer, har været i karantæne, og er nu gået i gang med at lave puslespil af dine billeder fra verdens brændpunkter. Hvorfor?

Da Danmark lukkede ned, tænkte jeg på, hvad jeg kunne gøre for at holde folk hjemme og samtidig bibeholde et udsyn. Så fik jeg en idé om i første omgang at lave de ikke-voldsomme billeder med blandt andet budskaber om kærlighed og omsorg om til puslespil. Jeg håber, at billederne kan give nogen refleksion også i forhold til vores egen situation.

Dit sværeste puslespil har 2000 brikker, og til det har du udvalgt et billede af en losseplads på den græske ø Lesbos, som er fyldt med redningsveste fra migranter og flygtninge. Hvorfor skulle netop dette foto være så svært?

Fordi det er fra vores egen baggård. De 150-200.000 redningsveste ligger som et monument for mennesker, der har søgt sikkerhed for krig og katastrofer med drømmen om et bedre liv. Det foregår i Europa, og vi lukker øjnene for det. En mand har skrevet til mig, at det er gået op for ham, at hver brik på billedet i virkeligheden er 20 liv. Han kunne se hvilke veste, der var brugt til små børn. Det var mennesker, der prøvede at få et bedre liv. Hvis det er den refleksion, folk får, er jeg godt tilfreds. Man må gerne være politisk uenig med mig, bare man ikke er ligeglad.