Journalistikken er under pres i Hviderusland: KGB gør arbejdet svært


Journalistikken er under pres i Hviderusland

Kun få journalister tør at gå imod regeringens linje, og de der gør, sætter tilværelsen på spil med trusler om økonomisk ruin, fysiske trusler og fængsel. Kom med på arbejde med en af de få tilbageværende uafhængige journalister i Hviderusland.

Af Emil Filtenborg og Stefan Weichert

”Ned, ned, ned”, lyder det febrilsk fra journalisten Stas Ivashkevich, da han får øje på en vagt ved rensningsanlægget Ochistnyye. Vagten går langsomt i retning mod Stas Ivashkevich, der smider sig ned på en grussti i læ af højt græs i håbet om, at vagten endnu ikke har set ham. Kort efter følger kameramanden og et par danske journalister, som han har indvilliget i at tage med på opgave for at vise det pres, som hviderussiske journalister arbejder under.

Stas Ivashkevich skal altid tænke over, om han også har alt det, som han skal bruge til sit tv-show. Selv om han nogle gange bare gerne vil se at komme væk skal han sørge for, at billederne og hans speak er i kassen.

Stas Ivashkevich arbejder på en historie om forureningen af en å. Lokale borgere har ledt Stas Ivashkevich 150 kilometer væk fra den hviderussiske hovedstad, Minsk, til udkanten af byen Lida, fordi de mistænker rensningsanlægget for at være skyld i forureningen. Vi gemmer os derfor sammen med ham nær anlægget, omgivet af marker og en tæt skov, mens alle holder vejret med håbet om, at vagten har overset os.

Stas Ivashkevich snakker med en ekspert over telefonen, mens han går tæt på rensningsanlæggets grund. Derfra viser han billeder af anlæggets måde at rengøre vandet på. Eksperten, der sidder i Minsk, mener, at der er noget galt, og det giver Stas Ivashkevich anledning til at ville kigge nærmere på forholdene inde på anlægget.

Et par timer forinden konfronterede Stas Ivashkevich arbejdere på anlægget med anklagerne fra de lokale. Fra den ene dag til den anden så de åens fisk dø og oplevede en skrækkelig lugt. Det gør dem nervøse, især fordi deres brønd er lige ved åen, der leder ud til en flod.  

Stas Ivashkevich, der er 36 år og arbejder for mediet Belsat TV, vil finde frem til de ansvarlige. I Danmark ville journalister forhøre sig ved det lokale forsyningsselskab eller kommunens teknik- og miljøforvaltning, men sådan er det ikke i Hviderusland. Her kræves en anderledes tilgang, der ofte bliver belønnet med bøder, fængsel eller vold.

Der gik heller ikke lang tid, før arbejdere fra rensningsanlægget ringede til efterretningstjenesten KGB og politiet, efter Stas Ivashkevich konfronterede dem. I første omgang forsikrede de journalisten om, at vandet fra anlægget er så rent, at ”man kan svømme i det”, men tålmodigheden holdt hurtigt op.

KGB holder til blot fem kilometer væk, og  Stas Ivashkevich må derfor flygte over en mark for at nå ud til bilen, inden KGB og politiet når at rykke ud efter dem.

”Vi er nødt til at gå tilbage igen,” forklarer Stas  Ivashkevich, da alle sidder trygt og rart i bilen på vej væk.

Han beslutter, at vi skal tilbage til vandværket for at skaffe en vandprøve, der kan bevise, at rensningsanlægget har gjort noget forkert.

Et lukket land

Det er nemt at finde belæg for den manglende pressefrihed i Hviderusland. Ifølge organisationen Reporters Without Borders, der arbejder for pressefriheden verden over,er Hviderusland nummer 153 ud af 180 lande i verden, når det kommer til pressefrihed. Staten forsøger at lukke de få frie medier ved at anholde journalister, blokere deres medier, afvise at give journalister akkreditering og give dem bøder, hvis de mangler den, lyder det fra organisationer såsom Reporters Without Borders og Freedom House.

Stas Ivashkevich er en af de få undersøgende journalister, der er tilbage i Hviderusland. Mange er blevet presset til selvcensur, men Stas Ivashkevich vil ikke lade sig stoppe, også selv om det kan have konsekvenser for hans familie såsom hans 13-årige søn.

Landets præsident Aleksandr Lukasjenko, der har siddet på magten i 25 år, har udryddet stort set al politisk modstand. Det inkluderer journalister, hvor polske Belsat TV, hvor Stas Ivashkevich arbejder, har været hårdt ramt. Mediet arbejder i dag uden akkreditering, der gør det farligt for dem at operere og resulterer i bøder, når de alligevel gør det.

Selv har Stas Ivashkevich fået bøder, der ofte løber op i omkring 1.000 dollar – mere end en gennemsnitlig månedsløn. Da Belsat TV er blokeret i Hviderusland sender de flere af deres programmer på Youtube for at nå hviderusserne.

Andre journalister fortæller også om store problemer, og det er ofte sikkerhedstjenesten KGB, der bliver nævnt. Journalisten Larysa Shchyrakova fra byen Gomel, der også arbejder for Belsat TV, fortæller, at hun er blevet truet af KGB med at få frataget forældremyndigheden over hendes barn, hvis hun fortsætter med sin journalistik. Hun har også oplevet, at KGB har overvåget hendes hus, og en af hendes tidligere kolleger har været bundet til et træ af KGB og efterladt i timer.

Du må tage chancer

”Det er ikke som i Danmark, hvor du kan søge regeringen om informationer. Her må du selv skaffe dem, og det er ikke uden risici,” forklarer Stas Ivashkevich, der selv om det er farligt at arbejde som journalist ikke har planer om at stoppe.

Often vil Stas Ivashkevichs kameramand gerne hjem eller væk, men Stas Ivashkevich nægter at lade ham gå, før arbejdet er gjort færdigt.

”Jeg er altid nervøs, for jeg kan aldrig være sikker på juridisk hjælp eller beskyttelse, hvis jeg bliver slået, kommer i fængsel eller bliver kidnappet. Men vi lærer bare at leve med det,” siger Stas Ivashkevich, der selv har været forskånet for vold, men for eksempel har været nægtet at forlade landet i en periode.

Han har en 13-årig søn. Tanken om, at der skulle ske ham noget, fylder meget, men han vil stadig ikke gå på kompromis med sine metoder. Stas Ivashkevich finder det helt naturligt at tage tilbage til anlægget selv efter, at han måtte flygte over en mark for at undgå at blive anholdt. Det vigtigste er at få fat i historien, forklarer han, også selv om, at det kan få konsekvenser for hans søn.

Historien med rensningsanlægget er langt fra den farligste opgave, som den 36-årige journalist har været på. Han har et ry for at ignorere hegn og afspærringer for at få beviser. Blandt andet har han forceret et hegn på et kraftanlæg, da der gik rygter om, at de havde dumpet 100 tons olie og bare lod det sive ned i jorden. Han har også udgivet sig for at være jobsøgende for at komme ind på atomanlægget Astravets. Der ville han undersøge rygter om sikkerhedsbrud på anlægget, og han kunne ikke finde en anden måde at gøre det på.

En anden gang klædte han sig ud som julemand for at komme ind på det statsejede energiselskab Belenergo. Stas Ivashkevich havde spurgt efter et interview i forbindelse med nogle korruptionsanklager mod dem, men de havde ikke valgt at stille op. Med forklædningen lykkes det ham at komme ind og få konfronteret Belenergo.

Stas Ivashkevich får tit tip af lokale og politikere, som er trætte af det korrupte system i Hviderusland, der dækker over problemer såsom forurening. Her ses Stas Ivashkevich med en af sine kilder, der ikke vil have sit navn med.

Han er enig i, at jobbet udefra kan virke aktivistisk. Han mener da også, at jobbet kun egner sig til ildsjæle, der tror på journalistikken og sagen.

Prøven skal tages

Tilbage på grusstien falder der ro over journalisterne. Vagten fra anlægget har overset os og er gået. Nu gælder det om at få sikret en prøve af vandet på rensningsanlægget, og Stas Ivashkevich bevæger sig ind på anlæggets grund med sit følge. Han spejder op mod vinduerne på de store bygninger for at sikre sig, at der er fri bane.

Et sted mødes to rør fra anlægget og fletter sammen i retning mod åen. En stige leder ned i sammenfletningen, og Stas Ivashkevich er sikker på, at røret leder til åen. Han kravler ned med tomme flasker, mens kameramanden filmer.

Efter sin tur inde på anlæget har Stas Ivashkevich fået noget mudder på sig. Han vil ikke røre sig selv i ansigtet, da hans hænder har været i kontakt med det forurenede vand. De er begyndt at svie og er blevet røde. 

På vej ned ad stigen bliver det klart for Stas Ivashkevich, at der er noget galt. En stank af ammoniak stiger op fra vandet, og mens vandet fra det ene rør virker klart, er det andet helt sort. Når vandet mødes, bliver det til en grumset grød.

Stas Ivashkevich sænker flaskerne ned i vandet og rækker dem op en efter en.

”Det kan godt virke sindsygt, men sådan her er vi nødt til at arbejde,” siger Stas Ivashkevich på vej op af stigen.

Det svier i hænderne

Derefter får han hurtigt skudt et klip med kameramanden, før alle hastigt forlader området. Nu er hans største bekymring ikke en reel anholdelse, men mere at politiet vil tage prøverne fra ham. Hvis han bliver stoppet, vil vagterne vide, at de skal være på vagt fremover.

”Tænk at en af arbejderne sagde, at vi kan svømme i det her vand,” siger Stas Ivashkevich med et smil i bilen.

Den opfattelse bliver ikke mindre, da hans højre hånd, som han havde nede i vandet for at tage prøverne, begynder at svie og bliver rød. Han ærgrer sig over, at han ikke har haft handsker på.

Stas Ivashkevich stopper langs åen for at undersøge konsekvenserne længere væk fra anlægget. Han finder hurtigt ud af, at lokale længere oppe af åen også har opdaget forureningen.

Forureningen i rensningsanlægget viser sig efter en kort køretur at have spredt sig længere op af åen. Stas Ivashkevich er bange for, at det vil sprede sig til floden Neman, der strækker sig over store dele af den nordvestlige del af landet.

”Myndighederne gør ingenting, og jeg er bange for at sige for meget, da det kan falde tilbage på mig selv,” forklarer en frustreret landmand, der vil forblive anonym, til Stas Ivashkevich.

Tilbage i Minsk, da dagen er omme, er der faldet ro på Stas Ivashkevich igen. Nu handler det om at få testet prøverne og komme til hægterne. Han får en lokal journalist i området nær anlægget til at smide en tom flaske ned i vandrøret, hvor de tog prøver, for at sikre sig, at den leder ud i åen. Det får han bekræftet.  

”Mit arbejde består tit med lignende opgaver, for i dag er langt fra speciel. Jeg kan godt forstå, at nogen vil tænke, om det er det hele værd, men hvis vi ikke tager drastiske skridt og bryder reglerne lidt, så får vi aldrig sandheden,” siger Stas Ivashkevich, der stadig venter på prøveresultaterne fra anlægget. 

De hviderussiske myndigheder er ikke vendt tilbage på journalisternes henvendelser for en kommentar.