Holland skal have en ny voldtægtslov

Hollands regering har meldt ud, at landet skal have en ny voldtægtslov baseret på samtykke. Et vigtigt skridt fremad, mener Amnesty, som har arbejdet for, at Holland får en voldtægtslov, der bedre beskytter ofre og sikrer menneskerettighederne.

Ikke bare Danmark og Spanien, men nu også Holland er på vej til at indføre en ny voldtægtslov, hvor samtykke er det afgørende princip.

Det står klart, efter Hollands justitsminister har foreslået at revidere landets lovgivning, således at alle former for sex uden samtykke vil være strafbare. Regeringens udmelding kommer efter offentligt pres, blandt andre fra Amnesty Holland.

”En lovændring er et meget vigtigt første skridt mod at bringe Hollands lovgivning i overensstemmelse med internationale menneskerettighedsstandarder. Vi er ekstremt stolte over den indsats, som kvinder, der selv har været udsat for voldtægt, såvel som andre aktivister, har gjort for at sikre, at deres stemmer er blevet hørt”, siger Martine Goeman, ansvarlig for Amnesty Hollands arbejde med køn.

Amnesty Holland afventer nu detaljerne i den kommende lov. Konsultationer omkring en ny lov vil efter planen begynde i december 2020.

På vegne af en gruppe af kvindelige aktivister, som selv har været udsat for voldtægt, udtaler hollandske “Legien”:

”Jeg er ekstremt taknemmelig, jeg er nærmest målløs. (…) Jeg håber, at loven bliver ændret snarest, og at samtykke vil være hovedfokus. Jeg håber, at dette vil styre tonen i den offentlige debat. At vi fremover siger til hinanden, at sex skal være med samtykke og baseret på lighed. Hvis jeg som 16-årig selv havde forstået det, ville jeg ikke have behøvet at føle skyld i 20 år. Måske ville jeg have turdet spørge om hjælp og være gået til politiet tidligere”.  

#Letstalkaboutyes

Voldtægt er en krænkelse af menneskerettighederne.

I Holland har 19 procent af kvinder og 3 procent af mænd oplevet at blive penetreret uden at have samtykket. Under den nuværende lovgivning betragtes et overgreb ikke som en voldtægt, medmindre der er tale om tvang.

Derfor har Amnesty under sloganet #LetsTalkAboutYes ført kampagne i landet. Aktivister har på gaderne talt med mennesker om sex og samtykke. Voldtægtsofre er stået offentligt frem og har talt om behovet af en ny lovgivning. 53.000 mennesker har sendt postkort til Hollands justitsminister og opfordret ham til at revidere landets lovgivning.

Nu har ministeren meldt ud, at han anser den nuværende lovgivning for at være utilstrækkelig til at beskytte voldtægtsofre, især i situationer hvor ofret ”fryser” på grund af frygt.

Støt menneskerettighederne – bliv medlem af Amnesty