Trine Christensen, generalsekretær Amnesty International Danmark
Debatindlægget blev bragt i Børsen den 10. marts.
EU-Parlamentet stemte onsdag den 10. marts om et forslag til ny og potentiel banebrydende lovgivning om ansvarlig virksomhedsadfærd i globale værdikæder. Afstemningen skete på baggrund af, at EU-Kommissionen sidste år annoncerede, at man snart vil fremlægge et lovforslag på området. Forhåbningen er blandt andet, at man vil gøre det lovpligtigt for virksomheder på tværs af sektorer at handle i overensstemmelse med internationale FN- og OECD-standarder på menneskerettigheds- og miljøområdet. Undersøgelser viser, at det i dag kun er mellem 30-40 procent af store virksomheder i EU, inklusive i Danmark, der gør det.
Den juridiske komite i EU-Parlamentet lægger blandt andet vægt på, at alle store virksomheder og finansielle institutioner skal være omfattet – men også mindre virksomheder i særlig risikable brancher. Desuden skal lovgivningen have fokus på udøvelse af rettidig omhu (due diligence) i overensstemmelse med internationale standarder, samt at det skal være muligt at anlægge sag ved domstolene i EU – inklusive i Danmark – i alvorlige sager.
Der er stort behov for lovgivning. Der er tilbagevendende sager om blandt andet børnearbejde og tvangsarbejde i virksomheders globale værdikæder og salg af for eksempel overvågningsudstyr til diktaturstater, der bruger udstyret til at slå ned på civilbefolkningen.
Det er positivt, at Danmark bakker op om kommissionens initiativ og om regler, der er i overensstemmelse med de internationale standarder på området. Men det er ikke nok. Som udgangspunkt ønsker regeringen kun, at lovgivning skal gælde for store virksomheder. Dette vil udelukke langt de fleste virksomheder i EU, som også kan have negativ indflydelse på menneskerettigheder og miljø. Regeringen mener, det er vigtigt, at EU-lovgivning sikrer retssikkerhed for både virksomheder og for potentielle ofre for krænkelser af blandt andet menneskerettigheder, men at der kun bør ses på ikke-juridiske klageinstanser. Det er vi uenige i, fordi ofre i alvorlige sager netop har brug for adgang til domstolene. Danmark har en historisk mulighed for at være med i førerfeltet. Vi håber, at chancen bliver grebet – og uanset lovgivningen i EU – at regeringen vil tage initiativ til en ordentlig etisk lov herhjemme. Det bakker syv ud af ti danskere op om ifølge en ny Voxmeter-undersøgelse.