Torsdag den 24. februar føltes som den længste dag i ukrainske Dzvenyslava Shcherbas liv. Den 21-årige aktivisme-koordinator måtte vinke farvel til det ungdomsliv, hun kendte, da Rusland invaderede hendes land. Hun er nu i sikkerhed og hjælper de mange andre ukrainere, som er på flugt.
”Jeg vågnede op til det værste mareridt”.
Sådan beskriver 21-årige Dzvenyslava Shcherba torsdag den 24. februar, hvor Rusland indledte invasionen af Ukraine.
”Jeg vågnede klokken syv om morgenen og kunne se, at jeg havde mange ubesvarede opkald på min telefon. Jeg kunne ikke ringe tilbage, fordi forbindelsen var rigtig dårlig. Der var så mange, der prøvede at ringe på en gang,” fortæller Dzvenyslava Shcherbas fra en Skype-forbindelse fra den vestlige ukrainske by Lviv, hvortil hun er flygtet til sammen med sin familie.
På det sociale medie Telegram fandt Dzvenyslava hurtigt ud af, hvad der var sket.
”Jeg tog straks hjem til min forældre. Det var meget stressende, fordi jeg bor i en lejlighed tæt på et militærhospital, og mine forældre bor tæt ved et stort militært kraftværk. Begge steder kunne blive mål for bombeflyene.”
Sammen med resten af Kyivs indbyggere søgte Dzvenyslava og hendes familie sikkerhed i beskyttelsesrum, når luftalarmen gik i gang.
Sirenerne hylede, og vi kunne høre eksplosioner. Det var helt forfærdeligt. Der var mange mennesker i beskyttelsesrummet. Børn og folk med kæledyr. Der var en gammel mand, som kom fra Kharkiv. Han gik frem og tilbage hele tiden.
Dzvenyslava Shcherba
Klokken tre om morgenen fredag den 25. februar ringede Dzvenyslava ven med beskeden om, at Kyiv ville blive bombet, og at hun skulle forlade byen med det samme.
”Jeg ville ikke forlade byen, fordi jeg var bange for, at vi ville blive bombet på landevejen og at ingen ville kunne hjælpe os. Jeg var også bange for, at vi ikke ville have nok benzin og strande et sted, hvor vi kunne blive angrebet af soldater.”
Dzvenyslava endte dog alligevel med at tage flugten sammen med sin ven og nærmeste familie. Det tog dem 23 timer at køre til Tjernobyl – en rute på kun 138 kilometer. Fra Tjernobyl rejste de til den vestlige del af landet til byen Lviv, hvor der ikke er kamphandlinger.
Jeg var i en choktilstand. Om onsdagen havde jeg et helt normalt liv. Jeg tog på arbejde, var ude at træne, og vi mødtes for at organisere en march på kvindernes internationale kampdag i Kyiv. Alt var okay. Og på et døgn blev det hele vendt på hovedet.
Dzvenyslava Shcherba
Ordene vælter ud af 21-årige Dzvenyslava Shcherbas mund. Til daglig er hun aktivismekoordinator hos Amnesty Internationals afdeling i Ukraine. Frygten sidder tydeligvis stadig i hende, men hun er også glad og lettet over, at hun trods frygten valgte at flygte hurtigt ud af hovedstaden. For i Lviv kan hun aktivt gøre noget for at hjælpe andre.
Hun bor hos familiemedlemmer i byen og bruger al sin tid på at deltage i frivilligt arbejde. Hun skaffer blandt andet mad og medicin til de mange mennesker, der er flygtet til byen, og hjælper dem med at gå til myndighederne og blive registeret som internt fordrevne.
Selvom der på overfladen er roligt i Luiv, kan Dzvenyslava Shcherba ikke genkende byen, hvor hun er kommet meget som barn.
”Det er normalt en turistby, hvor folk kommer for at holde ferie, gå på cafe og museum. Men på banegården er der folk med våben og hundredvis af mennesker, der er flygtet fra andre dele af Ukraine. Og så er der masser af boder med gratis mad og andet til de mange flygtninge, som kommer.”
Dzvenyslava Shcherba har stadig kontakt til venner og familie i byer, som er under angreb. Hun har også kontakt til venner, som ikke vil flygte.
”Jeg er bekymret for, hvad der sker med mine venner og kollegaer, som stadig er i Kyiv, Kharkiv og andre dele af Ukraine. De har ikke mulighed for at flygte, fordi der er soldater og kampe. Jeg er virkelig bange for, at jeg en dag modtager en nyhed om, at de er døde eller er blevet bombet. Det er min værste frygt.”
Fællesskab og solidaritet får mig til at stå op
Samtidig med at den 21-årige kvinde er overvældet af krigens gru, er hun også fyldt op med den fællesskabsfølelse og solidaritet, krigen har bragt med sig.
”Det er meget inspirerende at opleve mennesker omkring mig, der ikke giver op, selvom der sker forfærdelige ting. Jeg har en ven, som har sluttet sig til hæren. Han er normalt psykolog og aktivist. Jeg kan også se, at indbyggere i besatte byer fortsætter med at gå til byens torv med det ukrainske flag for at demonstrere.”
Og så er der alle de mange ukrainere, som hjælper, hvor de kan, som i Luiv.
”Jeg er virkelig stolt af mit folk. Det er det, som får mig til at stå op om morgenen og selv gøre en indsats,” fortæller Dzvenyslava Shcherba.
Hun har ikke oplevet så stor en fællesskabsfølelse og hjælpsomhed siden Majdan-bevægelsen i 2014, hvis protester førte til, at den daværende ukrainske præsident Viktor Janukovitj flygtede til Rusland.
Solidariteten fra omverdenen gør også stort indtryk på Dzvenyslava Shcherba.
”Det støtter mig virkelig, når jeg ser mennesker demonstrere og presse på for at vi får mere sikkerhed her i Ukraine. Og også de mange frivillige, som hjælper de mange flygtninge ved grænsen.”
Vigtigt at omverdenen hører vores historier
Der er rigtig mange falske nyheder og historier om, hvad der sker i Ukraine. Derfor er det vigtigt for Dzvenyslava, at der bliver talt offentligt om, hvad der virkelig sker i hendes land.
Det er vigtigt at forstå, at lige nu bliver fredelige civile dræbt. Fredelige byer bliver bombet. Det er vores virkelighed i Ukraine.
Dzvenyslava Shcherba
Hun opfordrer omverdenen til at støtte de civile i Ukraine med demonstrationer og med at hjælpe flygtninge.
Når man ingenting gør, vil det onde bare vokse sig større. Det er vigtigt, at vi forener os og får stoppet krigen.
Dzvenyslava Shcherba
Foreløbig har hun valgt at blive i Luiv, hvor hun kan hjælpe sit folk. Men bliver byen et bombemål, vil hun ikke udelukke, at hun flygter over grænsen til Polen. Det er dog hjemmet i Kyiv, hun allerhelst vil tilbage til.
”Jeg har levet hele mit liv i Kyiv. Det er der mine venner bor, og hvor jeg arbejder. At forlade mit hjem på så kort tid var en forfærdelig oplevelse. Jeg håber virkelig, at jeg kan komme hjem igen til min lejlighed og kan møde mine naboer, og at alt kan blive som før.”