”Hvis du synes, at det er slemt i bogen, er det kun værre i virkeligheden”

© Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

Forfatter Niviaq Korneliussen vil slå hul på tabuet omkring selvmord i Grønland og hjælpe børn og unge, som svigtes af de voksne og systemet.  ”Der skal nærmest en revolution til at løse problemet”, mener forfatteren, som har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris.

Af Malene Haakansson
Artiklen udkommer også i Amnesty Danmarks trykte medlemsblad #1 2022 

I din nyeste roman Blomsterdalen er Grønlands høje selvmordsrate et gennemgående tema. Hvorfor?

Jeg var i tvivl om, hvad min bog skulle handle om, men da jeg var i Østgrønland i forbindelse med et skrivekursus for mindre privilegerede unge, stod jeg pludselig med to unge, som havde forsøgt at begå selvmord. Jeg havde kun kendt dem i en uge, men det var mig, som skulle hjælpe dem, fordi de havde ikke andre. Og det var ikke første gang, at de havde prøvet at begå selvmord. Jeg var med på sygehuset, gik til kommunen og søgte hjælp hos skolen. Men det eneste, jeg mødte, var afvisning. Det var et kæmpe chok for mig. De offentlige instansers hurtige svar var, at det kunne de ikke gøre noget ved. Det var ikke deres ansvar.

Jeg blev fyldt med vrede, frustration og afmagt – og gik i gang med at lave en masse aktivisme, selvom det slet ikke var mig. Jeg lavede interviews om selvmord for at belyse emnet, og jeg organiserede demonstrationer mod selvstyret. Det var hårdt at være i, og så foreslog min redaktør, at jeg kunne skrive om selvmord på en helt anden konstruktiv måde.

Fylder selvmord i virkeligheden så meget i Grønland, som du giver udtryk for i bogen?

Hvis du synes, at det er slemt i bogen, er det kun værre i virkeligheden. Vi ser det over det hele, men vi er blevet alt for gode til at ignorere det og kigge den anden vej, hvis det er nogen, som vi ikke rigtig kender. Selvmord har været en del af hele mit liv. Fire-fem af mine klassekammerater har begået selvmord. Der var selvmord i den by, jeg kommer fra. Og alligevel har jeg aldrig rigtig tænkt på det. Jeg har ikke stillet spørgsmålstegn ved det.

Hvorfor taler man ikke om selvmord?

Fordi der er så mange familier i sorg. Og igennem generationer har vi på en eller anden måde bare lært at acceptere det, fordi der ikke er andet, man kan gøre. Dét at tage sit eget liv ses som skamfuldt. Det samme gør selvmordstanker. Man opfattes som svag og som en, der kommer fra en ikke-privilegeret familie. Ofrenes familier kan også følge skam over, at de måske er en af årsagerne til, at deres barn har begået selvmord. Det er en ond cirkel – det er så tabuiseret, og vi ved ikke, hvordan vi skal snakke om det.

I din tale ved modtagelsen af Nordisk Råds Litteraturpris henvender du dig til Grønlands børn og unge og siger, at du vil gøre alt, hvad der er i din magt til at tale deres sag. Hvad synes du selv, at din bog har bidraget med?

Jeg når igennem bogen ud til det grønlandske samfund, så man kan begynde at snakke om selvmord. Bogen bliver læst meget i skolerne og på uddannelsesinstitutioner, og så sidder de unge i små grupper og taler om emnet, og det bliver mere naturligt. Jeg tror, at det har større effekt at behandle emnet på denne måde, end at der kommer en fra selvstyret og taler om selvmord.

Jeg får også mange henvendelser fra unge, der skriver opgave om bogen. De fleste er lige som jeg var for fem år siden; de ved, at selvmord findes, men de kan slet ikke sætte ord på det. De ved ikke, hvad det handler om, hvorfor det eksisterer.

Når jeg rejser rundt i Grønland og viser de unge, at jeg lytter, får jeg alle mulige historier, og det viser, at der ikke er nogle voksne, som lytter til dem. Så jeg tror, at de føler sig hørt. At de får et håb om, at der kommer hjælp.

Hvad skal der til for at ændre den høje selvmordsrate?

Der skal nærmest en revolution til at løse det – i samfundet og hos selvstyret. Men fordi selvstyret ikke melder noget som helst ud, så ved vi ikke, hvad vi i samfundet skal eller kan gøre. Det er først efter min tale til Nordisk Råds Litteraturpris, at nogle politikere er begyndt at reagere på det.

Udover at tale åbent om selvmord skal vi møde de unge i stedet for at gemme dem væk. Hjælpen skal gøres mere tilgængelig, så man ikke skal vente flere måneder på at få en samtale med en psykolog. Vi skal prøve at forstå de unge og skaffe hjælp til dem. Og ser man et opslag på Facebook med en ung, der har selvmordstanker, må man ikke ignorere det.