En stor gruppe menneskerettighedsaktivister og organisationer, bl.a. Amnesty, er gået sammen om et fælles opråb til FN’s Menneskerettighedsråd om at etablere en specialrapportør på menneskerettigheder, der skal undersøge Ruslands angreb på sit eget civilsamfund. Forfatter og kunstner Aleksandra Skochilenko er én af mange russere, som netop nu retsforfølges for sin kritik af invasionen af Ukraine.
Den 11. april blev Aleksandra Skochilenko arresteret af russiske betjente i et supermarked i Sankt Petersborg.
Som en protest mod krigen i Ukraine havde den 31-årige forfatter og kunstner udskiftet prisskilte med anti-krigs slogans, hvilket havde fået en anden kunde til at ringe til politiet. I dag sidder Aleksandra Skochilenko varetægtsfængslet og risikerer op til 10 års fængsel for sin fredelige aktion.
Og hun er ikke den eneste.
Et stort antal kritikere af den russiske invasion af Ukraine er de seneste måneder blevet chikaneret, tilbageholdt og retsforfulgt efter at det fra officiel side er meldt ud, at det er ulovligt at kritisere krigen – eller endda at omtale invasionen som en krig.
Den voldsomme forfølgelse af kritikere har fået en lang række aktivister samt lokale og internationale organisationer, herunder Amnesty International, til at tage kontakt til FN’s Menneskerettighedsråd, der lige nu er samlet til session 50, som finder sted fra den 13. juni til 8. juli. De opfordrer Rådet til at etablere en specialrapportør på menneskerettigheder, der skal undersøge den voldsomme indskrænkning af menneskerettigheder i Rusland.
Undertrykkelsen er intensiveret
En særlig rapportør vil give mulighed for, at FN kan undersøge og indsamle dokumentation om menneskerettighedssituationen i Rusland, klæde Rådets medlemmer på og komme med anbefalinger til forbedringer. Rapportøren vil også kunne fungere som et kontaktpunkt for russiske menneskerettighedsforkæmpere, aktivister og civilsamfundsorganisationer. Det er er vigtigt i denne tid, hvor myndighederne forsøger at splitte dem ad og give dem mundkurv på.
Den russiske undertrykkelseskampagne af kritikere er intensiveret de senere år – og eskaleret siden invasionen af Ukraine. Uafhængige medier lukkes ned, menneskerettighedsforkæmpere chikaneres og fængsles, demonstrationer bandlyses, og civilsamfundsorganisationer forbydes. Klapjagten er særligt sat ind på dem, der arbejder for afholdelsen af frie og retfærdige valg, for kvinders, LGBTI+personers og religiøse minoriteters rettigheder og mod korruption og forurening. Mediedækning af krigen i Ukraine klassificeres som falske nyheder, og myndighederne har blokeret adgangen til flere uafhængige nyhedsmedier. Flere end 15.000 fredsdemonstranter er blevet tilbageholdt.
I april blev en ny lov vedtaget, der gør det endnu nemmere for myndighederne at klassificere uønskede organisationer som fremmede agenter og dermed lukke dem ned.
Det er i dag farligere end nogensinde at kæmpe for menneskerettigheder i Rusland.
Udsultet i fængslet
Siden Aleksandra Skochilenkos varetægtsfængsling er hendes helbred forværret. Kunstneren lider af sygdommen cøliaki, og indtag af gluten kan derfor medføre organsvigt eller udvikling af auto-immune sygdomme. Til at begynde med serverede fængslet ikke glutenfri mad, og personalet tillod ikke, at Aleksandra Skochilenko modtog de bokse med glutenfri mad, som hendes familie forsøgte at sende.
Efter pres fra blandt andre Amnesty er personalet gået med til at servere et varmt måltid mindst én gang om dagen, som er glutenfrit. Aleksandra Skochilenko kan dog hverken spise den morgenmad eller aftensmad, der bliver serveret. Fængslet nægter stadig at tage imod al den mad, hendes familie fremsender, selvom det er nødvendigt for Aleksandra Skochilenkos helbred.
En advokat, der besøgte Aleksandra Skochilenko i fængslet i april, fortæller, at hendes helbred er forværret betragteligt, og at hun kun vejer 46 kilo.
Amnesty arbejder for hendes øjeblikkelige løsladelse.