Med spraydåser, pangfarver og stærke budskaber skaber de kunst i bybilledet. Mød fem af Italiens førende kvindelige gadekunstnere, der udfordrer machokultur og fordomme.
Fotos og tekst af Gaetano Massa
Trisha Palma:
”Da jeg var seks år, gav min mor mig et lærred, og lige siden har jeg haft en pensel i hånden. Jeg bruger pensel i stedet for spray, hvilket er usædvanligt i graffiti. At male er mit oulet. Det får mig til at føle mig levende. Kunsten gør mig fri.
Jeg ser ikke min kunst som politisk, men som aktivistisk. Jeg elsker at male indfødte kvinders ansigter på murene, og jeg kan lide at sætte fokus på mænds forhold til naturen. Jeg afholder kunstkurser for børn, både her i Napoli og i Palæstina. Som kvindelig graffitikunstner har jeg altid haft mandlige venner, som har hjulpet mig med at udvikle mig og som har delt deres viden. For at være ærlig, har jeg oplevet et mere mandsdomineret miljø i mit almindelige arbejde på et teater, end i graffitimiljøet.”
Yele:
”Graffitimiljøet er helt sikkert domineret af mænd og det involverer tilstedeværelsen af de sædvanlige sexistiske holdninger, som vi oplever i alle dele af vores liv. Men fordi miljøet er ret løsrevet fra noget kommercielt, har man gode chancer for selv at styre showet. Det viser den spanske og sydamerikanske scene, hvor kvinder er stærkt repræsenteret. Gadekunstmiljøet er til gengæld i højere grad blevet infiltreret af penge og det har igangsat mere traditionelle magtrelationer.
Verden er fuld af talentfulde gadekunstnere, men vi lever i et patriarkalsk samfund, hvor selv kulturen er patriarkalsk. Jeg har prøvet at deltage i et event som eneste kvinde og udelukkende som et resultat af, at jeg blev inkluderet som del af en kvindekvote – det er jo helt forældet”.
Roxy in the Box:
“Kunst er altid politisk i enhver handling og udtryk. Den har sit eget unikke sprog og behøver ikke ord til at forklare sig.
De sidste fire år har jeg dedikeret mig selv til street art i min by Napoli. Jeg kan stadig huske, hvordan nogle af de etablerede street artists ret åbent gav udtryk for deres modvilje, da jeg begyndte. Bare fordi jeg ikke var en af dem, og fordi jeg kom fra kunstverdenen. Jeg er helt overbevist om, at de ikke ville have reageret på samme måde, hvis jeg var mand. Under alle omstændigheder er kunstverdenen domineret af mænd, ligesom også den politiske verden er det, og derfor vil det altid være svært for kvinder at komme frem.
For eksempel holder mange kvinder op med at være kunstnere, når de er tredive eller femogtredive år gamle. Familien bliver pludselig en hindring: der er børn at opdrage, og en stabil indkomst bliver en prioritet.
Jeg ved ikke, hvordan det fungerer andre steder i verden, men her i Italien er der ingen økonomisk hjælp til kvindelige kunstnere, der også er mødre, så det bliver meget svært at blive ved. Kvinder ender med at blive straffet og diskrimineret af et system, der er bygget af mænd, til mænd. Hvis kvinder skal have en chance, kræver det, at systemet ændrer form. Siden for evigt er mænd meget mere frie og har bedre chancer for at lykkes”.
Leticia Mandragora:
”Jeg bruger farven blå i alle ansigterne på mine værker. Det er en særlig farve, som i mange kulturer er forbundet med det at være kvinde, med spiritualitet.
Streetart er et universelt og umiddelbart sprog, der skaber noget kollektivt, et sammenhold. Et delt narrativ, en oplysende sti, der samler os, får os til at reflektere og giver os lyst til at snakke sammen”
Teresa Sarno:
“Da jeg begyndte som gadekunstner, oplevede jeg helt sikkert en mistillid fra mændene i branchen. I enhver sammenhæng, og særligt på det her område, der er så domineret af mandekultur, må kvinder altid bevise mere. Men allerede efter mine første murmalerier var alle de barrierer brudt ned takket være min beslutsomhed. Jeg krævede mit eget rum og mit eget kunstneriske udtryk.
Jeg føler, jeg bryder med grænserne med de ting, som er i centrum i mit arbejde; kvinden, kærligheden, drømme og respekt for naturen. Det lyder måske banalt, men jeg føler jeg har sprængt rammerne ved at kommunikere disse følelser, der er helt grundlæggende for menneskets eksistens”.
Kunst er aktivistisk, fordi den kan sætter fokus på sociale problemer, som samfundet i de fleste tilfælde ikke ønsker at gøre noget ved, men som lægger pres på vores samvittighed. For eksempel klimaproblemet, som vi i dag mere end nogensinde har pligt til at forholde os til.”
Læs mere om kunst og menneskerettigheder i Amnestys medlemsblad