Amnestys våbenekspert Brian Castner interviewer øjenvidner og graver sig igennem ruinerne i Ukraines ødelagte byer for at finde bomberester, der kan dokumentere krigsforbrydelser.
Af Roberto Zacharias og Bjarke Windahl. Artiklen er bragt i medlemsbladet Amnesty #2 2022
Sidste sommer befandt Brian Castner sig i Kabul, da byen blev overtaget af Taleban. Før sin langvarige mission i Afghanistan havde han som kriseresearcher og våbenekspert i Amnesty besøgt flere forskellige konfliktområder rundt om i verden for at dokumentere krigsforbrydelser.
Og to uger efter den russiske invasion af Ukraine, befandt han sig på et hotelværelse i Polen, hvor han sammen med sin lokale hjælper forberedte sig på at rejse ind i Ukraine:
”Vi øvede på hinanden, hvordan man bruger en årepresse og udfører andre former for livsreddende førstehjælp. For selv i byen Lviv, som var udgangspunktet for vores arbejde, var der luftangreb hver dag. Krydsermissiler slog ned få kilometer fra det sted, hvor vi boede, så truslen var temmelig reel”, siger Brian Castner.
Valget af byen Lviv i det vestlige Ukraine var ikke tilfældig. For amerikaneren med den militære baggrund vidste præcis, hvordan han sammen med to kolleger fra Amnestys kriseteam skulle forberede sit arbejde med at undersøge mulige krigsforbrydelser begået mod civilbefolkningen i Ukraine: De skulle kende frontlinjens bevægelser. De ville få brug for tolke og chauffører, der kunne stå standby døgnet rundt. Og så var der alt udstyret: Hjelme, skudsikre veste, førstehjælpsudstyr, satellitkommunikationsudstyr og såkaldte burner phones, hvilket er telefoner uden abonnement, der kun bruges til et bestemt formål for at undgå sporing.
”Efter at være ankommet til Lviv oprettede vi en base og begyndte at lede efter mennesker, vi kunne tale med, og udpege steder, hvor vi kunne samle fysiske beviser”, siger Brian Castner og fortsætter:
”På det tidspunkt var Lviv fuld af mennesker på flugt fra kampene i Kiev, Mariupol, Kharkiv og andre steder. Så hver dag tog vi hen til byens beskyttelsesrum for at finde ud af, hvem der lige var ankommet, siden vi var der sidst”.
Vælger ikke side
Der er flere grunde til, at Amnestys kriseresearchere først rejste ind i Ukraine to uger efter Ruslands invasion. De skal være helt uafhængige, når de udfører deres arbejde, og derfor vælger de ikke side, når det handler om sikkerheden. Det betyder eksempelvis, at Brian Castner ikke beder om militær beskyttelse og aldrig kører i konvoj:
”Mit mål er altid at blande mig så meget som muligt med folkemængden, så ingen ved, at jeg er der. Så hvis jeg eksempelvis står på et gadehjørne i Mosul i Irak, og en eller anden taler arabisk til mig, så føler jeg, at jeg gør det godt”, siger han.
Selvom sikkerheden har den højeste prioritet, har den erfarne kriseresearcher flere gange været i livsfare.
”Det er altid farligt at være i et land, hvor der er en konflikt, og i min tid i Amnesty har jeg oplevet flere ubehagelige situationer. Jeg har blandt andet været i Tripoli i Libyen for at undersøge et missilangreb, da der pludselig kom flere raketter og mortergranater. Det er lidt anderledes i Ukraine, hvor du enten er ved fronten – og der ikke er sikkert nogen steder – eller i en by som Rivne, der tidligere er blevet angrebet”.
Da Amnestys kriseteam rykkede ind i Ukraine, havde alverdens medier allerede rapporteret fra krigen i dagevis. Men jobbet som kriseresearcher for Amnesty kan ikke sammenlignes med en journalists opgave, forklarer Brian Castner:
”Hvis en journalist står på et gadehjørne i Kharkiv, når en mortergranat slår ned, er det en historie. Hvis det samme skete for mig, ville jeg ikke kunne udføre mit job. For jeg har brug for at kunne sætte mig ned og tale med folk og stille dem meget udførlige spørgsmål som ”hvor var du, hvor var din mor, hvor var din søster, hvad hørte du før angrebet, hvad hørte du efter angrebet”. Det tager mange timer at samle bevismateriale fra øjenvidner. Og der har været så mange angreb, at selv hvis krigen endte i dag, ville mit arbejde næsten først lige være begyndt. Jeg kunne i princippet arbejde med Ukraine resten af mit liv”.
Detektiver bag skærmen
Mens Brian Castner og hans kollegaer forberedte deres indrejse til Ukraine, var flere af hans kollegaer i Amnestys team af kriseresearchere imidlertid allerede i gang med at afdække russiske krigsforbrydelser. Ved hjælp af blandt andet satellitfotos, videooptagelser og fotos – såkaldt digital open source research – arbejdede kollegaer i døgndrift med at verificere og analysere potentielt bevismateriale fra Ukraine.
For selvom ukrainernes adgang til internettet blev stadigt mere udfordret i takt med at flere byer blev belejrede, blev der filmet og delt indhold på sociale medier som Twitter, Telegram, WhatsApp, Tiktok, Facebook og den russiske pendant hertil, Vkontakte. Det fortæller Milena Marin, der leder Amnestys Crisis Evidence Lab.
“Vi kigger på de sidste minutter af et menneskes liv”
Milena Marin, leder af Amnestys Crisis Evidence Lab
”Mennesker filmer alle mulige ting – bevægelse af tropper, krigsfanger, beslaglæggelser af militært udstyr. Den slags giver os kontekst og forståelse, men det er ikke nødvendigvis vigtigt, når det handler om at dokumentere krigsforbrydelser. Vi fokuserer på beviser, som kan afdække krigsforbrydelser. Og det er disse beviser, som vi trykprøver i vores verifikationsarbejde”, forklarer Milena Marin
Ved hjælp af den digitale værktøjskasse, som Amnesty igennem en række år har udviklet og forfinet, kunne Milena Marin og hendes kollegaer allerede i krigens første uger afdække, at russiske luftangreb med upræcise våben havde dræbt civile ukrainere, som stod i kø for at købe brød, og at en russisk klyngebombe havde ramt en børnehave i det nordøstlige Ukraine, hvor civile havde søgt tilflugt. Et barn og to andre civile døde under det angreb.
Mængden af potentielle krigsforbrydelser og risikoen for misinformation var en stor udfordring:
”I alle krige og konflikter ser vi, at folk deler gamle video- og fotomaterialer, som genbruges og hævdes at være nyt. Fra den russiske side så vi for eksempel påstanden om, at der slet ikke var krig i Ukraine. At der ikke blev bombet. At det hele skulle være gamle optagelser fra eksempelvis Syrien. Men vi kunne dokumentere, at dette skete i Ukraine”, siger Milena Marin.
De sidste minutter
Amnestys rolle er ikke er at være faktatjekker på alle krigens aspekter og påstand. Fokus er på ulovlige angreb mod civile, angreb med forbudte våben og angreb mod særligt beskyttede steder som skoler og hospitaler. Og her er det ikke bare mængden af angreb i Ukraine, som har været en udfordring, men også selve arbejdets karakter, fortæller Milena Marin:
”Vi kigger på de sidste minutter af menneskers liv. Streamet til os. Det er enormt foruroligende. Mennesker, som mister alt. Bliver sårede. Det er meget hårdt at være vidne til, og vi ser ikke bare videoerne én gang. Vi ser dem igen og igen og igen. Billede efter billede efter billede. Det er vi nødt til for at fastslå, hvor den er filmet, hvornår den er filmet, hvad den viser os.”
Hun understreger, at selvom den digital research på afstand kan afdække meget, så fortæller den altid kun én del af historien:
”Vi har også brug for vidneudsagn fra de berørte områder. Det giver os en meget større styrke, og vi har erfarne kriseresearchere, som forstår kriser som disse og kan foretage interviews med berørte mennesker og vidner.”
Beviser fundet i en såret mands krop
Under sin seneste researchmission i Ukraine interviewede Brian Castner en mand, der havde overlevet et russisk bombeangreb på byen Kharkiv i den nordøstlige del af landet. Han lå stadig på hospitalet, da Amnestys våbenekspert fik mulighed for at møde og interviewe ham.
Han var blevet såret, og kirurgen havde opereret rester fra en klyngebombe ud af hans krop, som han havde gemt. Udover at interviewe den sårede mand fotograferede Brian Castner de fysiske beviser på en måde, så billederne senere ville kunne bruges som dokumentation i et retsopgør. Det kræver blandt andet en blank baggrund og et målebånd, så man kan bevise, hvor store resterne er.
”Så vidt jeg ved, var dette den første fysiske og uafhængige verifikation af klyngebomber foretaget af en menneskerettighedsorganisation”, fortæller Brian Castner.
Den sårede ukrainske mands historie var dermed med til at bekræfte, at Rusland begår krigsforbrydelser i Ukraine, og dokumentationen blev omtalt af medier verden over.
”Det var et vigtigt fund. For klyngebomber er et forbudt våben, og der findes ingen lovlig måde at bruge dem på. De rammer vilkårligt og kan derfor på ingen måde skelne mellem militære og civile mål”, siger Brian Castner.
Et bjerg af beviser
Ifølge våbeneksperten forsøger han og resten af teamet at besøge så mange bombede steder som muligt. Men arbejdet kræver tid og nogenlunde vished om, at de ikke lige pludselig står midt i et nyt angreb.
”Overordnet set har det været noget af en udfordring at arbejde i Ukraine. I byer som Lviv og Rivne var det generelt rimeligt sikkert at operere, da vi var der, selv om der havde været adskillige luftangreb hver dag, men ikke konstante bombardementer. I belejrede byer som Mariupol og Kharkiv var det derimod umuligt at komme ind og arbejde”.
I Rivne undersøgte Brian Castner blandt andet ruinerne af et fjernsynstårn, der var blevet ramt af russiske krydsermissiler. Efter at have fået adgang til stedet begyndte han at rode rundt i murbrokkerne med en skovl for at finde våbenrester, som så skulle identificeres og dokumenteres.
”Det var ikke nogen nem opgave. Når noget fyldt med elektronik rammer noget andet, der er fyldt med elektronik, er det rimelig udfordrende at finde ud af, hvilke dele der stammer fra tv-stationen, og hvilke der stammer fra våbnet”, siger Brian Castner, der trods sin mangeårige erfaring fra diverse konfliktområder aldrig har haft så travlt som i Ukraine.
”Da jeg var i Somalia eller Libyen eller nogle af de andre steder, jeg har arbejdet, ville ethvert angreb af den type, vi har set i Ukraine, være en individuel sag, som vi ville gøre et stort nummer ud af. Men her sker de hvert femte eller tiende minut. Så der ligger altså et kæmpe bjerg af bevismateriale foran os og venter.”
Beviser i en kommende retssag
Når Brian Castner og hans kolleger vender hjem fra en mission som den i Ukraine, begynder arbejdet med at få samlet og bearbejdet bevismaterialet, som derefter bliver delt med organer som FN og den internationale straffedomstol ICC.
Målet er, at de ansvarlige for krigsforbrydelserne mod civile bliver retsforfulgt, så ofrene kan få erstatning for deres lidelser og i sidste ende retfærdighed.
”Det er et maraton og en langvarig proces. Et godt eksempel er vores arbejde med Sydsudan. Våbenembargoen mod landet skyldes faktisk udelukkende Amnestys langvarige fortalerarbejde. Vi er den eneste NGO, der gennem årene er blevet ved med at lægge pres på FN’s Sikkerhedsråd. Det samme kommer til at ske med Ukraine. Jeg kommer til at tale om vores fund i mange år fremover”, siger Brian Castner.