Da udenrigsministeren sent i går aftes gik på talerstolen i Folketinget for at forklare regeringens syn på, hvordan Danmark bedst afhjælper konflikten i Gaza, sad Amnesty International Danmarks generalsekretær med på salens øverste rækker og lyttede. Her er hendes opråb til Danmarks regering.
Kære Lars Løkke Rasmussen
Sent i går aftes lyttede jeg med fra de øverste rækker, da du som udenrigsminister forklarede i Folketingssalen, hvordan regeringen aktuelt arbejder for at bedst muligt at bidrage til at løse den ubærlige og katastrofale situation i Gaza.
Debatten i salen – og dine kommentarer – giver mig anledning til her at dele mit syn på den danske regerings position.
Først og fremmest: I skal i regeringen have ros for at fastholde Danmarks støtte til UNRWA, som også var til debat i går. Anklagerne om, at enkelte medarbejdere kan have haft del i angreb på civile, er dybt alvorlige. De bør af samme grund blive uafhængigt undersøgt og efterprøvet. Hvis der er tilstrækkelige beviser, bør enhver mistænkt for at have været involveret i angrebet den 7. oktober blive retsforfulgt ved en uafhængig domstol. Men enkeltes mulige forbrydelser kan aldrig blive en undskyldning for kollektivt at straffe en hel befolkning ved at stoppe livsnødvendig humanitær bistand på et tidspunkt så kritisk som nu.
Danmark gør samtidig ret i at fordømme Hamas’ angreb mod civile israelere og kræve gidslerne løsladt. Angrebet den 7. oktober var en modbydelig forbrydelse, og det samme er gidseltagningen, som nu har stået på i fire måneder. Lige så vigtigt er det, når du understreger, at ”denne regering godt kan se forskel på en terrororganisation og en civilbefolkning”. Det simple, men uhyre vigtige budskab vil jeg gerne rose dig for og opfordre til, at vi alle husker hinanden på.
Du har også ret, når du fra Folketingets talerstol slår fast, at Israel skal holde sig indenfor den humanitære folkeret. Men jeg ville meget gerne have hørt din vurdering af, om Danmark virkelig mener, at det i praksis er tilfældet? Vores egen konkrete dokumentation i Amnesty viser nemlig det stik modsatte.
Og så glædede det mig at høre, at Danmark anerkender de uhyrlige civile lidelser i Gaza, og ønsker at nødhjælp ikke hindres i at komme frem.
Desværre er ovenstående positive pejlemærker slet ikke nok. Faktisk efterlod debatten i salen i går mig også med oplevelsen af, at Danmarks politiske støtte til beskyttelsen af Gazas civilbefolkning og til den internationale retsorden stadig halter på en række områder.
Lad mig give et par eksempler:
En humanitær våbenhvile, som du er fortaler for, er vigtig. Men den er ikke nok. Vi har brug for en varig våbenhvile for at afværge den humanitære katastrofe. Vi har brug for, at alle stater, der som Danmark kærer sig om civile, bruger sine kræfter på at kæmpe for det mål.
Vi har brug for, at du og regeringen i langt højere grad anerkender alvoren af Den Internationale Domstols nylige afgørelse, der fastslår, at det er plausibelt, at Israel begår folkedrab i Gaza. Domstolen har derfor åbnet en sag mod Israel, som nu står anklaget for en af verdens værste forbrydelser. Det er ikke bare en løftet juridisk pegefinger, som du retorisk fastholdt i går aftes. Det er en dybt alvorlig anklage og retssag, som forpligter det internationale samfund til at sikre, at de civile i Gaza får akut hjælp, og at krigens parter respekterer den humanitære folkeret. Det er også en retssag, som tester den globale opbakning til de internationale regler og institutioner, der skal håndhæve den internationale retsorden, som danske regeringer igennem årtiet har kæmpet for.
Fra debatten i salen i går lød det også – i forskellige varianter – at vi i Danmark næppe selv kan løse konflikten imellem Israel og Palæstina. Det et selvsagt rigtigt. Men det er også helt forkert at tro, at du og regeringen ikke kan og skal gøre mere.
Vi kunne eksempelvis begynde med at leve op til vores egne løfter.
For som du udmærket ved, og som du flere gange har forsvaret, fortsætter vi i Danmark med at tillade direkte og indirekte eksport af våbenudstyr til Israel.
Det går stik imod FN’s Våbenhandelstraktat, som slår fast, at våben og andet militært materiel ikke må eksporteres til lande, hvor der er risiko for, at de bliver brugt til grove brud på menneskerettighederne.
Den risiko er i høj grad til stede, når vi bidrager med militært udstyr til Israel.
I Amnesty har vi dokumenteret flere konkrete angreb, hvor Israel siden den 7. oktober har brudt Folkeretten og dræbt civile i stort antal.
Samtidig har vi nu FN’s øverste domstols ord for, at Israel lige nu potentielt begår folkedrab mod palæstinenserne i Gaza.
Det giver Danmark en direkte forpligtelse til, som medunderskriver af folkedrabskonventionen, at sikre, at vi ikke er med til at facilitere et potentielt folkedrab.
Det burde regeringen omgående tage stilling til og reagere på.
Den reaktion kan Danmark uden forsinkelse komme med allerede i dag. Faktisk kræver det bare, at du og regeringen vælger at stå vagt om Danmarks egne forpligtelser om, at vi ikke med åbne øjne sender militært udstyr afsted til væbnede konflikter, hvor vi ved, at det risikerer at medvirke til ulovlige drab på civile og andre grove brud på menneskerettighederne.
Danmark kan ikke gøre alt. Men vi er forpligtet til at gøre mere, end det vi gør i dag.
Hvad venter regeringen på?