Ukrainske Anna Wright arbejder som researcher for Amnesty International. Hun afdækker konsekvenserne af den russiske invasion af Ukraine, bl.a. hvordan ukrainske børn mister adgangen til at gå i skole. Her fortæller hun, hvordan det er at arbejde i en krigszone, hvor man ikke ved, hvor eller hvornår den næste luftalarm lyder.
”Som ukrainer, der til daglig bor i London, føler jeg mig ofte skyldig, fordi jeg kun er i Ukraine kort tid ad gangen, når jeg researcher og indsamler beviser for Amnesty International, og så forlader jeg igen landet. Mens de mennesker, jeg interviewer i Ukraine, må udholde ubegribelige lidelser på daglig basis.”
”Jeg relaterer personligt til de emner, jeg researcher og til Ukraine, fordi det er mit hjemland. Det giver et andet perspektiv til researchen, synes jeg.”
”Jeg har arbejdet med menneskerettigheder i flere år. I øjeblikket undersøger jeg to emner: Hvordan krigen og besættelsen har haft indflydelse på børns liv og deres ret til uddannelse, og hvad der sker med rettighederne for de civile, der bliver tilbageholdt af besættelsesstyrkerne.”
Når børn ikke længere har adgang til uddannelse, så skader det også de fremtidige generationer i Ukraine
Anna Wright, researcher for Amnesty
Skader næste generation
”Krig fører til mange slags krænkelser. Også flere end de mere åbenlyse og veldokumenterede som f.eks. ødelæggelser, luftangreb, strømafbrydelser, mangel på mad og sundhedshjælp. Og når børn ikke længere har adgang til uddannelse, så skader det også de fremtidige generationer i Ukraine.”
”Når krigen slutter, har vi brug for en ny generation til at genopbygge landet, men som følge af Ruslands overlagte skader på uddannelsessystemet går ukrainske børn glip af basal uddannelse. Ikke alene er de ude af stand til at få adgang til tilstrækkelig og sikker uddannelse, hvilket betyder, at de har svært ved at opnå de alderssvarende færdigheder og viden. Men det traume, de har oplevet, og som de fortsat oplever, betyder også, at der skal gøres en meget stor indsats for at sikre, at disse børn kommer til at leve sunde og fulde liv.”
”Det andet projekt, som jeg i øjeblikket arbejder på sammen med kollegaer fra Østeuropa og Centralasien, undersøger, hvad der er sket med de civile ukrainere, som er blevet tilbageholdt for at modsætte sig besættelsen. Mange af dem er forsvundet uden spor og er sandsynligvis blevet spærret ind vilkårligt og under umenneskelige forhold, som grænser til tortur.
På job i Ukraine
”Når jeg er ude for at lave research, tager jeg afsted meget tidligt om morgenen. Jeg er heldig, hvis jeg når at spise morgenmad. På vores seneste tur ud for at lave interviews, hvor vi ville undersøge, hvilke konsekvenser invasionen har haft på uddannelsesmulighederne, stoppede vi ved en benzintank for at tanke brændstof og mad. Min morgenmad bestod af hotdog og kaffe fra benzintanken. Det er typisk dagens hovedmåltid. Man spiser, hvad der er. Vi har ofte ikke tid til frokost.”
”Det kan være svært at komme frem til de steder, hvor vi skal lave vores interviews. Der er ofte luftangreb og luftsirener, hvilket betyder, at vi ofte må afbryde et interview for at søge ly i et beskyttelsesrum.”
”Med konstante luftangreb både om natten og om dagen er jeg ofte meget træt. Men selv om jeg er træt, tænker jeg på, at de mennesker, jeg interviewer, har det meget værre. De lever i konstant frygt for at blive angrebet, og ofte føler de sig ikke sikre nok til at gå udenfor. Det betyder også, at jeg nogle gange laver interviews i nærheden af et beskyttelsesrum.”
”Derfor tjekker jeg også konstant ind med vores sikkerhedshold og mine kollegaer i Amnesty International, så de ved, at vi er i live og har det godt.”
”Nogle gange, når jeg har interviewet mennesker i et område eller en region, kan jeg den efterfølgende uge læse, at russiske styrker har angrebet lige præcis det område. Når det sker, kan jeg blive overvældet af bekymring. Har de mennesker det godt, som jeg lige har talt med? Burde jeg ringe til dem? Hvis jeg ringer fra London, er jeg bange for at komme til at fremstå ufølsom. Men Ukraine er mit hjem og ukrainerne er mine landsmænd, så jeg bekymrer mig om dem.”
Kvinde i krigszone
”Når jeg som kvinde er på arbejde i en krigszone, er jeg meget opmærksom på at sikre, at jeg bliver opfattet godt, ligegyldigt hvem jeg interviewer. Jeg forbereder mig på alle situationer. Jeg tænker alting grundigt igennem. Lige fra hvordan jeg klæder mig, til om jeg har nok mad med til hele dagen.”
”Jeg planlægger alle skridt. Det er let at komme til at overtænke ethvert valg, men jeg taler med så mange forskellige mennesker, som arbejder indenfor forskellige områder. Der er meget at overveje. For eksempel kan det være fornuftigt at have noget meget praktisk tøj på – på den anden side har man heller ikke lyst til at have tøj på, der kan minde om en militæruniform. Man vil gerne se professionel ud, men jeg vil heller ikke opfattes på en bestemt måde, især ikke, når du krydser militære check points. Det er et konstant limbo af valg, som jeg skal forholde mig til.”
”Jeg sørger altid for at pakke snacks, vand, førstehjælpsudstyr, en telefon, oplader, optageudstyr og alt muligt andet, der kan blive brug for. Efter en lang dag med interviews bruger jeg de fleste aftener på at arbejde, skrive, lave administrative opgaver, pakke og forberede mig til næste dag.”
Smil midt i sorgen
”Fordi jeg arbejder i en krigszone, hvor der sker kamphandlinger, er der nogle særlige sikkerhedsmæssige udfordringer. Derfor rapporterer jeg hver morgen til vores sikkerhedshold og også løbende gennem dagen om, hvor jeg befinder mig.”
”Vi arbejder typisk fra klokken 7 om morgenen til klokken 7 om aftenen, når vi er ude for at researche. Vi arbejder også i bilen, når vi kører fra det ene sted til det andet. Vi laver en masse telefonopkald, tjekker op med sikkerhedsholdet og arrangerer nye interviews.”
”For det meste er vi færdige med at interviewe ved 17-tiden, og så kan det godt tage et par timer at køre tilbage til det sted, hvor vi overnatter. Vi finder ofte et godt sted at spise. Heldigvis har Ukraine helt fantastisk mad.”
”Når man rejser på denne måde, lærer man sine kollegaer rigtig godt at kende. Man bliver tættere, og det hjælper med at håndtere den stress og træthed, man også oplever. Der sker altid noget i løbet af en dag, som får os til at grine eller smile midt i al den lidelse og sorg, vi er vidne til. Der er også den ånd af optimisme og modstand, jeg ser i ukrainerne.”