Kvinders ret til abort trues i Europa

Regeringerne i Europa skal sikre lige adgang til abort for alle. Kvinders rettigheder, når det gælder abort, er under pres på store dele af kontinentet. Det er konklusion i en ny rapport fra Amnesty International.

Foto: Bonjour / Amnesty International
Foto: Bonjour / Amnesty International

I Ungarn er man tvunget til at lytte til fosterets hjerteslag før en abort.

Og i Tyrkiet er gifte kvinder over 18 år juridisk forpligtet til at indhente ægtefællens samtykke til at afbryde en graviditet inden for 10-ugers grænsen.

Det er blot to af eksemplerne i en ny rapport fra Amnesty International, som afdækker, hvordan mange års hårdt arbejde for abortrettigheder i de europæiske lande stadig undermineres.

“På trods af betydelige fremskridt i hele Europa er adgangen til abort stadig begrænset af en foruroligende række af synlige og usynlige barrierer,” siger Amnesty Internationals talsperson på kvinderettigheder, Monica Costa Riba.

Samtidig forsøger en række stadigt mere ressourcestærke anti-abort-grupper at påvirke magthaverne ved at sprede frygt og misinformation, der har til formål at begrænse adgangen til abort.

“Hårdt tilkæmpede sejre er i alvorlig fare for at blive vendt af en bølge af tilbageskuende politikker, der fremmes af anti-kønsbevægelsen fremført af populistiske politiske aktører med autoritære tendenser,” siger Monica Costa Riba.

Abort er vigtig sundhedspleje og dermed en menneskeret

Monica Costa Riba, Amnesty Internationals talsperson på kvinderettigheder

Unødige obligatoriske ventetider og tvungen rådgivning

Mens lovændringer i mange europæiske lande – med nogle bemærkelsesværdige undtagelser – har gjort abort mere tilgængelig, er der stadig mange administrative, sociale og praktiske barrierer, der forhindrer universel adgang til abort.

Det er for eksempel barrierer som medicinsk ubegrundede krav, der forsinker adgangen til abort.

Mindst 12 europæiske lande har fortsat unødige obligatoriske ventetider, før man kan få en abort.

Derudover har 13 lande tvungen rådgivning forud for en abort.

Albanien, Belgien, Tyskland, Ungarn, Letland og Portugal gør både brug af obligatoriske ventetider og obligatorisk rådgivning.

Penge og personlig overbevisning

En anden barriere er muligheden for, at sundhedspersonalet nægter at udføre aborter på grund af personlige synspunkter eller religiøs overbevisning – eller simpelthen mangel på uddannede fagfolk.

Det fører til lange ventetider eller afslag.

Derudover kan omkostningerne ved at få adgang til abort være uoverkommelige. Især i lande, hvor abort ikke er inkluderet i den nationale sygesikring.

Det er tilfældet i lande som Østrig, Bulgarien, Kroatien, Cypern, Tjekkiet, Tyskland, Letland, Montenegro, Rumænien, Bosnien-Hercegovina, Nordmakedonien, Kosovo og Serbien.

Hvert år er tusindvis af gravide tvunget til at rejse til udlandet for at få en abort, fordi de ikke kan få det i deres hjemland.

Forsøger at rulle adgangen til abort tilbage

Sideløbende med de mange hindringer er der forsøg på at tilbagerulle adgangen til abort flere steder i Europa.

Det ledes af en velfinansieret, transnational bevægelse bestående af konservative og religiøse grupper og institutioner, tænketanke, civilsamfundsorganisationer og medieindflydelsesrige personer.

Hårdt tilkæmpede sejre er i alvorlig fare for at blive vendt af en bølge af tilbageskuende politikker, der fremmes af anti-kønsbevægelsen fremført af populistiske politiske aktører med autoritære tendenser

Monica Costa Riba, Amnesty Internationals talsperson på kvinderettigheder

I Slovakiet har der været flere forsøg i parlamentet på at begrænse eller forbyde adgang til abort. Og en række forfatningsændringer, der blev vedtaget i september 2025, udhuler reproduktive rettigheder betydeligt.

Ungarn har indført nye barrierer for adgang til abort, prævention og familieplanlægning, og Italiens regeringsparti har foreslået ny lovgivning for at tillade anti-abortgrupper adgang til obligatoriske rådgivningscentre for gravide, der ønsker abort.

I både Ungarn og Italien har myndighederne begrundet tiltagene med argumenter som lave fødselsrater og en racistisk retorik om, at migranter “erstatter” den hvide “indfødte” befolkning.

Abort er en menneskeret

Aggressive og til tider voldelige anti-abortprotester og blokader uden for abortklinikker er også blevet en større hindring for adgang til abort.

I Polen har et abortcenter, der blev oprettet i Warszawa i marts 2025, været udsat for regelmæssig chikane fra grupper, der protesterer uden for bygningen.

Familieplanlægningscentre i Frankrig og centre, der tilbyder obligatorisk rådgivning i Tyskland, har ligeledes været under angreb af anti-rettighedsgrupper.

Samlet set er der brug for, at de europæiske lande gør front mod de autoritære tendenser. Fordi som Monica Costa Riba siger:

“Abort er vigtig sundhedspleje og dermed en menneskeret.”