Den ukrainske veteran Denys Kovalov fortæller om, hvordan det er at blive skudt i krig, selv kravle hen til redningsfolkene – og om sidenhen at arbejde på at gøre krigsveteraner synlige i det ukrainske samfund.
Det føltes som et hvepsestik.
”Jeg blev meget desorienteret. Det var meget svært at fokusere. Og jeg havde problemer med at trække vejret. Jeg troede, at der måske havde været en eksplosion bag mig, og at jeg havde fået et granatchok,” fortæller Denys Kovalov:
”Jeg begyndte straks at føle på mit hoved – men jeg kunne ikke mærke min hjelm. Og samtidig kunne jeg mærke blod løbe ned ad mig.”
Jeg kunne ikke tale, og for første gang i lang tid frøs jeg ikke længere. De andre skreg på evakuering
Denys Kovalov
Det er en kold dag i marts 2022. Få uger efter, at Rusland begyndte sin invasion af Ukraine.
I timerne forinden har Denys Kovalov og hans soldaterkollegaer kæmpet mod russiske soldater i skyttegravene nær byen Luhansk i det østlige Ukraine.
”Det føltes som en hvepserede, da russerne angreb. På et tidspunkt virkede det som om, at vi var omringet, og jeg tænkte, at nu er det slut. Men så fik vi backup.”
De var dog stadig fanget i skyttegravene, og kort efter at en af Denys Kovalovs soldaterkammerater havde råbt ”Slava Ukraini” (Ære til Ukraine, red.), følte han det altomvæltende hvepsestik.
Skudt i hovedet
Men det var ikke et hvepsestik.
En kugle var gået gennem Denys Kovalovs hoved – ind tæt ved højre øje og ud gennem kæben.
Han var ikke længere i stand til at stå. Han hostede blod op, og hans kammerater lagde ham i et aflåst sideleje.
”Jeg kunne ikke tale, og for første gang i lang tid frøs jeg ikke længere. De andre skreg på evakuering. Og det eneste, jeg havde lyst til, var at komme væk. Ligesom da jeg var barn og ville hjem til min mor.”
Men på det tidspunkt var det for farligt at evakuere, så først efter et stykke tid lykkedes det de andre at bære Denys Kovalov cirka halvanden kilometer væk fra frontlinjen.
”Jeg er en stor fyr, så jeg vidste, at jeg var tung at bære for de andre. Derfor ville jeg prøve at gå selv, men jeg kunne ikke, så jeg kravlede det sidste stykke hen til redningsfolkene.”
Til Danmark og retur til Ukraine
Denys Kovalov var heldig. Kuglen havde lige misset pulsåren, der fører blod til og fra hjernen.
Jeg kravlede det sidste stykke hen til redningsfolkene
Denys Kovalov
Han endte med at modtage behandling på flere end 10 forskellige hospitaler i Ukraine.
Men skaden var alvorlig, og til sidst blev han overført til Danmark, hvor han gennemgik en kompliceret operation på Rigshospitalet i København.
”Da jeg vendte tilbage til Ukraine, blev jeg hjemsendt fra hæren. Mit hus, der nu lå i et russiskbesat område, var gået tabt. Og med opmuntring fra mine danske venner traf jeg en svær beslutning: I september 2023 flyttede jeg til København for at starte mit liv forfra,” fortæller Denys Kovalov:
”Men efter et halvt år indså jeg, hvor meget jeg savnede mit hjemland, hvor krigen stadig ødelagde liv og byer. I 2024 vendte jeg tilbage til Ukraine og meldte mig igen til hæren. Men desværre gjorde mit helbred, at jeg endnu en gang måtte forlade tjenesten.”
En ny mission
For Denys Kovalov var hjemsendelsen dog ikke enden på hans kamp for moderlandet og hans landsmænd og kvinder.
Han har meldt sig til et toårigt projekt, som Amnesty Internationals ukrainske afdeling kører med støtte fra Amnestys danske afdeling.
Projektet hedder TRIBE, og Veronika Puhach, der koordinerer menneskerettighedsundervisningen i Amnesty International Ukraine, beskriver det sådan her:
”Der er allerede over en million veteraner i Ukraine, og det forventes, at hver femte enten er veteran eller vil have en veteran nær i familien, når krigen er ovre. I øjeblikket er veteranerne hverken soldater eller civile – de er fanget midt imellem. De er usynlige, og et af vores mål er netop at gøre usynlige mennesker synlige.”
Det er netop en af Denys Kovalovs mål med at være med i projektet:
”Jeg har besluttet at dedikere mit liv til at hjælpe mine brødre og søstre, de ukrainske veteraner, med at opbygge et værdigt og trygt liv efter militærtjeneste.”
Projektet hjælper dem med at finde deres formål via aktivisme – og derigennem fortsætte kampen for retfærdighed og demokrati med menneskerettigheder frem for våben
Veronika Puhach, koordinator for menneskerettighedsundervisning, Amnesty International Ukraine
Og så har han fundet et nyt fællesskab uden for hæren:
”TRIBE er ikke bare et projekt. For mig er det blevet en familie – en kreds af mennesker, der deler de samme værdier, som giver mig inspiration, venskab og en vision for Ukraines fremtid.”
Menneskerettigheder i stedet for våben
I TRIBE-projektet bliver 25 veteraner undervist i menneskerettigheder og deres rettigheder som veteraner.
”Projektet hjælper dem med at finde deres formål via aktivisme – og derigennem fortsætte kampen for retfærdighed og demokrati med menneskerettigheder frem for våben,” fortæller Veronika Puhach fra Amnesty i Ukraine:
”Vi vil gerne øge bevidstheden om veteranernes problemer for på den måde at forstærke veteranernes og deres familiemedlemmers stemmer.”
”Det inspirerer mig til at gøre mere, end jeg ellers troede jeg kunne. Jeg kan se andre, at andre kan, og så bliver jeg overbevist om, at jeg også selv kan. Jeg vil ændre systemet. For veteraner. Men også for alle ukrainere,” lyder det fra Denys Kovalov.
Fakta om TRIBE-projektet
- TRIBE er et toårigt projekt, finansieret af CISU og udviklet i samarbejde mellem Amnesty International Danmark og Amnesty International Ukraine, som implementerer projektet lokalt.
- 25 veteraner fra hele Ukraine deltager i et forløb, der styrker deres reintegration gennem menneskerettighedsuddannelse og viden om deres rettigheder. De er udvalgt på baggrund af deres motivation for både at styrke sig selv og støtte andre veteraner i deres lokalsamfund. De er mellem 28 og 64 år, og omkring en tredjedel er kvinder.
- Veteranerne bliver lokale ambassadører, der både deler deres viden og støtter hinanden i praksis – fra hjælp til handicaprettigheder til konkrete initiativer i lokalsamfundet.
- Målet er at styrke veteraners rolle i civilsamfundet, reducere stigmatisering og øge forståelsen for deres erfaringer og udfordringer.