Elever fra Vallekilde Højskole og aktivister fra Ukraine og Moldova har over tre måneder udforsket, hvordan kreativ aktivisme kan styrke demokrati og menneskerettigheder. Elena, Sofiia og Bjørn fortæller her om, hvordan mødet har påvirket deres syn på dem selv i verden og på deres rettigheder.
”Hvilke menneskerettigheder har I ikke i Danmark?”
Spørgsmålet blev stillet af 21-årige Elena Mamaliga fra Moldova. Hun sad i en gruppe sammen med en elever på Vallekilde Højskole. En af dem var 21-årige Bjørn Theilsø Morgan. Han husker tilbage på samtalen for et par måneder siden:
”Vi var alle sammen sådan lidt øøøøhhh. Jeg kan huske, at jeg sagde noget om, at jeg slet ikke tænker over menneskerettigheder i min egen verden. At det mere er noget, man snakker om, når man kigger ud i verden.”
Politisk uenighed uden problemer
Elena er en ud af i alt seks aktivister fra Moldova og Ukraine, som i tre måneder har arbejdet sammen med eleverne på højskolens Design & Makerlinjer om det fælles projekt ”Sense of Home”. Her har de lavet en fælles kunstnerisk udforskning af betydningen af hjem – både på Vallekilde Højskole og på en fælles studietur til Moldova.
Elena var i snakken særligt fascineret af, at Bjørns forældre er politisk uenige, og at det ikke skaber problemer. At man i Danmark sagtens kan være uenige uden konflikt.
“Hvis man snakker politik i en moldovisk familie, vil det helt sikkert ende i et skænderi, men i Danmark kan man åbenbart diskutere alt. Også fx LGBTQ – og din mening bliver respekteret. Også selv om den, du diskuterer med, mener det modsatte,” siger Elena, som studerer jura i Moldova.
Rettigheder skal man kæmpe for
De unge har arbejdet sammen i tre måneder. På den sidste dag i projektet tænker Bjørn tilbage på sit første møde med Elena, og at han i situationen nærmest følte sig forlegen.
”Jeg følte ikke, at jeg kunne sige noget til hendes spørgsmål, fordi vi er så privilegerede. Det er jo i udgangspunktet fedt. Men i dag tænker jeg mere over, at jeg er privilegeret.”
Bjørn fortæller, at han har det som om, at mødet med Elena og de andre har sat et spejl op, og at han nu kan se sine rettigheder på en anden måde.
”Jeg skal ikke have det dårligt over at bo i et land, hvor man har det trygt og godt. Men man skal kæmpe for at bevare det. Man skal holde fast – og holde øje med, at der ikke bliver taget små bidder af ens rettigheder.”
Når krigen får et ansigt
Både Elena og de andre fem unge fra Østeuropa har som en del af projektet også skrevet personlige taler om betydningen af hjem. Den tale, som ukrainske Sofiia Kobryn holdt, har Bjørn haft særligt svært ved at ryste af sig:
”Jeg har set Sofiia holde talen to gange. Den der kæmpe urimelighed. Jeg kan slet ikke holde til det.”
Uddrag fra Sofiia Kobryns tale:
“For millioner af ukrainere ændrede betydningen af hjem sig for altid, da Rusland kom med krigen. Hjemmet holdt op med blot at være stedet, hvor vi bor. Det blev noget, vi kæmper for, noget, vi husker, noget, vi bærer i hjertet – selv når vi mister alt andet.
Den 16. oktober 2025 oplevede min familie et frygteligt tab. Min storebror, Vasyl Kobryn, som forsvarede Ukraine, mit hjemland, blev dræbt af Rusland. Han drømte først og fremmest om at skabe et godt liv med sin kone og deres fireårige datter i et frit og fredeligt Ukraine. Men Rusland stjal den mulighed.”
Sofiia Kobryn fortæller, at efter hendes bror blev slået ihjel på slagmarken, var hun nødt til at skrive om tabet i sin tale.
“Ukraine har virkelig brug for verdens støtte. Krigen er meget brutal. Det er ufatteligt hårdt at miste, og det skal vi gøre noget ved. Vi behøver ikke at tolerere de russiske forbrydelser. Verden skal gøre noget. Min brors død påvirkede min opfattelse af, hvad et hjem er. For et hjem er et sted, hvor familier mødes, og ingen mangler ved om bordet, men i min familie er det ikke længere virkeligheden, for russerne tog min brors liv,” siger Sofiia.
To andre ukrainske unge, Anastasia og Miia, holdt også taler, som blev fremført på tre højskoler og på Bogforum. Bjørn fortæller, at mødet og talerne har ændret hans syn på krigen:
”Krigen var lidt som en film for mig, før jeg mødte Miia, Anastasia og Sofiia. Nu er det virkelighed. De lever et liv der. De har en hverdag. Jeg føler lidt, at jeg har fået en anden respekt for, at man skal følge med i medierne, og man skal tage det til sig og gøre noget, hvis man kan. Det berører nogle mennesker, som jo ikke selv har bedt om det, og uskyldige mennesker, som står i en uretfærdig situation.”
Samtaler, der flytter holdninger
For moldoviske Elena har projektet grundlæggende ændret på, hvordan hun går ind i diskussioner:
”Jeg er blevet mere åben, og jeg siger tingene på en anden måde. ligesom jeg også retter på min familie, hvis de dømmer folk, når de snakker om dem.”
Hun fortæller, at hun er begyndt at kigge på, hvordan hun egentlig selv indgår i samtaler, og hvor hendes holdninger kommer fra. Ligesom hun forsøger at være mere lyttende:
”Det kan godt være, at jeg ikke er enig med personen, men jeg kan respektere deres holdning. Jeg har faktisk oplevet, at jeg har været i stand til at ændre min holdning, fordi jeg har mødt bedre argumenter.”
Projektet er et samarbejde mellem Vallekilde Højskole og Amnesty International i Moldova, Ukraine og Danmark. Projektet har til formål at samle unge fra de tre lande for at udforske, hvordan kreativ aktivisme kan styrke demokrati og menneskerettigheder.
Sofiia og Elena og de andre fire aktivister kommer tilbage til Danmark i sommeren 2026. Her skal de sammen med Vallekilde Højskole genopføre deres taler på Roskilde Festival. Det sker som en del af en større event, hvor hele projektet ”Sense of Home” med taler og tilhørende aktivistiske kunstværker i broderi, cyanotypi og linoleumstryk udkommer som et stort fælles kunstværk.
Projektet er støttet af Globuspuljen, som er finansieret af Udenrigsministeriet.