Amazonas: ”Vi ønsker en fremtid uden skovhugst og afbrænding”

Storbyen Iquitos ligger midt i Amazonas i Peru. Med cirka en halv million indbyggere er det er den største by i verden, som ikke kan nås ad vej – den er kun tilgængelig via floder og luftvejen. Her mødes aktivister fra organisationen MANTHOC. De er passionerede om at passe på naturen omkring dem.

Tekst: Lise Josefsen Hermann, Foto: Ana Zaldivar, Iquitos, Peru

Vejene og stierne i slumkvarteret Belén er ekstremt mudrede.

”Men så skulle I komme her i regntiden,” siger alle, når de fortæller om det berygtede kvarter her i junglebyen Iquitos i Peru.

Byen går også under navnet Amazonas’ Venedig. Halvdelen er året er her oversvømmet, og derfor er alle husene bygget på høje stolper.

I ét af træhusene bor 16-årige Yassira Sahori Marin Cardenas sammen med sine tre søskende, sin mor, onkel, bedstefar og oldemor. Hun har ikke boet med sin far siden hun var lille. Han bor i hovedstaden Lima.

Yassira står op hver morgen klokken fem for at hjælpe sin mor med at sælge pandestegte fisk på markedet i bydelen Belén, der ligger en blok fra deres hjem.

”Men jeg har vænnet mig til det. Det har været sådan i flere år. Jeg er ikke søvnig,” fortæller den peruanske teenager.

Klokken 12 tager hun i skole, og om aftenen gør hun rent hjemme i huset.

”Jeg har hjulpet min mor, siden jeg var var otte eller ni år gammel. Nej, jeg har faktisk altid hjulpet min mor. Min far giver hende ikke noget, så jeg er nødt til at hjælpe til, så min mor kan give mig penge til mad, til skolen, til transport, og alle den slags ting,” siger Yassira.

Fællesskab med andre arbejdende unge

Yassira er aktiv i Amnesty Internationals partnerorganisationen MANTHOC, der arbejder i 10 af Perus 25 regioner.

MANTHOC støtter op om børn og unges ret til at arbejde sammen med deres familier – vel og mærke et arbejde med ordentlig betaling og behandling. Organisationen tilgang sigter mod at sikre, at de kan arbejde under sikre forhold, uden risici, uden at droppe ud af skolen og med fuld respekt for deres rettigheder:

”Jeg er glad, fordi jeg har fundet disse mennesker, der støtter mig, og jeg har lært mange forskellige ting. Takket være det har jeg det nu rigtig godt i skolen. Jeg har lært om vold mod kvinder og om miljø, kriminalitet og forurening,” fortæller Yassira.

Og det er et stort plus at være sammen med andre børn og unge i samme situation i forhold til at arbejde og hjælpe sine forældre, siger hun:

”Nogle sælger kylling, andre sodavand, juice eller slik. De sælger alle sammen noget og hjælper deres mødre. Alle sammen. Og det er det, jeg kan lide ved at være med, for de arbejder ligesom mig.”

I skolen kan hun bedst lide matematik og idræt. Hun er vild med at dyrke motion, løbe, hoppe, spille volleyball og fodbold. Og så elsker hun at danse, siger hun med et stort smil. Hendes drøm for fremtiden i forhold til arbejde er at blive arkitekt eller civilingeniør:

”Jeg har hørt, at de laver tegninger. Det fangede min opmærksomhed. Jeg ved ikke meget om arkitektur, men jeg er ved at undersøge det. Arkitekturen er smuk, fordi man kan forestille sig, hvordan man skal bygge. Og civilingeniørerne kan jeg også lide, fordi det er dem, der bygger.”

Lærer om menneskerettighederne

Sammen med Amnesty International har MANTHOC projektet Seeds of Justice, som handler om at lære unge i Amazonas om deres rettigheder, særligt i forhold til klima og miljø.

I den forbindelse her de haft tre oprydningssessioner her i Iquitos:

”Jeg har lært, at Belén er et område med meget forurening, og vi har lavet mange aktiviteter for at mindske forureningen i floden. Folk kiggede på os, som om de sagde: De rydder op, hvorfor gør vi ikke det samme? På den måde endte vi børn og unge og de andre, der sælger på markedet, med at gå sammen om at rydde op. Det var rigtig dejligt,” fortæller Yassira.

I workshops har de også lært om kvindemord, et højaktuelt emne i byen – sidste år blev to kvinder i starten af 20’erne fra nabokvarteret, fundet voldtaget og dræbt nær vejen:

”Det var meget chokerende for os som kvinder. Det skete sidste år, men jeg kan stadig huske det. Det er hårdt. Vi føler, at vi er i deres sted. De var alt for unge til at dø. De har stadig ikke fundet dem, der gjorde det. Der er ikke sket retfærdighed for pigerne,” fortæller Yassira.

De lærte også om fysisk og psykisk vold.

Pludselig gik det op for Yassira, at måske var ikke alt helt som det skulle være hjemme hos hende:

”Der var meget skænderi i mit hjem, og det fik mig til at føle mig dårligt tilpas. Jeg blev meget følsom og græd hver dag. Min mor kunne finde på at sige til mig, at jeg var beskidt, ikke kunne gøre rent, eller at jeg var doven. Mange grimme ord, som jeg ikke har lyst til at gentage her.”

Det skete efter at Yassira som 12-årig var begyndt at hænge ud i dårligt selskab, med venner der røg og drak alkohol.

”Min mor blev mistroisk, fordi jeg løj for hende. Det var min fejl. Jeg sagde til hende: »Mor, jeg går bare en tur«, men jeg gik ikke en tur, jeg gik et andet sted hen. Og min mor kunne ikke lide, at jeg havde de dårlige påvirkninger. Og så fik hun mig til at forstå, at jeg ikke skulle gå den vej. Vi snakkede sammen, og hun forstod også, at det var skadeligt for mig, den måde hun talte til mig på. Siden den dag har min mor ikke været sådan. Hun forstår mig ret godt nu, og hun er meget tålmodig med alt, hvad jeg gør. Hun er mere end min mor, hun er min ven, og hun har tillid til mig igen,” slutter Yassira.

15 år med egen botaniske have midt i Amazonas

Én af Yassiras kammerater fra organisationen Manthoc er 15-årige Jhanela Rodriguez Tuanama fra den landsbyen Ishichihui med omkring 1.200 indbyggere, længere sydpå i Amazonas.

Jhanela er ovenud stolt over den botaniske have, hun har lavet sammen med sine venner fra MANTHOC på hendes fars jord:

”Vi har besluttet at anlægge en botanisk have med medicinske planter, så folk kan blive helbredt og blive bevidste om, at de også bør anlægge deres egen eller i det mindste plante flere planter omkring deres køkkenhave. Det er derfor, vi har besluttet at anlægge den botaniske have, og også fordi disse medicinske planter er ved at forsvinde i dag.”

”I dag er der mange sygdomme i min landsby på grund af forurening. Plantemedicinen kan bruges til at helbrede sygdommene for eksempel hvis man har denguefeber. Og da planterne var blevet større, kom de syge mennesker til os og bad os om at helbrede dem med planterne,” fortæller Jhanela.

For eksempel har de plantet mynte og ingefær. På længere sigt vil de lave salver af planterne.

”Jeg tror, at når folk bliver bevidste om deres egenskaber, vil vi genvinde de medicinske planter, der er ved at gå tabt. Og jeg tror, at folk vil være taknemmelige over for os, fordi vi går foran med et godt eksempel. Vi var de første til at anlægge den botaniske have, så folk bliver bevidste om, at den botaniske have også er noget, vi bærer i vores hjerter, fordi de medicinske planter er meget vigtige,” fortæller Jhanela.

Hun drømmer om at blive sygeplejerske, så hun kan være med til at passe og helbrede de syge – og også bruge naturmedicinen i sit arbejde.

Skovrydning bekymrer

Jhanela har fem brødre og hendes forældre er landmænd. De dyrker afgrøder som kakao, majs, bønner og tomater.

Jhanela er bekymret over den stigende ulovlige skovhugst i området omkring hendes landsby:

”Før var der mange træer, men i dag fælder nogle mennesker træerne. Og de er ikke klar over den skade, de gør på Moder Jord.”

”I dag ser vi også, at dyrene flytter længere væk eller dør på grund af skovrydningen. Det er hovedsageligt folk fra min landsby, der har demonstreret for at forhindre, at træerne fældes. Det er vigtigt for os, for når man fælder et træ, ødelægger man sit eget liv, fordi vi lever af træerne, de giver os ren luft, de giver os ilt, og det er dét, vi lever af,” siger Jhanela.

Pas på, fæld ikke træerne, for de er liv. Pas på træerne, for de giver dig styrke

Tekst på plakat, som Jhanela og hendes kammerater i MANTHOC har hængt op i deres landsby

Sammen med kammeraterne fra MANTHOC har de lavet forskellige aktiviteter, hvor de samler affald fra gaderne, og de har sat plakater op og lavet skraldespande af plastflasker.

På plakaterne står der: ”Pas på, fæld ikke træerne, for de er liv. Pas på træerne, for de giver dig styrke.”

Jhanela er passioneret forsvarer af Amazonas:

”Det er vigtigt, fordi vi som børn og unge kæmper for at blive hørt af andre mennesker. Folk skal tage sig tid til at reflektere lidt, også over medicinske planter og træer – alt hvad der findes rundt om os. Vi ønsker en bedre fremtid, hvor der ikke længere er skovhugst, afbrænding og hvor dyrene ikke forsvinder,” lyder det fra Jhanela.

Fra teenager i slumkvarteret til delegeret i kongressen

I Beléns nabokvarter San Juan bor 18-årige Sofia Luciana Rolando Vásquez.

Hun fortæller, hvordan hendes kvarter var uformel slum, og at forældrene har været med til at kæmpe for, at kvarteret blev officielt anerkendt:

”Mine forældre har kæmpet så hårdt for dette hus, for at vi kunne have et sted at bo. Nu har vi vores eget hus, hvor mine søskende og jeg kan vokse op,” fortæller Sofia.

For nogle år tilbage blev Sofia valgt som national delegeret for MANTHOC og har blandt andet repræsenteret organisationen over for kongressen i Peru.

”Det var lidt hårdt, fordi kongresmedlemmerne har en meget voksencentreret synsvinkel. De siger altid, at børn ikke har evnen til at udtale sig om et emne. Der er mange voksne, der intimiderer børnene. Og samtidig er der mange unge, der er bange for at blive dømt for ikke at sige det rigtige, for at blive forvirrede over et emne eller for at få stillet uvenlige spørgsmål,” mener Sofia.

Og hele grundidéen med MANTHOC’s kamp for børn og unges ret til at arbejde var en udfordring at forsvare:

”Børn og unges arbejde er meget kriminaliseret og ikke særlig accepteret af samfundet. Men der er mange børn og unge, der arbejder – og ikke kun af nødvendighed. Vi gør det også af kulturelle årsager, og fordi vi kan lide at arbejde.”

Jeg har lært om, hvordan man når ud til teenagere, fordi vi har holdt foredrag på skolerne om de klimaproblemer, vores region står over for

Sofia Luciana Rolando Vásquez, MANTHOC

”Hvis vi tager ud til landsbyerne, arbejder børnene i de traditionelle haver – chacras – som de selv dyrker og høster. Og det er en del af dem selv, at de kan bidrage med en lille smule i hjemmet. Vi er altid klar over, at målet ikke er at støtte børns og unges arbejde, men at støtte værdigt arbejde, ikke udnyttelse. Det er vi helt klar over. Og det er en del af vores identitet, både bevægelsens identitet og den arbejderidentitet, vi har,” forklarer Sofia.

Foredrag på skoler

Som en del af projektet Seeds of Justice har Sofia været ude på skoler for at holde foredrag for andre teenagere om de klimaproblemer, deres region står over for:

”Som teenager kender jeg allerede det sprog, andre teenagere bruger, og dermed ved jeg også, hvordan jeg kan berolige dem, uden at de bliver intimiderede.”

Det er nogle voldsomme problemer og udfordringer de kæmper med her i Iquitos og i resten af Amazonas, fortæller Sofia:

”Omdirigering af floder, kviksølvforurening, olieudslip, miljøforkæmpere, der bliver truet og dræbt, og hvor gerningspersonerne aldrig bliver fundet.”

”Og så taler vi om, hvordan man kan forsvare sig og protestere på fredelig vis. Hvordan børn og unge kan tackle disse problemer uden at blive kriminaliserede og uden at blive manipuleret af voksne eller af et politisk parti.”

Og det kan være farligt at gå op imod systemet i Peru.

For tre år siden – i december 2022 – blev 50 personer dræbt i forbindelse med demonstrationer i byen Ayacucho i den sydlige den af landet.

Det taler Sofia også med de andre teenagere om i sine foredrag på skolerne:

”Vi taler om den nationale virkelighed, og hvordan det påvirker børn og unge arbejdstagere. Under protesterne i Ayacucho blev ét af de børn, der arbejdede på gaden og var medlem af MANTHOC, dræbt. Det var virkelig hårdt.”

”Det er risikabelt at deltage i protester, så det er vigtigt at passe på, så vi ikke kommer til skade. Men det er samtidig vigtigt at deltage i fredelige protester,” mener Sofia.

Men på trods af den hårde tid i 2022 har foredragene og arbejdet i MANTHOC lært den peruanske teenager meget:

”Jeg er blevet meget bedre til at udtrykke mig – både i skolen og til møder eller arrangementer, vi blev inviteret til. Og så har jeg lært meget om, hvordan man når ud til teenagere, fordi vi har holdt foredrag på skolerne om de klimaproblemer, vores region står over for,” slutter Sofia.