De ældste skolebørn i Rusland og i de russiske besatte områder af Ukraine bliver med en ny undervisningsbog i faget historie udsat for dybt skadelig russisk indoktrinering, advarer Amnesty International.
En ny russisk produceret undervisningsbog i historiefaget er fyldt med en række forkerte påstande om den russiske invasion af Ukraine.
Sådan lyder kritikken fra Amnesty International, der kalder bogen for farlig indoktrinering og et brud på børnenes ret til undervisning, i det i undervisningsmaterialet fremsættes en række fejlagtige påstande, for eksempel at den russiske invasion alene er en specialoperation, som handler om at beskytte det russiske folks fremtid.
”Denne undervisningsbog skjuler sandheden og fejludlægger fakta om meget alvorlige brud på menneskerettighederne og internationale forbrydelser begået af russiske styrker imod ukrainere”, siger Anna Wrigth, Amnestys researcher i Østeuropa og Centralasien.
”Indoktrineringen af børn i et sårbart stadie i deres udvikling er et kynisk forsøg på at udslette ukrainsk kultur, arv og identitet. Det er også et brud på børnenes ret til undervisning”, siger Anna Wright.
Mens det nye pensum vil indgå i skoler over hele Rusland, vil det også blive obligatorisk for elever på de mere end 500 ukrainske skoler, som ligger i ukrainske områder, der i dag er besat af Rusland, bemærker Amnesty International.
Både ukrainske undervisere, forældre og elever i de russiske besatte ukrainske områder er desuden i risiko for voldelige overgreb, vilkårlig frihedsberøvelse og mishandling, hvis de nægter at følge det russiske pensum, som blev introduceret i skolerne allerede i september 2022.
De russiske besættelses-myndigheder har således registreret navne og adresser på børn i skolealderen, og myndighedspersoner fra undervisningsområdet kan dukke op i ukrainske hjem og kræve, at et barn deltager i skoleundervisningen. Nægter forældrene, trues de med sanktioner.
Russiske politimyndigheder tjekker også rutinemæssigt private borgeres elektroniske apparater for at se, om de indeholder programmer eller indhold, der kan bruges til hjemmeskoling i ukrainsk pensum. Hvis myndighederne finder den slags, risikerer ukrainerne anholdelse og mishandling, advarer Amnesty International.