For 10 år siden søgte formanden for Støttekomiteen for Tibet, Anders Højmark Andersen, tilladelse til de demonstrationer imod Kinas menneskerettighedskrænkelser i Tibet, der i dag er kendt som startskuddet til den danske Tibetsag. Her fortæller han om sit årelange arbejde for at få afdækket, hvordan danske myndigheder brød de grundlæggende frihedsrettigheder, da fredelige demonstranter blev forhindret i at protestere under besøget af den kinesiske præsident.
Fortalt til Bjarke Windahl Pedersen
Artiklen er bragt i medlemsbladet Amnesty #2 2022
I 2012 blev det annonceret, at Hu Jintao ville besøge Danmark i juni. Hvad gjorde I fra Støttekomiteen for Tibet forud for besøget, og hvad oplevede I under besøget?
Statsbesøget af Hu Jintao den 14.-16. juni 2012 blev offentliggjort den 5. juni. I Tibetorganisationerne i Danmark gik vi straks sammen om at arrangere en fælles demonstration imod Kinas besættelse og de resulterende menneskerettighedskrænkelser i Tibet.
Da Københavns Politi henviste demonstrationen til Højbro Plads, hvor vi kun ville være delvist synlige for præsidenten, blev vi enige om i stedet at lægge hovedvægten på en række nålestiksaktioner. De bestod i at lave kridttegninger på gader og fortove, vise tibetanske flag frem langs præsidentens rute og sende flag op i heliumballoner.
Vores erfaringer fra tidligere kinesiske besøg fortalte os, at politiet nok ville forsøge at gribe ind mod vores aktioner. Det skete da også i 14 ud af 15 tilfælde. På Højbro Plads kørte politiet endda mandskabsvogne ind foran vores hoveddemonstration for at gøre os endnu mindre synlige, og den 16. juni tog betjente et flag fra en enlig tibetaner, der stille og fredeligt ville vise det frem på Christiansborg Slotsplads forud for Hu Jintaos møde med statsministeren.
Det lykkedes os dog at vise flag frem for præsidenten mindst to gange, inden politiet greb ind.
Hvilke udfordringer oplevede du, da du først forsøgte at gøre opmærksom på, at tibetanske flag var blevet fjernet, og demonstranter var blevet frihedsberøvet?
Indgrebene mod vores fredelige aktioner havde et omfang og en systematik, der gik videre, end vi havde oplevet tidligere. Det overraskede os dog ikke, da der var tale om det første statsbesøg fra Kina.
Vi var til gengæld helt uforberedte på, at politiet løj om det bagefter og benægtede ethvert indgreb. Vi havde ikke sørget for at filme eller tage fotos af vores aktioner, så vi stod nu uden håndgribelige beviser.
Allerede den 15. juni indsendte Landsforeningen Krim en klage over magtmisbrug til Københavns Politi. Vi allierede os derfor med Krims formand, advokat Claus Bonnez, som hjalp os med at klage til politidirektøren og Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).
Inden da havde vi indsamlet øjenvidneskildringer og de få videos og fotos, som vi kunne finde, ligesom vi informerede Folketingets Retsudvalg og pressen.
Alle vores klager blev imidlertid afvist blankt og uden at blive undersøgt. DUP henviste til politiets forklaringer, som, ved vi nu, var usande. Politiet havde kun registreret et enkelt tilfælde, hvor en aktivist blev forhindret i at demonstrere, men betjenten beskyldte uretmæssigt aktivisten for narkobesiddelse for at muliggøre en ransagning. Derudover var politiet ifølge egne udsagn ude af stand til at identificere de betjente, som havde været i kontakt med os.
Vores manglende fysiske beviser betød, at vi var nødt til at begrænse vores efterfølgende retssag mod politiet til spørgsmålet om uretmæssig frihedsberøvelse, da bevisbyrden i dette tilfælde påhviler politiet. Det var først efter afgørelsen af denne retssag den 18. februar 2014, at en DR-journalist fandt en video frem, som dokumenterede en enkelt fratagelse af et tibetansk flag.
Som forberedelse til vores ankesager gav landsretten os i foråret 2015 medhold i, at politiet skulle fremlægge lydoptagelser af deres interne radiokommunikation under statsbesøget. Da vi modtog dem i juni 2015, fremgik det tydeligt, at politiet gav ordrer om at tage tibetanske flag fra demonstranter.
Som Tibetaktivist er det vigtigste for mig ikke retssikkerheden for os selv.
Anders Højmark Andersen
I dommen fra Østre Landsret den 22. september 2015 anførte dommeren derfor, at beviserne pegede på systematiske indgreb mod os. En uge senere lykkedes det så endelig politiet at finde en såkaldt operationsbefaling frem, som dokumenterede, at deres ulovlige indgreb mod os var sket ud fra en skriftlig ordre.
Københavns Politi havde med andre ord i mere end tre år holdt både indgrebene og deres skriftlige ordrer hemmelige for både DUP, retten, Folketinget og offentligheden.
I 2015 meldte daværende Justitsminister Søren Pind ud, at Folketinget var blevet givet forkerte oplysninger om forløbet, og at der var rejst begrundet tvivl om, hvorvidt myndighederne havde “værnet om grundlæggende demokratiske frihedsrettigheder”. Hvad tænkte du på det tidspunkt, og da kommissionen blev nedsat?
Da Tibetkommissionen blev nedsat den 23. december 2015, anså vi den for den bedste måde at afdække Tibetsagen på, da kommissionsundersøgelser jo er det tungeste redskab, der findes til den slags.
Hele sagen havde afsløret nogle meget betydelige brister i retssikkerheden, i myndighedernes troværdighed og i måden, hvorpå Folketingsspørgsmål besvares. Vi håbede desuden, at undersøgelsen ville føre til ændringer i den måde, klagesystemet fungerer på. Endelig regnede vi med, at det ville blive belyst, hvilken rolle Udenrigsministeriet havde spillet, og at der herigennem i sidste ende var en mulighed for at ændre på Danmarks politik overfor Kina, som vi i mange år havde argumenteret for var alt for eftergivende og dermed kontraproduktiv.
Men det viste sig, at kommissionen kun i meget lille omfang havde været i stand til at drage nogen konklusioner i den retning, bl.a. fordi undersøgelseskommissionsloven på flere måder begrænser kommissioners evne til at konkludere på grundlag af vidneudsagn.
Den første kommission placerede i 2017 ansvaret hos to mellemledere i Politiet. Hvad tænkte du om den konklusion?
I Støttekomiteen for Tibet modtog vi Tibetkommissionens konklusioner med blandede følelser.
Det var på den ene side positivt, at kommissionen så tydeligt gav os ret i, at politiet havde handlet “klart ulovligt” og tilmed havde dækket over det, blandt andet ved at misinformere Folketinget.
På den anden side kunne ingen drages retligt til ansvar på grund af forældelsesfristen. De to mellemledere i Københavns Politi, som kommissionen udpegede som hovedansvarlige, er kun blevet tiltalt for at have afgivet falsk vidneforklaring i byretten. Desuden betød undersøgelseskommissionsloven, at kommissionen var underlagt en række begrænsninger, der gjorde, at den ikke i tilstrækkelig grad kunne belyse Udenrigsministeriets og PET’s roller.
Dermed kunne kommissionen aldrig forklare, hvordan de to mellemledere var endt med at bryde loven.
Den første Tibet-kommissions konklusioner kom ikke til at stå længe. Kort efter blev det afdækket, at grundlaget for konklusionerne var særdeles mangelfuldt, blandt andet fordi Udenrigsministeriet ikke havde udleveret relevante mailkorrespondancer til kommissionen. Det kom også frem, at politiet igennem adskillige år havde håndhævet en praksis med at skærme kinesiske gæster fra protester og lignende. Kommissionen blev genåbnet og dens undersøgelsessigte blev udvidet under justitsminister Søren Pape i 2018. Hvad var din reaktion på genåbningen og udvidelsen af undersøgelsen?
Når Tibetkommissionen blev gennedsat den 4. juli 2018, skyldtes det især en indsats fra journalister på DR, Berlingske, Politiken og Radio24syv, der bl.a. arbejdede videre med Støttekomiteens oplysninger om tidligere forsøg på at skærme kinesiske gæster fra demonstrationer. Det blev afgørende, at DR’s Jesper Tynell kunne afsløre, at der fandtes backupsystemer i Udenrigsministeriet og hos Rigspolitiet, som Tibetkommissionen aldrig havde fået kendskab til.
Derfor hilste vi det meget velkomment, at den nye kommission, TK2, fik et betydeligt udvidet mandat og øgede ressourcer. Vi var dog ærgerlige over, at det ikke blev en del af det nye kommissorium at undersøge, hvorfor TK1 ikke havde fået udleveret alle relevante dokumenter fra Udenrigsministeriet eller PET.
Tidligere i år kom den opfølgende Tibetkommission så med sin endelige konklusion, hvori ansvaret for skandalen i højere grad placeres hos Udenrigsministeriet og PET. Du har fulgt næsten alle afhøringer i kommissionen igennem alle årene.Hvad mener du bør være den vigtigste lære for os i Danmark af Tibetskandalen?
Som Tibetaktivist er det vigtigste for mig ikke retssikkerheden for os selv. Vi er jo trods alt privilegerede ved at leve i et demokrati, der har en evne til at indrømme, tage ved lære af og rette de fejl, som vores system begår.
Min bekymring går især på, at Udenrigsministeriet og de politiske partier, der traditionelt bærer regeringsmagten og formulerer vores politik over for Kina og Tibet, i årevis har fulgt en alt for ukritisk og inkonsekvent linje, der reelt undergraver Danmarks erklærede politik om at arbejde for menneskerettighederne.
Det har vi gjort ved selv at bryde konventionerne og dermed demonstrere over for Kina, at vi i praksis ikke mener det, vi siger. Det går i sidste ende ud over det tibetanske folk og alle andre, hvis menneskerettigheder undertrykkes af det kinesiske styre.
Men arbejdet med at følge op på TK2’s konklusioner er kun lige begyndt. Vi skal sikre os, at der sker reelle ændringer i praksis i Udenrigsministeriet, PET og hos politiet, og at embedsmænd overholder loven og lever op til deres sandhedsforpligtelse, før de adlyder ønsker om det modsatte fra ministre og dermed sætter økonomiske og andre interesser højere end de principper, der ligger til grund for vores verdensorden, og som i sidste ende er så afgørende for, at vi fortsat kan leve i en fri verden.