”Det er jo en offentlig gabestok, og jeg ved godt, hvad Hr. og Fru Jensen, der kører forbi, tænker”

James Thomas har valgt at dele, hvordan han ofte stoppes ubegrundet af politiet. Han håber, at han på den måde kan sætte fokus på den forskelsbehandling som han og andre med minoritetsetnisk baggrund oplever, selvom de er født og opvokset i Danmark.

James Thomas er 43 år og iværksætter. Næsten dagligt bliver han umotiveret stoppet af politiet, oplevelser han de seneste år har delt med sine følgere på de sociale medier. Han mener, der er et problem med ubevidst etnisk profilering i politiet, som de danske myndigheder bør tage langt mere alvorligt.

Hvad er dine erfaringer med at blive stoppet af politiet?

De seneste mange, mange år er jeg gentagende gange blevet stoppet af politiet, når jeg færdes i det offentlige rum, særligt når jeg kører bil. På en god dag bliver jeg kun bedt om at vise kørekort, på en dårlig dag bliver jeg sigtet for at have ulovlige stoffer eller våben, jeg bliver kropsvisiteret, og min bil gennemrodes. Når de så ikke finder noget, bliver sigtelsen frafaldet. Min rekord er syv gange på en dag. Jeg hader bestemt ikke politiet, og jeg tror ikke, at de alle er racister eller lærer etnisk profilering på politiskolen. Men jeg tror, at etnisk profilering sker ubevidst; nogle gange kaldes det måske ”mavefornemmelse” eller ”politinæse”, og det er farligt.

SKRIV UNDER

 Kræv, at justitsministeren indfører et forbud mod diskrimination i politiloven

SKrIV UNDER

For nogle år siden begyndte du at dele de mange oplevelser med at blive stoppet på dine sociale medier. Hvad ville du opnå?

Jeg gjorde det egentlig ikke for at ændre problemet, men for helt personligt og egoistisk at få noget medfølelse fra mine venner og bekendte. Man føler sig enormt alene og udsat, når man står der i myldretiden med den ene hånd på kølerhjelmen og bliver ”klappet af”, som det hedder på politisprog. Det er jo en offentlig gabestok, og jeg ved godt at hr og fru Jensen kører forbi og tænker ”hold da op, se den to meter høje fyr med stort skæg, godt de fik fat i ham”. Det er jo sådan, folk tænker. Med tiden begyndte det at tage fart, og jeg begyndte at se det som noget strukturelt, der var galt. Som et samfundsproblem, der skal stoppes. Mine videoer har mellem 200-600.000 visninger, så jeg ved, at de kan være med til at sætte fokus på problemet.

Hvilke reaktioner får du, når du deler dine oplevelser?

90 procent af reaktionerne er positive. Folk, der siger tak for at sætte fokus på problemet, særligt mange af dem, jeg kalder de brune, der også sender mig deres egne grimme beskrivelser af at blive stoppet. Folk, der har oplevet endnu værre ting end mig. Flere fortæller mig, hvordan de er blevet bedt om at trække ned i boxershortsene og blevet lyst op i numsen med en lommelygte. Det værste, jeg selv har været udsat for, var, da jeg ved den danske grænse efter at have vist pas, kørekort og bilens registreringsnummer blev bedt om at sige ”rød grød med fløde” 100 gange for at komme ind i Danmark.

Jeg synes ikke, det er sjovt, det der sker, men jeg har nok brugt humoren som skjold. Jeg har også postet søde eller sjove videoer, hvor politifolk har sagt ”sikke en fed bil”, eller hvor de har spurgt, om de ikke har set mig før, og jeg så har fortalt, at jeg har deltaget i et TV-program om at blive stoppet af politiet.

Hvad skal der til for at løse problemet?

Jeg tror ikke, at jeg har det rigtigt gode svar eller den gode løsning til at komme etnisk profilering til livs.

Men før vi kan løse et problem, må vi indse, at vi har et problem. Etnisk profilering er ulovligt, så det er nødvendigt, at den dømmende og udøvende magt også tager det alvorligt. Jeg er glad for Institut for Menneskerettigheders nye undersøgelse, så vi er fri for at diskutere fakta, men kan komme frem til at diskutere selve problemet. Etnisk profilering er noget, man lærer, det er ikke medfødt. Hvis du placerer et brunt og et hvidt barn i en kravlegård, skal de nok finde ud af det. Det her er noget, vi lærer hinanden. Og vi må finde ud af, hvordan vi bryder den onde spiral.

Hvad er etnisk profilering?

Etnisk profilering er, når politiet bruger race, hudfarve, sprog, religion, nationalitet eller etnisk oprindelse som grundlag for kontrol-, overvågnings- eller efterforskningsaktiviteter, uden nogen objektiv eller rimelig begrundelse.

Etnisk profilering bryder med grundlæggende menneskeretlige normer om, at et menneske skal behandles som et individ fremfor som et medlem af en gruppe.

Læs Institut for Menneskerettigheders undersøgelse af etnisk profilering i dansk politi