”Det gør mig sorgfuld, at det altid er os selv, der skal være vrede”

Digteren Caspar Eric er født med en spastisk lammelse og er både blevet chikaneret og overfaldet på grund af sit handicap. Han mener, at vi skal droppe berøringsangsten og blande os, hvis vi er vidner til hadtale. Men der skal også strukturelle ændringer til for at komme diskriminationen til livs, mener han.

Hvorfor mener du, at det er vigtigt at sætte fokus på hadtale?

Det er det, fordi hadtale har rigtige konsekvenser for rigtige menneskers liv – og ofte har det konsekvenser for nogle mennesker, som vi anser som mindre værd i samfundet. Og den samtale har vi brug for at have. Men det er også som om, at folk tror, vi behandler vores minoriteter bedre, end vi gør i Danmark.

Når man selv er en del af en minoritet, så er det noget af det, der gør ondt. Det at gå og bevidne, at resten af samfundet faktisk tror, at vi gør meget på for eksempel handicapområdet, når det modsatte er tilfældet. Det er det, der skaber meget ensomhed og utryghed inde i en – og frustration og afmagt.

Men jeg tror på, at det gør en forskel at sige noget om det. At dele de her erfaringer, men også fordi jeg fandme håber, at vi kan råbe nogen op. Så jeg deler gerne mine smertehistorier, hvis jeg tror på, at det kan lave sociale forandringer.

Hvilke oplevelser har du selv haft med hadtale?

Det var mest, da jeg var ung og gik i byen. Så var der folk, der gik bag mig og imiterede min gang, råbte ting af mig, lavede jokes og pegede på mig. Jeg er også blevet spyttet på. Og når det er sket, er det selvfølgelig fordi, folk godt kan se, at jeg har en krop, der ikke bare kan slå tilbage. Og guderne skal vide, at jeg identificerer mig med mit handicap, men jeg går faktisk ikke så slemt. Jeg er ligesom i den gode del af matrixen, så jeg tør ikke engang tænke på, hvad mine venner, der har det lidt hårdere og er lidt mere gangbesværede, bliver udsat for.

Jeg er også blevet smidt op i et pissoir, da jeg gik i femte klasse, og det har jeg så senere skrevet om i et digt. Og når jeg tænker over det, så er der faktisk rigtig mange oplevelser. Jeg har bare lært at sige til mig selv, at de ikke har noget med mit handicap at gøre.

Hvad gør det ved dig, når du oplever hadtale – enten rettet mod dig selv eller andre mennesker med et handicap?

Det gør mig ked af det. Ikke fordi det er personligt traumatiserende, men fordi vi lever i et samfund, hvor det er okay at gøre, og hvor der ikke bliver gjort noget for at lave det om. At folk ikke tænker, at det er et fælles ansvar. Det gør mig sorgfuld, at det altid er os selv, der skal være vrede. At det altid er den krop, der bliver ramt, der skal være vred – og ikke folk omkring os. Det er trods alt 27 procent i Danmark, der lever med et handicap eller er pårørende til et menneske med handicap. Og hvis du tager den et led længere ud, så er det halvdelen af befolkningen.

Hvorfor tror du, at vi oplever så meget had både online og i virkeligheden?

Jeg er vokset op med en fortælling om, at folk, der siger noget grimt, selv har det dårligt. Det, tror jeg, er en stor del af forklaringen. Vi lever i et samfund, hvor flere grupper føler sig pressede, og derfor er der en større tendens til at sparke nedad. Men at det også går ud over mennesker med handicap, har noget at gøre med, at man anser os som mindre værd. At vi ikke er mennesker på lige fod med alle andre.

At det er sådan, ser jeg som et resultat af mange års systematisk diskrimination på arbejdsmarkedet og en gøgeungeretorik fra politisk side, der gør, at vi på en eller anden måde bliver set som snyltere på samfundet. At vi tager en stor luns af de offentlige udgifter, hvilket ikke er rigtigt. Virkeligheden er, at handicapområdet i Danmark i mange år ikke har været økonomisk dækket i forhold til de ydelser, vi har krav på ved lov. Og derfor kommer vi til at se ud som nogen, der kræver meget, fordi vi bliver nødt til at klage for at få det, vi egentlig har ret til.

Hvordan er man en god allieret, hvis man er vidne til hadtale?

Jeg var selv ude for en ubehagelig episode for et halvt år siden, hvor mine venner straks kom hen og sagde ”Hey, hvad fuck sker der her?”. Og det var virkelig en rar oplevelse. Det handler om at sige noget og ikke være berøringsangst. Og det gælder også, hvis man ikke kender den, det går ud over. Problemet er jo, at det ofte er nogle store brød, der gør det, og at folk måske tænker, at de vil blive mødt med vold, og at det måske kan være med til at eskalere situationen, hvis de blander sig. Men så kan man henvende sig til personen bagefter og sige ”Jeg så godt, hvad der skete, og det er ikke okay”. Det gad jeg godt, var sket for mig, da jeg var yngre.

Hvis man ikke selv har været udsat for de her ting, forestiller man sig sikkert, at man bare skal glemme det. Men problemet er jo, at man kommer til at tænke, at der er noget i vejen med en, når man bliver udsat for den her slags sprog og handlinger. Derfor har man meget brug for at høre, at det er der ikke.

Hvad mener du, at der skal til for at komme hadtale til livs?

Vi er ikke trænet til at se den diskrimination, der foregår, så ofte ser vi den ikke engang. Så det er det første arbejde. Men det er klart, at vi ikke løser problemet ved, at folk begynder at sige noget. Vi løser problemet ved at gøre noget konkret politisk. Det er fint nok at snakke om de her enkelte situationer, men vi skal jo løse, hvad de situationer er et udtryk for.

Alle forstår, at hvis man kalder nogen for rotter, så er de nemmere at slå ihjel, som man så det under Anden Verdenskrig. Det står i alle historiebøger. Men når handicappede i Danmark pakkes ind i sproglige fiktioner, der får os til at fremstå som en byrde i samfundet, så kan vi ikke finde ud af at lave samme analyse. Det nytter ikke noget bare at sige tingene højt længere for at gøre folk vrede. Det er fint nok med de personlige ting, men hvornår kommer de politiske indgreb? Politikerne ved godt, at de her ting foregår. Det er dem, der bestiller analyserne og rapporterne. Men de gør ikke noget.