Amnesty International vurderer, at op mod én million mennesker bliver holdt fanget i genopdragelseslejre i det nordvestlige Kina. Ifølge styret sker det for at undgå ekstremisme og terrorisme og for at opnå ”etnisk helhed”. Reelt kan en smule kontakt til familien uden for Kina sende indbyggerne i lejre med hjernevask og tortur.
Kairat Samarkan er fra regionen Xinjiang i det nordvestlige Kina. I oktober 2017 vendte han hjem efter et familiebesøg i nabolandet Kasakhstan. Og så blev han arresteret.
Til Amnesty fortæller Kairat Samarkan, hvordan han med lænker om arme og ben fik en hætte over hovedet og blev tvunget til at stå helt stille i 12 timer.
Der var op mod 6.000 andre fanger i lejren, hvor alle skulle synge politiske slagsange og læse tekster med taler fra Kinas kommunistiske parti. Fangerne måtte ikke tale sammen, og inden hvert måltid skulle de messe navnet på Kinas øverste leder – ”Længe leve Xi Jinping, længe leve Xi Jinping”.
Kairat fortæller til Amnesty, at forholdene i lejren bragte ham til randen af selvmord, inden han blev løsladt.
Masseinterneringer og overvågning
Skæbnen for op mod én million indbyggere i regionen Xinjiang er nu ukendt, og familierne til langt de fleste internerede får ingen information overhovedet om deres pårørende. Det konkluderer Amnesty international i rapporten ”China – Where Are They?”
Kina har i de seneste år intensiveret sine krænkelser overfor Xinjiang-regionens befolkning, som hovedsageligt består af muslimer. De største etniske minoritetsgrupper er uighurerne og mennesker med familie i Kasakhstan.
Kinas øverste ledelse ønsker officielt at slå ned på ekstremisme for at forebygge for eksempel terrorisme, og den tilstræber at opnå ”etnisk helhed”. Krænkelserne tog fart, da de særdeles restriktive og diskriminerende ”forordninger mod de-ekstremering” blev indført i marts 2017.
Indbyggerne risikerer internering ved alene at vise deres religiøse eller kulturelle tilhørsforhold. Det kan ske ved at bære et ”unormalt” skæg, slør eller tørklæde, ved at bede en bøn eller faste eller alene ved at afvise tilbud om alkohol. Det er ligeledes farligt at være i besiddelse af bøger eller artikler om islam eller uighurernes kultur.
I det nordvestligste Kina ligger regionen Xinjiang, som er tre gange større end Frankrig og har 22 millioner indbyggere.Landskabet består i nord af tørre stepper og mod syd af ørken.
Regionen er rig på kul, olie og naturgas og er derfor en vigtig brik i Kinas overordnede økonomiske og politiske strategi.
Men i de senere år er de etniske spændinger blevet større og har ført til sporadiske voldshandlinger og stigende undertrykkelse fra myndighederne.
Kinas øverste ledere anser nu stabilitet i Xinjiang for vital for gennemførelsen af deres gigantiske planer med udvikling af en infrastruktur, der skal forbinde det store land med Centralasien og resten af verden.
Indbyggerne i regionen risikerer også myndighedernes mistanke, hvis de tager på udlandsrejse til for eksempel Kasakhstan for at besøge familie eller venner, mens de allestedsværende checkpoints nu er en rutinemæssig del af dagligdagen, og som af myndighederne bliver brugt til at undersøge indholdet af folks mobiltelefoner for mistænkeligt indhold. De samme checkpoint er spækket med elektronisk udstyr, der kan genkende ansigter og dermed folks identitet.
Farlig brug af apps
Personer kan komme under mistanke ved myndighedernes rutinemæssige overvågning af meddelelser sendt på sociale medier som WeChat, der ikke bruger end-to-end kryptering. Brug af alternative apps med kryptering, som WhatsApp, kan også føre til internering.
Syrlas Kalimkhan har til Amnesty sagt, at han installerede WhatsApp på sin fars telefon og afprøvede det ved at skrive, “Hej, far.” Senere udspurgte politiet faderen Kalimkhan Aitkali på 53 år, hvorfor han havde WhatsApp på sin telefon. Han blev senere interneret i en genopdragelseslejr.
Myndighederne beskriver lejrene som ”centre-for-forvandling-gennem-uddannelse”, men de fleste indbyggere kalder dem blot genopdragelseslejre.
De, der sendes til lejrene, har hverken været for en dommer eller har haft adgang til juridisk bistand, og de har derfor ikke haft mulighed for at udfordre myndighedernes anklager. Fangerne kan uden kontakt til omverden risikere at være interneret i månedsvis, da det er myndighederne, der afgør, hvornår en person er ”forvandlet”.
De såkaldte genopdragelseslejre er steder, hvor der bliver udført hjernevask, tortur og afstraffelse, der vækker minder om den mørkeste tid under Mao-æraen, da enhver, der var under mistanke for ikke at være loyal nok over for staten og Kinas kommunistiske parti, kunne ende i Kinas berygtede arbejdslejre. Mennesker, der primært tilhører de muslimske mindretal, lever i konstant frygt for, at de selv eller deres familie bliver interneret.
Nicholas Bequelin, Amnestys direktør i Østasien
Lejrenes fangevogtere står klar med en lang række straffe til dem, der modstår indoktrineringen og ikke udviser tilstrækkelige fremskridt. De strækker sig fra verbale overfald, fratagelse af de daglige måltider og isolation til under tvang at stille sig i ekstremt stressende positioner. Der er rapporteret om dødsfald i lejrene – herunder selvmord blandt dem, der ikke kan udholde mishandlingen.
Et globalt problem
Mange familiemedlemmer og venner i udlandet rapporterer, at situationen får dem til at føle sig ansvarlige og “skyldige” for deres familiemedlemmers skæbne, fordi det tilsyneladende er netop disse udenlandske forbindelser, der i mange tilfælde retter myndighedernes søgelys mod deres kære i Xinjiang.
Myndighederne beskylder dem for at have bånd til udenlandske grupper, der promoverer ekstremistiske religiøse synspunkter eller planlægger terroraktioner. Det virkelige formål synes ifølge Amnesty imidlertid at være at afskære kontakten til omverdenen, så myndighederne i hemmelighed kan holde sit jerngreb om regionens etniske minoriteter.
Sådan blev rapporten til
Det har altid været exceptionelt vanskeligt at efterforske krænkelser af menneskerettighederne i Xinjiang-regionen. Diplomater og FN kan typisk kun besøge regionen under nøje kontrol fra og følgeskab af de lokale myndigheder. Udenlandske journalister bliver rutinemæssigt skygget og chikaneret af sikkerhedstjenesten, og nogle er blevet udvist eller nægtet arbejdsvisum til regionen.
På grund af frygt for repressalier afviser den lokale befolkning ofte at dele viden med udefrakommende.
Under sådanne forholde er det særdeles vanskeligt at indsamle præcis viden om de nuværende menneskeretlige forhold.
Amnesty International har nøje fulgt rapporteringen fra medier og andre NGO’er om situationen i Xinjiang. Mange af beretningerne og beskrivelserne i rapporten ”China – Where Are They?” er ikke blevet verificeret af Amnesty selv inde i Xinjiang-regionen.
Amnesty begyndte arbejdet med rapporten med at interviewe otte personer, som selv havde henvendt sig til organisation for at få hjælp til at finde deres familiemedlemmer.
I løbet af et fire dage langt besøg i Kasakhstan indsamlede Amnesty vidneudsagn fra flere end 100 etniske kasakhstanere, som oprindeligt hørte hjemme i Xinjiang. På basis af disse interviews og rapportering fra andre organisationer er Amnesty tilstrækkeligt overbeviste om, at systemet af genopdragelseslejre eksisterer i Xinjiang , og at der er brug for yderligere undersøgelser.
De fleste af de interviews, som rapporten blandt andet bygger på, blev tilrettelagt af Serikzhan Bilash og Kydyrali Orazuly. De har grundlagt organisationen Atajurt, som hjælper i sager, hvor kinesisk fødte kasakhstanere har familiemedlemmer, der enten er blevet interneret i opdragelseslejre eller har fået deres pas konfiskeret af de kinesiske myndigheder.