En streg i tjæresandet

Af Kristian Lauritzen

Foto: David Leth Williams

Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #1 2018

Alberta, Canada: Røgen fra oliefabrikkerne på motorvejen til Fort McKay er så massiv, at det er umuligt at se, hvornår himlens egne skyer begynder. En kraftig lugt af ammoniak trænger gennem bilruderne. Nogle minutters kørsel senere ved centrum af reservatet hænger et skilt med et telefonnummer, beboerne kan ringe på, hvis de oplever en grim lugt i luften fra den omringende olieindustri.

“Det er en hotline for at berolige os. Men der kommer aldrig noget ud af at ringe og klage”, fortæller 53-årige Jean L’Hommecourt fra sit hjem i Fort McKay. På væggene i huset hænger drømmefangere, billeder af indfødte med fjerprydninger om hovedet og trommer af rensdyrsskind.

“Men jeg har kun den hvide mands mad i køleskabet”, siger Jean L’Hommecourt og griner, da hun spørger, om hun kan byde på noget. Hun åbner køleskabet og peger på nogle pølser, kylling og et enkelt stykke elgkød.

“Hvornår skød vi sidst en elg?” spørger hendes mand Gabe inde fra stuen.

“Forrige sommer. Det er alt for lang tid siden”, siger Jean L’Hommecourt.

Når familien går på jagt, tager de til søen Moose Lake, hvor de også samler bær og urter, som de bruger til medicin. Men Moose Lake ligger flere hundrede kilometer fra reservatet. Langs Fort McKay løber ellers floden Athabasca River, men i dag vil ingen drikke vandet eller fange fisk derfra på grund af forurening, fortæller Jean L’Hommecourt.

“Vi bor midt i et enormt ressourcerigt område, men det olieindustrien gør ved naturen, er syndigt”, siger hun, da vi sætter os i husets udestue.

Uden for huset pisker sneen på vinduerne, og røgen fra en knitrende brændeovn stiger op gennem skorstenen i den minus 20 grader kolde luft. Der er is på floden, og det eneste liv, der er mellem husene på stierne i byen med cirka 600 indbyggere, er en flok vilde hunde.

I døgndrift bearbejder fabrikken Syncrude tjæresand, før det sendes videre til et olieraffinaderi. Fabrikken er blandt områdets største og forsynes fra minen Mildred Lake, som åbnede i 1978 og siden er blevet udvidet flere gange.

Miljøorganisationen Greenpeace har i flere år kritiseret oliefirmaerne og Canadas regering for at tryne de indfødtes rettigheder. Samme holdning har Amnesty, der kritiserer myndighederne for ikke i tilstrækkelig grad at have inddraget de indfødte, når minedriften er blevet udvidet. I 2012 trådte en plan fra den lokale regering i Alberta i kraft, der skulle afbalancere hensynet til de indfødte. Nogle år senere konkluderede en lækket rapport fra regeringen, at de indfødtes rettigheder, jord og helbred var blevet krænket, og at hensynet til de indfødtes traditionelle landbrug i flere tilfælde ikke var blevet tilgodeset.

Oliefirmaernes enorme bassiner med kemikalier har desuden været utætte i årevis og er sivet ud i Athabasca-floden. Forskere har peget på en sammenhæng mellem forurening fra olien og et voldsomt antal af sjældne kræftsygdomme blandt beboere, der bor og går på jagt i reservatet Fort Chipewyan.

En splittet by

“Vores rettigheder er blevet trampet på i mange år. Hvis ikke vi bliver bedre til at udfordre oliefirmaerne, bliver de rettigheder heller ikke tilgodeset i fremtiden. Vi er nødt til at kæmpe for at få regeringen til at ændre sin lempelige politik over for industrien”, siger Jean L’Hommecourt.

Hun arbejder som jordbrugsforsker og miljøkoordinator i Fort McKay og deltager i høringer i forbindelse med nye olieprojekter for at protestere imod konsekvenserne for den berørte jord og natur. Jean L’Hommecourt er netop kommet hjem fra en konference i byen Edmonton om klimaforandringer set fra indfødtes perspektiv, og hun sidder i bestyrelsen hos Keepers of Athabasca – en organisation for indfødte, der kæmper for at beskytte vandet, jorden og luften i området.

 “Jeg gør opmærksom på, hvordan vi bliver koloniseret, og hvorfor vi forlanger at få indflydelse på, hvad der foregår heroppe”, siger hun.

Robert Grandjambe er en af de sidste, der stadig fisker på traditionel vis med net under isen på floden i Fort Chipewyan. De fleste fisk bliver brugt til foder til hans slædehunde. Han har gennem tiden fanget flere deforme fisk, og det kan godt gøre ham lidt nervøs. Men hvis han fanger en flot fisk, spiser han og hans kone, Barbara, den gerne.

Bystyret og høvdingen i Fort McKay har i årevis indgået forretningsaftaler med oliefirmaerne, og mange af byens indbyggere arbejder på oliefabrikkerne. Reservatet er i dag blandt de mest velstående i Canada, og blandt industriens støtter i byen er synspunktet, at det er urealistisk at vende tilbage til en traditionel livsstil i pagt med naturen i en moderne verden. Men for Jean L’Hommecourt har de indfødte betalt en for høj pris, og hun har fået nok af konstant at skulle tilpasse sig, fortæller hun.

“Penge er blevet den store motor heroppe. Men for de indfødte var penge ikke det væsentlige tidligere. Der er sket så store forandringer i området, at vi ikke kan leve udelukkende af, hvad vi selv dyrker og fanger, men vores kroppe har brug for de afgrøder, vi kan hente i naturen. Det er vores kultur”, siger Jean L’Hommecourt, som voksede op
med forældre, der gik på jagt og lærte hende vigtigheden af at respektere naturen, aldrig være grådig og huske at bruge alt fra de dyr, man fanger, når man går på jagt.

Celina Harpe (76) har boet hele sit liv i Fort McKay og været vidne til forandringerne i området. “Her er ingen bær tilbage. Jeg har ikke set en kanin, en frø eller en ugle heromkring i årevis. Men er stadig ræve”, siger hun.

Indianerkostskolen

Jean L’Hommecourts første minde om olieindustrien er fra, da hun var fire-fem år gammel. Hun sejlede med sine forældre ned ad Athabasca-floden i sin fars jolle, da hun så flammer og røg fra oliefabrikken Suncor.

“Mine øjne begyndte at svie, og min hals brændte. Jeg blev bange og spurgte mine forældre, hvad der foregik. Det glemmer jeg aldrig. Senere blev jeg hjemme hos min tante, når mine forældre skulle sejle ned ad floden.”

Et år senere blev Jean L’Hommecourt tvangsfjernet og sendt på en såkaldt indianerkostskole i seks år. Det samme gjorde tusindvis af andre børn fra slutningen af 1800-tallet som et led i statens projekt med at tilpasse de indfødte en europæisk kristen kultur.

“Jeg kunne ikke ét ord engelsk. Hver gang jeg talte vores eget sprog, Dené, fik jeg et slag over fingrene med en gummihammer“, fortæller hun.

Som voksen kæmpede Jean L’Hommecourt i flere år med alkoholmisbrug, indtil hun en dag besluttede, at hun ikke vil være “endnu én til statistikken” af indfødte med misbrugsproblemer.

Hun flyttede til Fort McKay, hvor hendes mor boede, og endte i sit nuværende job ved at bruge sin viden om naturen og de indfødtes traditioner, når hun råbte op til møder i byen, fortæller hun.

“Jeg vil efterlade en arv til mine børn. Derfor kæmper jeg i dag for vores traditioner. Hvis ikke du er forbundet til din kultur og historie, bliver det nemmere at gå ned ad stien med misbrug, fordi du ikke har et bedre alternativ.”

I forgrunden ligger minen, hvor de store mængder tjæresand bliver udgravet. I baggrunden ses røgen fra skorstenene på fabrikken Syncrude.