Et år efter USA’s højesteret fjernede retten til abort, lever hver tredje amerikanske kvinde og pige i den reproduktive alder i delstater, hvor adgangen til abort er fuldstændigt eller nær ved totalt fraværende.
Den amerikanske højesterets omgørelse af dommen i sagen Roe vs. Wade for et år siden har haft tydelige konsekvenser for millioner af kvinder og piger, som med afgørelsen fik frataget deres rettigheder.
Sådan lyder vurderingen fra Amnesty International, der på årsdagen for Højesterets afgørelse gør status.
”Et kludetæppe af ødelæggende love dækker nu landet. Hver tredje kvinde og pige i den reproduktive alder lever i en delstat, hvor adgangen til abort er stærkt begrænset eller helt fraværende. I store områder er retten til sundhed fraværende, og det tvinger mennesker til at rejse tusindvis af kilometer for at søge abort. Et klima af frygt er blevet skabt for at begrænse kvinder, piger og andre, der kan blive gravide, fra at finde legal hjælp til abort”, siger Tarah Demant, programchef i Amnesty International USA.
Læs også: Fem ting du skal vide om abort i USA
”I de stater, hvor adgangen til abort er væk, er virkeligheden grum for kvinder, piger og mennesker, der kan blive gravide. Disse stater har ofte også den ringeste hjælp til mødre, højere dødelighed for gravide og en større grad af børne-fattigdom. Og anti-abort-grupper forsøger fortsat at styrke kriminaliseringen af abort gennem yderligere forbud, dusører til de, som angiver mennesker, der søger abort, og ved at begrænse adgangen til abort-medicin og generel information om abort”, siger Tarah Demant.
Trods disse angreb mod retten til abort, støtter den klare majoritet af amerikanerne abort-retten, ligesom flere andre stater har styrket beskyttelsen af retten til abort, bemærker Amnesty.
Globale fremskridt
Amnesty peger også på, at flere andre lande i disse år tager skridt imod en bedre beskyttelse og udbredelse af retten til abort:
”Omgørelsen af Roe Vs. Wade for et år siden var et farligt tilbageslag, men ellers finder et stabilt globalt fremskridt for abortrettigheder sted. USA har slået følge med en meget lille gruppe af lande, som de seneste år har strammet retten til abort, herunder Polen, Nicaragua og El Salvador. Men i andre lande har afkriminalisering og legalisering af abort betydet store fremskridt, herunder i lande Irland, Mexico, Argentina og Colombia”, siger Erika Guevara-Rosas, Americas-direktør for Amnesty International.