EU-lande er medskyldige i overgreb i Libyen

EU-lande er medskyldige i overgreb i Libyen

EU-landes støtte til militser og myndigheder i Libyen fører til grove overgreb mod flygtninge og migranter i Libyen, fastslår Amnesty. Ny research afslører, at et redningsskib, som Italien har doneret til Libyen, har været impliceret i hensynsløse overgreb mod flygtninge og migranter i havsnød, hvor af de 50 druknede.

Europæiske regeringer er fuldstændig klar over, at de er medskyldige i tortur og mishandling af titusindvis af flygtninge og migranter, der tilbageholdes af Libyens immigrationsmyndigheder i detentionscentre under forfærdelige forhold. Det fastslår Amnesty International i en ny rapport, der udkommer kort tid efter CNN’s afsløringer af slavehandel i Libyen.

Systematisk mishandling

Rapporten bygger på omfattende research og interview med kilder i området. Amnesty kan på den baggrund afsløre, at europæiske regeringer aktivt støtter et sofistikeret system af mishandling og udnyttelse af flygtninge og migranter i et samarbejde mellem den libyske kystvagt, fængselsmyndigheder og smuglere med det formål at forhindre mennesker i at krydse Middelhavet.



Flygtninge er her gennet sammen på en politistation i Tripoli den 6. juni 2016, før de bliver sendt videre til et detentionscenter, hvor der hersker forfærdelige forhold. Foto: Taha Jawasi. 



”Hundredtusindvis af flygtninge og migranter, som er fanget i Libyen, er overladt til en uvis skæbne i hænderne på libyske myndigheder, militser, væbnede grupper og smuglere, der ofte arbejder sammen for at opnå en økonomisk gevinst. Titusindvis af dem tilbageholdes på ubestemt tid i overfyldte detentionscentre, hvor de er udsat for systematisk mishandling”, siger John Dalhuisen, der er leder af Amnestys europæiske kontor.

”Ikke nok med at de europæiske regeringer har været fuldt ud klar over disse overgreb – de har også gjort sig medskyldige i overgrebene ved aktivt at støtte de libyske myndigheder for at stoppe trafikken over havet og tilbageholde mennesker i Libyen”, siger John Dalhuisen.



Flygtninge er her samlet i en celle i detentionscenteret Tarik Al Sika ved Tripoli i Libyen, 22. september 2017. Foto: Taha Jawashi



Uden menneskelige hensyn

Siden slutningen af 2016 har EU-lande – særligt Italien – implementeret en stribe initiativer, der har til formål at lukke migrantruten gennem Libyen og over Middelhavet, uden hensyn til konsekvenserne for de mennesker, der er fanget indenfor Libyens lovløse grænser. Samarbejdet med Libyen har haft en trestrenget tilgang:

  • Teknisk support og assistance til Libyan Department for Combatting Illegal Migration (DCIM), som driver de detentionscentre, hvor flygtninge og migranter tilbageholdes på ubestemt tid, og hvor de rutinemæssigt bliver udsat for alvorlige menneskerettighedsovergreb så som tortur.
  • Støtte, træning, udstyr, skibe og teknisk assistance til den libyske kystvagt, som nu er i stand til at standse både med flygtninge på havet.
  • Aftaler med lokale libyske myndigheder, stammeledere og væbnede grupper om at stoppe menneskesmugling og øge grænsekontrollen i den sydlige del af landet.

Den totale mangel på lovgivning eller praktisk infrastruktur, der kan beskytte de flere hundrede tusinde flygtninge og migranter i Libyen, har resulteret i, at massetilbageholdelser på ubestemt tid er det mest anvendte mekanisme til at håndtere situationen i landet. Flygtninge og migranter, der opsnappes af Libyens kystvagt, sendes til DCIM detentionscentre, hvor de udsættes for en grusom behandling.

Tortur og slaveri

Op mod 20.000 mennesker befinder sig i øjeblikket i disse overfyldte og uhygiejniske centre. Migranter og flygtninge, som Amnesty har interviewet, beskriver den mishandling, de selv har oplevet eller været vidner til, herunder tortur, slaveri, tvangsarbejde og drab.

Dusinvis af migranter og flygtninge fortæller om den ondsindede cirkel af udnyttelse, som finder sted i samarbejde mellem myndigheder, smuglere, militser, den libyske kystvagt og væbnede grupper: Vagterne på detentionscentrene torturerer dem for at få penge, og hvis de har penge, kan de blive løsladt.

Alternativt bliver de overbragt til menneskesmuglere, som kan sikre deres udrejse fra Libyen i samarbejde med den libyske kystvagt. Aftaler, som er indgået mellem smuglerne og kystvagten, betyder, at særligt afmærkede både får lov at passere gennem libysk farvand uden at blive passet op af kystvagten. Der er også eksempler på, at den libyske kystvagt har eskorteret smuglerbåde ud til internationalt farvand.

 





19.452 tilbage til udbredt tortur

Mens det er uklart, hvor mange medlemmer af den libyske kystvagt, der samarbejder med smuglere, så er det sikkert, at kystvagten med støtte fra europæiske regeringer har været i stand til at opbringe flere skibe i 2016 og 2017, hvor skibene er blevet bragt tilbage til Libyen. I år har kystvagten standset 19.452 personer ombord på skibe og sendt dem direkte tilbage til detentionscentre, hvor tortur og mishandling er udbredt.

”En hurtig metode til at sikre flygtninge og migranters skæbne i DCIM detentionscentrene er, at Libyens myndigheder formelt anerkender UNHCR’s mandat, underskriver FN’s flygtningekonvention og indfører en reel asyllovgivning. Den automatiske tilbageholdelse af migranter må også stoppe, da det er her, de værste overgreb finder sted”, siger John Dalhuisen.



Flygtninge og migranter ankommer til et dententionscenter i Libyen. Amnesty har interviewet mennesker, som beretter om overfyldte og uhygiejniske centre, hvor vagterne torturerer folk for at få penge. Foto: Taha Jawashi.



Det italienske skib Ras Jadir

Den libyske kystvagt er berygtet for at arbejde sammen med smuglernetværk og har brugt både vold og trusler mod bådflygtninge i havsnød. Videoer, billeder og dokumenter, som Amnesty har gennemset, viser, at kystbevogtningsskibet Ras Jadir, som Italien donerede til Libyen i april 2017, blev brugt af kystvagten under en tragisk hændelse den 6. november 2017, hvor vagternes hensynsløse handlinger bidrog til, at over 50 mennesker druknede.

Den libyske kystvagt tilsidesatte således grundlæggende sikkerhedsregler, da den nærmede sig en synkende gummibåd omkring 30 sømil ud for Libyens kyst. Bevogtningsskibet satte ikke sin redningsbåd (RHIB) i vandet, hvorfor de nødstedte migranter var tvunget til at klatre op langs skibets sider.

Mange faldt i vandet og druknede. NGO-skibet Sea-Watch 3, som var i nærheden, satte sin egen RHIB i vandet i et forsøg på at redde de druknende, men videooptagelser viser, at besætningen ombord på Ras Jadir kaster genstande efter NGO-besætningen for at tvinge dem væk. Optagelser viser også, at besætningen på Ras Jadir pisker de migranter, der er klatret ombord, med et reb, mens andre springer overbord fra Ras Jadir igen for at blive samlet op af NGO-redningsbådene i stedet.

Den hensynsløse og farlige opførsel fra den libyske kystvagt er velkendt og dokumenteret tidligere, men det er så vidt vides første gang, at et skib, som er doneret af en europæisk regering, bliver grebet i at udføre så ansvarsløse handlinger.

”Ved at hjælpe de libyske myndigheder med at fange og tilbageholde mennesker uden at stille krav om, at myndighederne skal håndtere den udbredte mishandling af flygtninge og migranter, har de europæiske regeringer vist, hvad der er deres egentlige prioritet: At lukke den centrale middelhavsrute uanset de lidelser, det medfører”, siger John Dalhuisen.

”De europæiske regeringer må genoverveje deres samarbejde med Libyen og tillade folk at komme til Europa ad sikre veje samt at genbosætte titusindvis af flygtninge. De må insistere på, at de libyske myndigheder ophører med at fængsle og tilbageholde flygtninge og migranter på ubestemt tid, og at de omgående løslader alle udenlandske statsborgere i detentionscentrene. UNHCR skal have mulighed for at operere i landet uden begrænsninger af nogen art”, siger John Dalhuisen.



BAGGRUND

Skibet Ras Jadir blev doneret af Italien til Libyen ved to ceremonier – den første i Gaeta i Italien den 21. april 2017 og dernæst i Abu Sittah i Libyen den 15. maj 2017. Skibet er tydeligt afbilledet på video under ceremonierne, hvor Italiens indenrigsminister Marco Minniti er til stede.

Ved slutningen af september 2017 havde IOM identificeret 416.556 migranter i Libyen, hvor af mindst 60 procent kommer fra lande syd for Sahara, 32 procent fra nordafrikanske lande, og omkring syv procent fra Asien og Mellemøsten. Tal fra UNHCR viser, at 44.306 mennesker i Libyen var registreret som flygtninge eller asylansøgere per 1. december 2017. Det virkelige tal er utvivlsomt langt højere.