Bekaa-dalen:Tre generationer under samme teltdug. Under tæpperne i familiens eneste seng ligger Mustafa på 90 år. Her har han ligget i flere uger med en simpel forkølelse, som han ikke modtager behandling for. Hans søn Eyad på 45 år og barnebarnet Walid på fem år er ved hans side. Tæpper er lagt udover det støbte gulv og hængt op langs siderne på presennin-gerne, som udgør rummets ydre vægge. Fra loftet drypper kondensvandet. Fami-lien har de seneste to år boet i ”Zacharia”, en af Bekaa-dalens primitive lejre.
Bekaa-dalen: 90-årige Mustafa havde ligget syg i 14 dage med en simpel forkølelse, da dette foto blev taget. Han var meget svækket, og hans familie har ingen mulighed for at søge hjælp. El er meget begrænset, og vinteren er en kamp, når sne og vand trænger ind gennem de dårlige teltkonstruktioner i de knap 100 uformelle lejre i Bekaadalen, tæt ved den syriske grænse.
Bekaa-dalen: En syrisk kirkegård i den lille landsby Nebaa Faour kun fem kilometer fra den syriske grænse. De syriske flygtninge må ikke begrave deres døde på de officielle kirkegårde i Libanon. En række syriske familier har derfor bygget denne kirkegård på et lille stykke jord. Her er mere end 800 mennesker begravet – ofte i lag oven i hinanden.
Ketermaya: Omgivet af det karakteristisk sølvfarvede isoleringsfolie sidder Lamiaa (19) med sin 19 måneder gamle søn, Ali. Lamiaa og hendes mand Mahmoud (28) flygtede fra Douma, tæt ved Damaskus, efter at de begge var blevet såret af skud fra snigskytter og af bombefragmenter.
For tre år siden blev de registreret som flygtninge og har lige siden forsøgt at få den sparsomme støtte, som UNHCR kan give. Ifølge Lamiaa hævder UNHCR, at Mahmoud selv kan forsørge familien. Men Mahmoud lider af skaderne efter snigskytternes angreb, og siden har han skåret sin hånd slemt på en libanesisk byggeplads og har måttet opereres. UNHCR betalte den ene halvdel, men resten af de 22.000 kroner, som operation kostede, måtte familien låne af den libanesiske mand, som også har doneret jorden og driver flygtningelejren, hvor de bor. Mahmouds hånd fungerer stadig ikke.
”Mahmoud kan tjene 12 dollars for 12-14 timers arbejde med at slæbe cementblokke på en libanesisk byggeplads. Men han kan ikke arbejde i flere dage bagefter. Han ligger blot i sengen med smerter. Min søn lider af astma, og vi har ikke en gang råd til at købe bleer til ham”, fortæller Lamiaa.
Bekaa-dalen: Om vinteren kan temperaturen falde til minus 14 grader i Bekaa-dalen. De voksne i ”Zacharia”-lejren her får cirka 150 kroner om måneden fra FN’s flygtningekommissariat UNHCR som fødevarehjælp, men har ikke modtaget sundhedsydelser i en måned. Ifølge UNHCR bor der 357.303 personer i Bekaa-dalen.
Ketermaya: Mustafa taler med lav stemme. Han er syg med hjerteproblemer og får ingen behandling. I fire år har han med sin kone Amina og deres seks børn sovet på gulvet i en flygtningelejr i den lille by. Døtrene Farida (17) og Shaimaa (11) er begge udviklingshæmmede. Siden flugten fra en forstad til Aleppo har de ikke fået deres medicin, derfor forværres deres tilstand. Familiens eneste indkomst er de 13 dollars, de modtager fra UNHCR for hvert af deres børn.
To af familiens drenge får om aftenen undervisning på den lokale libanesiske skole. Her går de libanesiske børn om dagen, de syriske om aftenen. På Aminas arm sidder deres mindste søn, Hosam. Siden de kom til Libanon, har familien forsøgt at få medicin til Mustafa gennem UNHCR. I fire år har de fået den samme meddelelse. Man forsøger at hjælpe. Man er ved at se på sagen.
Beirut: Drenge leger i den palæstinensiske flygtningelejr Shatila. Himlen er tildækket af ledninger mellem de forskellige boligblokke, bygningerne er ned-slidte. Ifølge FN er infrastrukturen og hygiejnen bekymrende dårlig i lejren, som tidligere husede omkring 10.000 palæstinensere. I dag er Shatilas befolkning fordoblet med ankomsten af syrere, etiopiere og irakere, og præget af interne spændinger. Palæstinensere oplever, at de vestlige organisationer primært hjælper de syriske flygtninge, mens syrerne underkues af palæstinensere, der i årtier har opbygget et klanlignende system i lejren.
Beirut: Zouhair (42) viser et markant sår i ansigtet på sin femårige søn, Kossai, frem. Han blev i sidste uge slået i ansigtet af en ældre mand, da han kom til at smide noget slikpapir på gaden. Politiet afviste at hjælpe med at finde manden, der gjorde det. Selv er Zouhair bange for at gå på gaden. Det har han været, siden han blev tilbageholdt af libanesiske myndigheder, fik sine identifikationspapirer konfiskeret, og blev udsat for tortur, fortæller han. Han kender flere, som er blevet anholdt og sendt tilbage til Syrien. ”Det er ofte svært for mænd at vende tilbage til Syrien, da de risikerer at blive beskyldt for at være desertører og tvinges i væbnet kamp af regimet igen”, siger hans kone Fatima.
Ketermaya: I Aleppo mistede Iman først sine to sønner, da de forsøgte at hjælpe naboer, som lå fanget i ruinerne efter et bombeangreb fra det syriske regime. Sønnerne døde, da flyene vendte tilbage i den anden bølge af bomber. Da hendes datter kort efter blev dræbt, mens hun underviste på en skole, flygtede Iman til Libanon med sine seks børnebørn og sin ene svigerdatter. Kort efter blev svigerdatteren giftet bort, og Iman var alene med sine seks børnebørn.
I Beirut tiggede hun på gaden sammen med børnebørnene, men stoppede af frygt for farerne for de små. Nu sidder de alle i et interimistisk telt lavet af en presenning fra UNHCR, pap og gamle tæpper til at holde kulden fra døren i en gammel olivenlund i nogle bakker syd for Beirut. Iman har boet her i fire år. Det er tre år siden UNHCR var her sidst. Under den hvide platicdug fra UNHCR sover Iman på gulvet side og side med børnene.På billedet får Iman et kram af sit syvårige barnebarn Abd Al Bar.
Beirut: Efter at have tilbragt flere timer på en politisation sover Sara (7) omsider. Hendes mor Fatima blev tilbageholdt af politiet, beskyldt for at lave uro, da hun udenfor UNHCR’s kontor forsøgte på at få økonomisk støtte til familien. Ligesom sine tre søskende går Sara ikke i skole.