Fremtrædende aktivist i Amnesty-kampagne modtager fornem pris

Kirstine Holst får Dansk Kvindesamfunds Mathildepris for sit vedholdende arbejde med at få en ny voldtægtslovning, der er baseret på samtykke. Her er Kirstine Holsts takketale:

Tak for anerkendelsen af min indsats. Tak for anerkendelsen af den indsats mange af os yder, når vi sætter os selv og vores egne historier offentligt i spil med de omkostninger, det har, for at skabe et mere ligestillet, trygt og retfærdigt samfund.

Tak til Dansk Kvindesamfund for at motivere og inspirere til mere af det i dag. Og tak for det mod I udviser ved at give prisen til én, som jo efter sigende skulle udfordre retsstatens principper, når jeg insisterer på, at der fandt en voldtægt sted, selvom nogen blev frikendt.

Og jeg insisterer på at tale om dens væsen og de spor, den efterlod. Og jeg insisterer på at tale om, at min sag aldrig var en ”svær” sag, hvis ikke fordomme var kommet i vejen, og hvis bare nogen havde vist mere omhu. Og jeg insisterer på at tale om det tab af tillid og tryghed, jeg oplevede, da min egen frie vilje blev lige så værdiløs i retten, som den var under voldtægten. 

Og om hvordan det er at skulle bygge sin fremtid på det. Og om den ubarmhjertige og ofte nyttesløse kamp for at genoprette retfærdigheden, tilliden og trygheden.

Jeg insisterer, fordi jeg taler på vegne af tusindvis af voldtægtsofre og deres pårørende som aldrig har haft den samme platform som jeg til at efterlyse retfærdighed, ordentlighed og rimelighed, men som har haft samme behov for at sige højt: De svigtede mig.

Derfor er det min samfundspligt at bruge det, jeg kan til at bidrage til at kaste lys på det, som alt for længe har levet i mørket. Straffriheden for voldtægt og undertrykkelsen, uligheden og det enorme svigt af mennesker, det medfører.

Men hvorfor skal vi kæmpe for en rimelig behandling i et system, som andre har pligt til at sørge for fungerer? Hvorfor skal jeg kæmpe for en grundlæggende og ukrænkelig ret til min egen krop og min egen fri vilje i 2020?

Jeg er ikke blind for, at én grundene til at jeg er lykkes med det, jeg gør, er, at jeg er en ressourcestærk person, som er støttet af et stærkt, dedikeret og engageret netværk. Derfor er det da også blevet vores pligt at bruge de privilegier og de muligheder, vi har til også at tage kampen for de, som ikke har.

Jeg vidste tidligt, at med det ansvar, var det var min pligt at kæmpe meget længere end til det punkt, hvor det begyndte at gøre ondt, blive hårdt, at jeg blev træt eller for upopulær. Og jeg ved, at mange omkring mig har kæmpet med nøjagtig samme indstilling, for det er en vigtig sag, vi kæmper for. Uden samme tryghed og frihed for alle i vores samfund, vil der aldrig være lige muligheder.

I århundrede har vi her i Danmark praktiseret en grundlæggende straffrihed for voldtægt. Præmissen og bevistemaet for vores nuværende lovgivning stammer fra Danske Lov i 1562: Anskrig, revne klæder, blod, blåt kød og andre vidner, som så det ske, for kvinden i sig selv, er aldrig bevis nok. En lov som er overordentlig svær at udøve. Præcis som det formentlig var tiltænkt af de, som fandt på den. 

Det er nemlig et levn fra et stærkt kvindeundertrykkende samfund styret af ære og skam, vi lægger i graven sammen med loven lige om lidt. Hundrede tusinder kvindeskæbner har peget det mørkeste og koldeste sted ud til hullet. Stærke og ihærdige kvinder og mænd i forening har gravet hullet uendelig dybt.

Og ingen vil fælde en tåre, når den tunge, kolde jord kastes på og skamstøtten sættes: ”Her hviler Danmarks længstlevende forbandelse – må den skamme sig udi al evighed”

Det er vigtigt for mig at slå fast, at det, som sker nu, er resultatet af en ekstraordinær fælles indsats, hvor mange ildsjæle og idealister har skænket fortællinger og kompetencer til en fælles sag. Tak for jeres kræfter. Og tak fordi I troede på mig, og gav mig en stemme, selv når det gik ud over jer selv.