Mindst 59 mennesker blev dræbt ved to israelske angreb i Gaza den 26. og den 28. maj. Begge angreb skete i lejre for internt fordrevne palæstinensere. Amnesty International opfordrer nu til, at angrebene bliver efterforsket som krigsforbrydelser.
”Jeg hørte ikke missilet. Min bror løftede det metal, der var faldet ned over mig. Han var såret på hånden og i skulderen af granatsplinter. Det lykkedes at få os fri sammen. Og så fandt vi alle andre spredt rundt på jorden, skåret i stykker og i blodpøle.”
Sådan fortæller 21-årige Lina al-Attar om et angreb om aftenen den 26. maj 2024 på lejren for internt fordrevne, Kuwait Peace Camp, i det vestlige Rafah i Gaza.
Vi reddede os selv,
Lina al-Attar, øjenvidne
men der var så mange døde mennesker omkring os”
Klokken cirka kvart i ni om aftenen smed israelske kampfly to amerikanskproducerede GBU-39-bomber.
Mindst 36 mennesker, heriblandt seks børn, blev dræbt.
”Min mor var død. Min far skreg om hjælp. Min brors kone var blevet dræbt på stedet, mens hun holdt deres baby på armen. Jeg tog babyen og gav ham til min far. Så tog jeg min egen lille pige fra min sårede mands skød. Vi reddede os selv, men der var så mange døde mennesker omkring os,” siger Lina al-Attar.
”Jeg så folk, der brændte”
GBU-39-bomber indeholder 17 kilo sprængstof per styk. Men hver bombe vejer 113 kilo i alt.
Når de eksploderer, slynger de dødelige fragmenter af metal flere hundrede meter omkring.
Flere af de omkomne i angrebet blev netop dræbt af metalfragmenter, blandt andet et mindre barn og en ung kvinde, som begge blev halshugget.
Angrebet påsatte også en større brand i lejren. Ifølge Amnesty Internationals eksperter antændte eksplosionerne højst sandsynlig et lager af brændstof til madlavning.
En overlevende, som var cirka 30-40 meter fra nedslagene, fortæller:
”Jeg ryster stadig, når jeg tænker på det syn. Jeg så folk, der brændte. Vi har gennemlevet bombardementer, men jeg har aldrig set noget lignende. Vi ville i sikkerhed. Vi vil bare leve, og nu er vi fortabt igen.”
Vilkårligt og disproportionalt angreb
Blandt de 36 dræbte var mindst fire Hamas-medlemmer – to af dem højtstående ifølge det israelske militær.
Israel siger selv, at deres militær brugte ”de mindste bomber, som kan affyres fra et kampfly” i angrebet.
Men det israelske militær råder også over dronebårne præcisionsmissiler i mindre størrelse – missiler med en mindre mængde sprængstof, som ikke ødelægger et lige så stort areal.
Når Israel vælger at bruge de 113 kilo tunge GBU-bomber og ikke et mere præcist våben, lever Israel ikke op til sine forpligtelser om at tage alle tilgængelige forholdsregler for at beskytte civile.
Derfor er det Amnesty Internationals konklusion, at angrebet bør efterforskes som en krigsforbrydelse:
“Det israelske militær har været fuldt ud klar over, at brugen af bomber, der slynger dødbringende granatsplinter hundredvis af meter, ville dræbe og såre et stort antal civile. Civile, der i de overfyldte omgivelser mangler beskyttelse,” siger Erika Guevara-Rosas, der er direktør for Amnesty Internationals research.
”Vi ved ikke, hvorfor det her sted blev ramt”
To dage efter, omkring klokken 15.45 den 28. maj 2024, affyrede israelske kampvogne tre granater mod al-Mawasi-området i Rafah.
Området har i månedsvis været betegnet som en ”humanitær zone” af Israel.
Angrebet dræbte 23 mennesker og sårede mange flere.
To af granaterne ramte ydervæggen og terrassen hos en palæstinensisk familie. Her blev den syvårige Beesan al-Hams, hendes femårige bror Sale al-Hams og en ældre civil mand dræbt.
Børnenes onkel, Mohammad Salah al-Hams, fortæller til Amnesty International:
”Saleh og Beesan var på besøg hos deres morfar. Efter frokost gik de ud med skraldet. De var udenfor i noget i retning af 40 til 90 sekunder, da granaterne ramte med få sekunders mellemrum. Deres far skyndte sig ud af huset og løb hen til Saleh, som lå død på jorden. Han var blevet ramt i hovedet. Beesan var blevet slynget over til et nærliggende telt. Hun var hårdt såret og blev kørt på hospitalet, hvor hun døde.”
Få minutter efter ramte den tredje granat ned i en lejr i nærheden.
Det første, jeg så, var rester af døde kroppe, der var revet i stykker. Teltene havde overlevet, men børn var revet i stykker
Isra Ali, øjenvidne
Granaten dræbte 20 internt fordrevne civile palæstinensere. 10 børn, syv kvinder og tre mænd.
For 33-årige Isra Ali gik det ud over hendes mand og 11-årige søn, Amir:
”Jeg hørte en øredøvende lyd. Det første, jeg så, var rester af døde kroppe, der var revet i stykker. Teltene havde overlevet, men børn var revet i stykker, også min søn Amir. Vi ved ikke, hvorfor det her sted blev ramt.”
”Nu er min mand væk, min lille dreng er væk. Hvor skal jeg tage hen med resten af mine børn? Min familie er blevet revet fra hinanden. Familiens eneste forsøger er blevet dræbt. Jeg føler mig ikke sikker her, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare mig, eller hvad jeg skal gøre.”
Sådan har vi gjort
Amnesty Internationals research fokuserer på to angreb:
- 26. maj 2024: Mindst 36 mennesker, heriblandt seks børn, bliver dræbt, da to amerikanskproducerede GBU-39-bomber bliver smidt i en midlertidig lejr for internt fordrevne i det vestlige Rafah, Kuwait Peace Camp. Mindst fire af de dræbte var Hamas-medlemmer. GBU-39-bomberne vejer 113 kg i alt og spreder dødelige fragmenter over et stort område. Alligevel valgte Israels militær at smide netop de bomber fra deres kampfly frem for at angribe med mindre og mere præcise dronebårne missiler.
- 28. maj 2024: Granater affyret fra israelske kampvogne dræbte mindst 23 civile i al-Mawasi-området i Rafah (12 børn, syv kvinder og fire mænd). Et Hamas-medlem og et medlem af Islamisk Jihad, der begge var i området, overlever.
I researchen har Amnesty International interviewet i alt 14 overlevende fra de to angreb. Vi har undersøgt stederne for angrebene, samt besøgt det hospital i Khan Younis, hvor de sårede blev behandlet. Derudover har vi fotograferet rester af ammunitionen, der blev brugt i angrebene og undersøgt satellitbilleder af lokaliteterne.
Den 24. juni 2024 sendte Amnesty International spørgsmål om de to angreb til de israelske myndigheder. Den 5. juli 2024 sendte Amnesty International også spørgsmål til chefanklageren og justitsministeriets embedsmænd i Hamas-administrationen og spurgte om tilstedeværelsen af Hamas-medlemmer i de civile områder. På tidspunktet for offentliggørelsen af den her research har vi ikke modtaget svar.
Pligt til at passe på de civile
Amnesty Internationals research viser, at der befandt sig et Hamas-medlem og et medlem af Islamisk Jihad i et telt i området for angrebet den 28. maj. Begge overlevede.
En kilde fortæller desuden, at de så medlemmer af militære grupper køre gennem området i jeep.
Angrebet ramte lige præcis ikke jeepen.
Om der er tale om de samme mennesker i teltet og i jeepen – og om de var målet for Israels angreb – har Amnesty International ikke været i stand til at kunne fastslå.
Alle parter i konflikten skal tage alle tilgængelige forholdsregler for at beskytte civile
Erika Guevara-Rosas, direktør for Amnesty Internationals research
“Selvom disse angreb kan have været rettet mod medlemmer af Hamas og Islamisk Jihad, så har fordrevne palæstinensiske civile, der søger ly og sikkerhed, igen betalt med deres liv,” siger Erika Guevara-Rosas, direktør for Amnesty Internationals research:
“De civile dødsfald og kvæstelser, som kunne være undgået, er en tragisk påmindelse om, at under international humanitær lov fritager tilstedeværelsen af fjendtlige mål ikke det israelske militær for dets forpligtelser til at beskytte civile.”
“Alle parter i konflikten skal tage alle tilgængelige forholdsregler for at beskytte civile. Dette inkluderer også Hamas’ og andre væbnede gruppers forpligtelse til i det omfang, det er muligt, at undgå at lokalisere militære mål i eller nær tæt befolkede områder.”
Folkeretten om beskyttelse af civile
I en militær konflikt har de stridende parter pligt til at beskytte de civile.
I Gaza er de civile blevet stuvet sammen på stadigt mindre områder. 85 procent af befolkningen i Gaza har været nødt til at flygte en eller flere gange, siden Hamas angreb i Israel i oktober sidste år. Kombineret med Israels blokade af grænseovergangene forhindrer krigshandlingerne de civile fra at flygte ud af Gaza.
Disse forhold gør det så meget desto vigtigere, at parterne i konflikten overholder reglerne i den humanitære folkeret, som har til formål at beskytte civile i militære operationer.
Tilstedeværelsen af militære mål blandt civile fritager ikke israelske styrker for deres forpligtelser, herunder principperne om distinktion og proportionalitet.
Princippet om distinktion er et grundlæggende princip i international humanitær ret. Det kræver, at parterne til enhver tid skelner mellem militære mål og civile og kun retter deres angreb mod militære mål. International humanitær ret forbyder vilkårlige angreb og angreb, der ikke skelner mellem civile og militære mål.
International humanitær lov forbyder også uforholdsmæssigt store angreb, hvilket er angreb, som forårsager en overdreven skade på civile i forhold til den konkrete og direkte militære fordel.
Et forsigtighedsprincip kræver desuden, at parterne i en konflikt sørger for konstant at skåne civile, herunder ved at tage alle tilgængelige forholdsregler for at undgå og under alle omstændigheder minimere tilfældig skade på civile.
For Hamas og andre væbnede væbnede grupper, der kæmper i Gaza, omfatter dette så vidt muligt at undgå, at placere militære mål i eller i nærheden af tætbefolkede områder.
Til gengæld har Israel pligt til at sikre sig, at der er tale om et militært mål. De har pligt til at vælge passende våben og en passende taktik for at undgå eller minimere tilfældig skade på civile. De har ligeledes pligt til at vurdere, om et angreb kan forventes at være uforholdsmæssigt, og i så tilfælde at droppe det. Og hvis et angreb gennemføres, har de pligt til, om muligt, at give en effektiv forhåndsadvarsel til de civile.