Amnesty International har interviewet gravide, ammende og ældre mennesker i Gaza, der rammes hårdt af Israels systematiske sultstrategi og tvangsfordrivelser. De er vidnesbyrd på Israels folkedrab.
Da det israelske kabinet for nylig godkendte planen om at besætte Gaza, sagde en mand, som er internt fordrevet fra Jabalia flygtningelejren:
”Jeg er allerede blevet fordrevet 14 gange under denne krig. Jeg har ikke kræfterne til at flygte mere. Jeg har ikke pengene til at transportere mine to børn med handicap.”
“Mine muskler gør ondt, jeg er for udmattet til at gå og til at bære mine børn. Hvis de vil angribe byen, bliver vi bare siddende her og venter på vores død,” siger han til Amnesty International.
Jeg er allerede blevet fordrevet 14 gange. Hvis de vil angribe byen, bliver vi bare siddende her og venter på vores død.”
Internt fordrevet fra Jabalia-flygtningelejren i Gaza
I den seneste tid har Amnesty International interviewet 19 palæstinensere, der nu opholder sig i tre midlertidige lejre for internt fordrevne personer, samt to sundhedsarbejdere, der behandler underernærede børn på to hospitaler i Gaza By.
De nye vidneudsagn understreger Amnesty Internationals gentagne konklusioner om, at den sult og sygdom, vi ser i Gaza, er bevidst påført af Israel.
Israel har bevidst påført palæstinenserne livsbetingelser, der er beregnet til at føre til deres fysiske ødelæggelse.
Denne politik er det tilsigtede resultat af planer og politikker, som Israel de seneste 22 måneder har gennemført som en integreret del af folkedrabet mod palæstinenserne i Gaza.
Sulten rammer gravide og ammende
Gravide og ammende kvinder rammes hårdt af Israels politikker. Ud af de 747 gravide og ammende kvinder, som Save the Children undersøgte på sine klinikker i første halvdel af juli, var 43 % underernærede. Sundhedsministeriet i Gaza registrerede 110 børns dødsfald som følge af underernæring (tal fra 17. august).
Selv hvis barnet fødes sundt – hvilket liv venter det så midt i fordrivelse, bomber, telte?”
Hadeel, 28-årig mor til to og gravid i fjerde måned
Mødre frygter for deres børns helbred, og for hvad der skal ske deres børn, hvis de selv bliver dræbt. Gravide fortæller om den angst, de oplever, når de selv er underernærede og ved, at de ikke kan give deres børn nok næring.
Amnesty International talte med ”S”, en sygeplejerske, som ønsker at være anonym af hensyn til hendes sikkerhed.”S” er fordrevet fra Jabalia til Al-Taqwa lejren i Gaza by og fortæller om den daglige kamp for at tage sig af sin toårige dreng og syv måneder gamle pige.
Den eneste kilde til mad er fælleskøkkenet i lejren. Da det stoppede med at levere mad i tre dage i træk, kunne sygeplejersken kun give sine børn vand. Hendes mand var før blevet såret, mens han forsøgte at få mad nær Zikim-overgangen, så hun tryglede ham om ikke at forsøge igen. Hendes søn, som er svækket af sult, falder, når han går.
“Jeg føler, jeg har svigtet som mor: Dine børns sult får dig til at føle, at du er en dårlig mor,” siger hun.
Børn falder grædende i søvn af sult
Sulten tog til i april og tvang ”S” til at gemme små madportioner til sine børn, mens hun selv sultede. Det reducerede hendes modermælksproduktion drastisk i slutningen af april og uden adgang til brystpumper og yderst begrænset adgang til kosttilskud, måtte hun med store smerter forsøge at amme i timevis uden at kunne producere mælk.
Jeg føler, jeg har svigtet som mor. Dine børns sult får dig til at føle, at du er en dårlig mor
Sygeplejerske og mor til to i Al-Taqwa lejren i Gaza by
Modermælkserstatning er sjælden i Gaza og koster omkring 500 danske kroner for en tredages forsyning. Hendes syv måneder gamle datter vejer derfor det samme som et fire måneder gammelt spædbarn.
Familiens daglige måltid, når det overhovedet er tilgængeligt, består af en tallerken linser eller auberginer med vand til deling. ”S” er nødt til at prioritere sin syv måneder gamle pige. Hendes børn falder grædende i søvn af ren og skær sult, fortæller hun.
Tøj rives itu og bruges til bleer
Det er en kamp for mødrene at få stillet de helt basale behov. Bleer er uopnåelige, hvilket tvinger ”S” til at rive sit tøj i stykker til nødløsninger. Tøjet kan ikke vaskes på grund af manglen på rent vand – en konsekvens af ødelæggelsen eller den alvorlige skade på Gazas vand- og sanitetsanlæg.
Teltet, hun bor i med sin mand og sine to børn, er fuld af rotter, myg og kakerlakker. Hendes spædbarn har udviklet en bakteriel hudinfektion, som hun ikke kan behandle, fordi antibiotika og salver ikke er tilgængelige.
Nødhjælpsarbejdere fortæller, at deres organisationers anmodninger om at indføre antibiotika var blevet afvist af Coordinator of Government Activities in the Territories (COGAT), en enhed under det israelske forsvarsministerium, der håndterer anmodninger om indførsel af forsyninger.
Ingen af dem, Amnesty har talt med, havde spist æg, fisk, kød, tomater eller agurker i mindst en måned. De fleste i flere måneder. Den udbredte mangel på frisk og nærende mad skyldes både Israels blokade og dets systematiske ødelæggelse af fødevareproduktionskilder som landbrug, fjerkræ- og kvægbrug.
86 % af Gazas permanente landbrugsarealer er markant forringet, viser en vurdering gennemført af UNOSAT, FN’s satellitcenter, og FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) fra den 31. juli 2025.
I maj 2025 dokumenterede Amnesty International den totale ødelæggelse af det, der var tilbage af byen Khuza’a, øst for Khan Younis, et af Gazas mest frugtbare landbrugsområder. Manglende adgang til markerne eller de markante skader og ødelæggelser har betydet, at høsten er minimal, og de få grøntsager sælges til astronomiske priser. Det gør beboerne afhængige af de yderst begrænsede forsyninger, som Israel tillader at komme ind.
Skyld, skam og traumer
De gravide kvinder, som Amnesty International talte med, beskriver udsultningens konsekvenser for deres psyke. De oplever traumer, skyld og skam over, hvordan deres egen sult i sidste ende går udover det barn, de bærer.
Jeg får panik bare ved tanken om, hvilken indflydelse min egen sult kan få på barnets helbred, vægt, om det får fødselsdefekter.
Sygeplejerske og mor til to i Al-Taqwa lejren i Gaza by
Hadeel er 28-år, mor til to og gravid i fjerde måned. Hun føler skyld over sin graviditet, velvidende at hun ikke kan ernære sig selv:
“Jeg frygter at abortere, men jeg tænker også på mit barn. Jeg går i panik bare ved tanken om, hvilken indflydelse min egen sult kan få på barnets helbred, vægt, om det får fødselsdefekter, og – selv hvis barnet fødes sundt – hvilket liv venter der så midt i fordrivelse, bomber og telte?”
Hadeels børn spørger konstant efter mad, et sted at lege og en skole. Flere andre kvinder, som Amnesty International har interviewet, har besluttet ikke at blive gravide, selvom de inderligt ønsker et barn.
Hadeel frygter for sit børn, da hun knap nok kan mærke det bevæge sig eller høre hjerteslag. Hun gruer for at skulle føde under forholdene i Gaza. Hun mindes den omfattende omsorg, vitaminer og medicinske undersøgelser, som FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNRWA) gav under hendes tidligere graviditeter, men som nu mangler fuldstændig.
“Jeg kan tåle sulten, men børnene kan ikke”
Abu Alaa på 62 år, er fordrevet fra Jabalia-flygtningelejren og fortæller, hvordan han nogle dage må nøjes med at få linsesuppe fra fælleskøkkenet som sit eneste måltid på en hel dag. Ældre mennesker rammes hårdt af Israels udsultning og tvangsfordrivelse.
Han fortæller, at brød kun uddeles én dag om ugen, hvilket tvinger familien til at rationere det, og at han ikke har smagt noget sødt – selv ikke frugt – i flere måneder.
Jeg så med mine egne øjne folk bære poser med mel, plettet af blodet fra dem, der netop var blevet skudt; selv mennesker, jeg kendte, var næsten ikke til at genkende.
Nahed 66-årig mand fra Gaza
”Jeg kan tåle sulten, men børnene kan ikke,” siger han.
Abu Alaa længes efter, at UNRWA genoptager nødhjælpsuddelingerne, som han har tillid til på grund af deres retfærdige system, som er baseret på familiestørrelse.
Han fortæller om farerne ved det nuværende nødhjælpssystem:
”Tidligere plejede vi at støtte hinanden, især dem, der havde mest brug for det. Selv i begyndelsen af denne krig. Nu bliver folk bare drevet af deres instinkt til at overleve.”
Tidligere plejede vi at støtte hinanden, især dem, der havde mest brug for det. Selv i begyndelsen af denne krig. Nu bliver folk bare drevet af deres instinkt til at overleve
Abu Alaa, 62-årig mand i Gaza
Nahed på 66 år, fortæller Amnesty International, hvordan kampen om mad nær nødhjælpsruterne “har berøvet folk deres menneskelighed”:
”Jeg var nødt til at tage dertil, fordi jeg ikke har nogen til at passe på mig. Jeg så med mine egne øjne folk bære poser med mel, plettet af blodet fra dem, der netop var blevet skudt. Selv mennesker, jeg kendte, var næsten ikke til at genkende. Erfaringen med sult og krig har forandret Gaza fuldstændigt – den har ændret vores værdier.”
Jeg tænker hele tiden, at de unge børn, det er dem, der fortjener at leve – mine børnebørn. Jeg føler, at jeg er en byrde for dem, for min søn.
75-årige Aziza fra Gaza
“Jeg er blevet en byrde for min familie”
75-årige Aziza, fortæller Amnesty International, at hun ønsker at dø.
“Jeg føler, at jeg er blevet en byrde for min familie. Da vi blev fordrevet, måtte de skubbe mig i en kørestol. Med ekstremt lange køer til toiletterne i lejren, hvor vi opholder os, har jeg brug for voksenbleer, som er ekstremt dyre.
Jeg føler, at jeg er blevet en byrde for min familie. Da vi blev fordrevet, måtte de skubbe mig i en kørestol
75-årige Aziza fra Gaza
“Jeg har brug for medicin mod diabetes, forhøjet blodtryk og en hjertesygdom og har været nødt til at tage medicin, der er udløbet.”
En dødelig blanding af sult og sygdom
Amnesty International har talt med en akutlæge på al-Shifa-Hospitalet i Gaza by. I slutningen af juli fortalte han, hvordan sårbare personer som spædbørn, børn med sygdomme, ældre og personer med handicap er uforholdsmæssigt hårdt ramt. Den kombinerede virkning af mangel på mad, medicin, rent vand og hygiejne forværrer deres situation, mens de lever i en konstant tilstand af frygt og stress.
Han understregede, at mange patienter ville have levet ”rimelige liv”, hvis ikke det havde været for ”kombinationen af udsultning, ødelæggelse og udtømning af sundhedssystemet, uhygiejniske forhold og gentagne fordrivelser under umenneskelige omstændigheder.”
Lægen fortalte, at den ekstreme masseudsultning skygger for de andre sundhedskriser, særligt den alarmerende stigning i infektionssygdomme, meningitis og Guillain-Barré-syndrom (GBS).
Manglen på medicin og hospitaler er blevet en usynlig katastrofe
Den alvorlige mangel på antibiotika og den ekstreme belastning på hans hospital, som kun delvist fungerer, har forværret det, han beskriver som en ”usynlig katastrofe”. Spredningen af sygdomme eller mennesker med kroniske lidelser, som tidligere blev behandlet, ofte forbliver overset, fordi ”der er et stort fokus på kun at se på mængden af mad, der kommer ind, uden at se på hele billedet”.
Helbredsproblemer, der ellers var lette at forebygge, forårsages blandt andet af manglen på næringsrige fødevarer.
Sår tager væsentligt længere tid at hele, hvilket tvinger moderat sårede personer til langvarige hospitalsophold, fordi deres kroppe er for svage på grund af manglen på tilstrækkelig ernæring.
En teenagepatient, der havde fået en nyretransplantation, fik et tilbagefald på grund af forurenet vand og utilstrækkelig mad.
Diabetikere, der tidligere kunne håndtere deres tilstand med en nøje sammensat diæt, står nu over for alvorlige udfordringer, fordi næringsrige fødevarer ikke er tilgængelige.
Det internationale samfund skal stoppe rædslerne nu
”Mens millioner verden over fortsætter med at gå på gaden i protest, og verdensledere driver symbolsk retorik, fortsætter Israels bevidste og systematiske kampagne for udsultning med at påføre en hel befolkning ubærlig lidelse. Palæstinensiske børn efterlades til at visne væk, hvilket tvinger familier til et umuligt valg: Enten hjælpeløst at lytte til deres udmarvede børns gråd efter mad eller at risikere at blive såret eller slået ihjel i et desperat forsøg på at få hjælp,” siger Erika Guevara Rosas, som er direktør for research og policy hos Amnesty International.
”De fleste familier i Gaza er langt forbi bristepunktet. De har allerede udtømt de få ressourcer, de havde, og er helt afhængige af humanitær hjælp. De restriktioner, som de israelske myndigheder pålægger de store humanitære organisationers arbejde, og deres trusler om at forbyde dem, afskærer i realiteten disse familier fra deres eneste livline,” siger Erika Guevara Rosas.
”Verden kan ikke fortsætte med at klappe Israel på skulderen for at lade lidt nødhjælp sive ind og se disse kosmetiske tiltag som en tilstrækkelig reaktion på dets kalkulerede ødelæggelse af palæstinensernes liv i Gaza,” siger Erika Guevara-Rosas.
”Over for de rædsler, som Israel påfører den palæstinensiske befolkning i Gaza, må det internationale samfund – især Israels allierede, herunder EU og dets medlemsstater – leve op til deres moralske og juridiske forpligtelser og sætte en stopper for Israels igangværende folkedrab. Stater må øjeblikkeligt suspendere al våbenoverførsel, indføre målrettede sanktioner og afslutte enhver form for samarbejde, når dette bidrager til Israels folkedrab mod palæstinenserne i Gaza.”