”Han kommer til at kramme sine børn igen, men jeg kommer aldrig til at kramme min mor”

Tyrkiet var det første land i verden til at tilslutte sig Europarådets konvention om at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder i hjemmet. I dag har landet forladt konventionen, og i de syv år Recep Tayyip Erdoğan har siddet ved magten, er volden mod kvinder steget eksplosivt.

Tekst: Layal Freije, fotos: Sofia Busk
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #2 2021.

Lyt til historien – en af vores journalister læser den for dig.

En, to, tre, fire, fem, seks, syv … Det er svært at tælle, hvor mange billeder af dræbte kvinder, der er på pladsen i bydelen Kadiköy i Istanbul. Det er demonstranterne på pladsen, der har taget billederne med. De løfter dem op over hovedet eller strækker dem ud foran kroppen, så kvinderne kan blive set af alle dem, der går forbi pladsen.

Det er billeder af gamle kvinder, midaldrende kvinder, unge kvinder. Det er billeder af kvinder med rødt, blondt eller brunt hår. Det er billeder af kvinder med grønne øjne, blå øjne, brune øjne. Men én ting har kvinderne til fælles; de blev alle slået ihjel af mænd. Og nu vil demonstranterne sørge for, at de aldrig bliver glemt.

Kvinderne er forsamlede for at markere den Internationale Dag for Afskaffelse af Vold mod Kvinder. Og det er der god grund til. Ifølge FN har hele 38 procent af alle kvinder i Tyrkiet været udsat for enten psykisk eller fysisk vold. Sagt på en anden måde: I Tyrkiet er over hver tredje kvinde enten blevet chikaneret, krænket eller tæsket af en mand.

Blandt demonstranterne står en ung kvinde med et indrammet billede. Hun har hvide sko på, hvide bukser og en hvid jakke. Det eneste, der bryder med den rene farve, er hendes sorte, glatte hår, der falder ned langs ryggen. Hun holder ikke billedet frem for sig, som mange af de andre kvinder på pladsen. Hun har sine arme ud over billedet, så hun kan knuge det tæt ind til kroppen.

Den unge kvinde hedder Acelya Sengül. Kvinden, hun står og krammer, er hendes mor Fatma.

”Ofte, når der var en demonstration for kvinder, plejede hun at hive mig med til den. Hun gik op i kvinderettigheder”, siger Acelya Sengül.

”Hun er død nu. En mand skød hende”.

© Sofia Busk

Dødt håb

Går man knap 10 år tilbage i tiden, tydede det på, at kvinderettigheder i Tyrkiet blomstrede.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, og hans retfærdigheds- og udviklingsparti, AKP, havde sat sig for at gøre noget for kvinderne. I 2012 var Tyrkiet det første land til at underskrive og senere ratificere Istanbulkonventionen – Europarådets konvention om at forebygge og bekæmpe vold mod kvinder i hjemmet. Samme år indførte regeringen den såkaldte ”Protection Law”, hvis formål netop er at forebygge vold mod kvinder, og AKP lancerede en såkaldt ”action plan”, der skulle fremme ligestilling mellem kønnene.

Alligevel er det gået den forkerte vej. Siden AKP kom til magten i 2002 er volden mod kvinder steget voldsomt, og igennem årene har regeringen retorisk modarbejdet den konvention, de selv underskrev.

I 2014 gik præsidenten offentligt ud og anklagede feminister for at afvise moderskabet. På samme tid udtalte han, at ”mænd og kvinder ikke kan blive behandlet som ligestillede”, for det er ”unaturligt”. To år efter, i 2016, var han ude at opfordre kvinder til at stoppe med at bruge prævention. Kvinder, der ikke er mødre, er ”ufuldendte”, lød det fra præsidenten. Derfor bør alle kvinder i Tyrkiet føde mindst tre børn og sikre den tyrkiske nation.

I marts valgte regeringen så at trække sig endeligt ud af den konvention, der skal beskytte kvinder mod vold.

”Kvinders rettigheder er garanteret i vores nuværende lovgivning, primært i forfatningen. Vores juridiske system er dynamisk og stærkt nok til at implementere nye regler efter behov,” lød meldingen fra familie-, arbejds- og socialminister Zehra Zumru.

Fire skud

Acelya Sengül lå og sov, da hun mærkede sin mor kysse hende farvel. Dengang boede hun med sin mor på en bakketop i et hvidt hus på den asiatiske side af Istanbul. På den anden side af vejen, under en smuk udsigt over byen, var parkeret nogle biler. Her stod en mand i sort og ventede.

Da Acelya Sengüls mor forlod huset og gik ad den grønne græssti mod gaden, sprang han frem fra sit skjulested og skød hende.

”Jeg hører lyden af skud, og en der råber ’kom ned, kom ned, din mor er faldet’”, fortæller hun.

Acelya Sengül nåede knap udenfor, før hun fik øje på det, der lige siden har indprentet sig i hendes hukommelse. På stien, i en blodpøl, lå hendes mor.

”Hun lå på jorden og trak stadig vejret. Hendes hoved hvilede på højre side, jeg satte mig ved hendes venstre. Hun drejede hovedet mod mig, jeg holdt hendes hånd. Så hørte jeg hende tage sit sidste åndedrag”, fortæller Acelya Sengül.

Med hænderne, der før krammede billedet af moren, tørrer hun nu tårerne væk fra ansigtet.

”Han skød hende først to gange i siden. For at sikre sig, at hun var død, skød han hende også to gange mere i halsen”.

Manden var Fatmas kollega, fortæller Acelya Sengül. I lang tid havde hun hørt sin mor klage over, at han ikke udførte sit arbejde ordentlig på det værested, hvor hun arbejdede. Han blev ved med at skubbe arbejdsopgaverne over på Fatma. Hun gik til chefen, men han gjorde ikke noget, og til sidst sagde hun fra over for sin kollega.

”Han ville ikke finde sig i, at en kvinde talte sådan til ham. Havde det været en anden mand, havde han ikke slået ham ihjel,” siger Acelya Sengül.

Manden blev arresteret og fik i første omgang en livstidsdom. Dommen blev kort tid efter sænket til 18 år. Det er Acelya Sengül vred over, og hun frygter, at manden vi blive løsladt før tid, ligesom det nogle gange ses i Tyrkiet.

Hun har sagt sit job op i den børnehave, hvor hun plejede at arbejde. Hun har appelleret dommen og viet hele sin tilværelse til at sørge for, at hendes mors drabsmand får den straf, hun mener, han fortjener. Livstid. Acelya Sengül har ikke tænkt sig at give op. Hun har ingen tiltro det juridiske system i Tyrkiet, når det handler om at dømme voldsmænd.

”Han kommer til at kramme sin børn igen, men jeg kommer aldrig til at kramme min mor”.

Magtfulde mænd

De sidste 10 år er over 2.600 kvinder blevet dræbt af mænd i Tyrkiet. Det er kvindeorganisationen ”We will Stop Femicide Platform” – en platform der indsamler og analyserer data om vold og drab mod kvinder – der står bag opgørelsen. I mange år offentliggjorde den tyrkiske regering ikke, hvor mange kvinder der årligt mistede livet til vold. Derfor tog organisationen opgaven på sig. Det gør de stadig mange år efter – også selv om regeringen i dag er begyndt at holde statistik over antallet af kvindelige ofre.

”Vi indsamler også data på det, vi kalder for mistænkelige hændelser, altså kvinder der er døde, hvor det ligner vold fra mænd, men hvor det ikke er bevist”, siger Melek Önder, der er repræsentant for platformen.

Sidste år dokumenterede platformen 300 drab på kvinder, mens der var 171 mistænkelige dødsfald. I år er 79 kvinder indtil videre blevet dræbt

”Nogle gange bliver det senere bevist, at de her dødsfald rent faktisk skyldtes vold”, siger Melek Önder. Hun er enig med Acelya Sengül i, at når det handler om drab og vold mod kvinder, så er det ikke altid, at systemet i Tyrkiet dømmer retfærdigt. Hun kalder hele det tyrkiske retssystem for ”patriarkalsk”.

”Vi ser flere eksempler på, hvordan det juridiske system ikke bruger dets magt til at beskytte kvinder. Der er eksempler på, hvordan mænd, der er i retten for at have dræbt eller begået vold mod kvinder, kan få en mildere dom, hvis de siger, at de elsker kvinderne”.

Det er ikke fordi, at alle mænd kan slippe godt afsted med at slå en kvinde ihjel, forklarer Melek Önder. Hvis medierne dækker en sag, og den får en masse offentlig opmærksomhed, er der bedre chancer for, at manden får en hård straf. Men går sagen uset hen, kan han være heldig og slippe med få år i fængsel.

Og det er et problem.

”Når straffene ikke er hårde, kan mændene komme til at tænke, at det er nemt at slå en kvinde ihjel”.

Afvist af politiet

Det gør ikke situationen bedre for kvinderne, at de sjældent kan gå til politiet for hjælp, siger Melek Önder. Der er flere eksempler hos de tyrkiske kvinderettighedsorganisationer om kvinder, der er blevet afvist af politiet, når de har søgt ly på stationerne efter at være blevet tæsket. Betjentene beder enten kvinderne om at gå hjem igen eller ringer til mændene og fortæller dem, hvor kvinderne har gemt sig. I flere tilfælde har det ført til, at kvinderne er blevet slået ihjel.

”Hvis regeringen og andre magtfulde embeder besluttede, at de ville stoppe drab på kvinder, og at de ikke ville tolerere vold mod kvinder, så ville politiets opførsel ændre sig. Men det er et politisk valg ikke at gøre noget. Det giver manden magt, og så kan han gøre det, han vil”, siger Melek Önder.

Det er en af grundene til, at hendes organisation har arrangeret demonstrationen i Kadiköy. De vil én gang for alle have regeringen til at forstå, at den har svigtet dem til fordel for voldsparate mænd, der kan finde på at true, banke og dræbe kvinder, bare fordi de kan. Og fordi det juridiske system alt for ofte hjælper dem med at slippe godt fra det.

Syv års mareridt

Godt gemt væk fra kulden i en bordeaux dunjakke og sort hue står Münnevver Kizil på forreste række på pladsen i Kadiköy. Den spinkle 39-årige kvinde knytter hånden, løfter armen og råber sammen med de andre kampråb mod det system, hun er vred på.

Det er over 15 år siden, at Münnevver Kizil første gang blev udsat for vold af en partner. Hendes mand, som hun havde været gift med i omkring syv måneder, blev rasende, da hun kom til at dryppe varmt vand på hans fod, mens hun var ved at servere te. Dengang var hun gravid med sin datter. Volden stod på i syv år, indtil hun endelig tog mod til sig og gik fra ham.

Under skilsmissen mødte hun en anden mand. Han var også voldelig. Så hun valgte at gå fra ham efter halvandet år. Det var i 2013, og lige siden har han ikke ville lade hende være i fred. Hun fortæller, hvordan han har oprettet falske profiler med hendes billede på sociale medier, hvor han spørger hendes venner om penge. Han har forbundet ulovlige ledninger til hendes lejlighed og klaget over hende til kommunen, så hun får bøder. Han har slået og taget kvælertag på hende. Han har forsøgt at køre hende ned med en bil. Han har truet hende med en pistol.

”Jeg kan blive en af de kvinder, der bliver massakreret i morgen, uden at nogen gør noget ved det”, siger hun. Hendes øjne bliver våde.

”Jeg har været depressiv. Jeg har forsøgt at begå selvmord”.

Hun har hyret en advokat, der har startet flere sager mod hendes ekskæreste. Nogle er blevet taget op i retten, men mange af dem er blevet afvist. Det er hun frustreret over. I syv år har hun levet med ham som en skygge, der følger hende. Og hun føler ikke, at retssystemet forstår, hvad hun gennemlever.

Det er derfor, hun står med knyttet næve til demonstrationen i Kadiköy. Hun vil ikke finde sig i at blive behandlet på den måde af mænd.

”Ingen kvinder fortjener at blive udsat for vold. Kvinder skal have et selvstændigt liv. Et værdigt liv. Jeg kæmper for retten til at leve frit”, siger hun.

”Jeg kæmper for, at det her mareridt skal ende”.

Det er det, alle demonstranterne i Kadiköy kæmper for. I koldt blæsevejr, der en gang imellem lunes af milde solstråler, der titter forsigtigt frem bag de grå skyer, vil kvinderne understrege over for alle dem, der kommer forbi, at de kæmper for deres ret til at leve frit, uden vold.

Og de vil råbe Tyrkiets myndigheder op, så de sikrer, at ikke flere kvinder ender som dem på billederne.