Udlændinge- og Integrationsministeriet har ved e-mail om morgenen den 9.februar 2022 anmodet medlemmerne af Specialudvalget for Asyl og Indvandringssamarbejde (SPAIS) om eventuelle bemærkninger til regeringens udkast til et samlenotat til brug for rådsmøde for retlige og indre anliggender (RIA) d. 3-4.marts 2022.
Amnesty påpeger at definition af ”instrumentalisering af migranter” er stærkt mangelfuld, idet den antager i) at det udelukkende er tredjelande, og ikke europæiske medlemsstater der kan instrumentalisere, ii) at det udelukkende er tredjelandsstatsborgere der instrumentaliseres, og iii) at instrumentalisering udelukkende sker ved unionens ydre grænseovergange. Amnesty anfører at både EU og længere europæiske erfaringer med migration, flugt og fordrivelse giver mange modeksempler på alle tre punkter. Europæiske lande kan også søge at styre bevægelsen for folk på flugt, hvilket ikke nødvendigvis er ensbetydende med tredjelandsborgere, og dette kan også ske andre steder end ved unionens ydre grænser.
Amnesty fraråder at forstå ankomsten af migranter som en ”øget trussel”. Derudover advares der mod at disse tiltag kan føre til diskrimination, samt til push backs. Dette er for det første fordi de foreslåede foranstaltninger gennem afvigelserne fra normale asylprocedurer, vil udsætte nogle asylansøgere for dårligere standarder og muligheder for at søge om beskyttelse, end andre asylansøgere, netop fordi de har været udsat for stats-sponsoreret smugler[1]aktiviteter.
Desuden frygter Amnesty at placeringer af grænseovergangssteder på fjerne steder, der er svære at nå, i realiteten underminere adgangen til at søge om asyl og modtage beskyttelse. Medmindre der indføres forpligtelser om at grænsevagter og myndigheder sikrer at folk kan nå grænseovergange på sikker og effektiv vis, eventuelt ved at bliver eskorteret til dem, kan overvågningen der skal ”forhindre og afskrække” personer fra at passere grænsen, føre til push backs, som Amnesty har dokumenteret eksempelvis ved Polens grænse til Belarus.