I over et år har advokaten Azza Soliman levet i skyggen af en retssag, som hun aldrig formelt er stævnet i, og som hun aldrig ved, hvornår kommer – men som kan sende hende i fængsel på livstid. Hun kan ikke forlade Egypten på grund af et udrejseforbud, og hendes bankkonti er indefrosset. ”Noget inde i mig er gået i stykker”, siger Azza Soliman, som AMNESTY har besøgt i Kairo.
Tekst: Rosa Hamilton*
Foto: Khalid Abdo*
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #1 2018
Kairo: En dag i 1985, da Azza Soliman var 20 år, mødte det egyptiske politi op i hendes hjem og arresterede hende for øjnene af hendes forældre og seks søskende.
”Det var i en periode med stor politisk uro, og jeg havde deltaget i nogle studenterdemonstrationer. Men jeg var ung og naiv og politisk helt uerfaren, så jeg fik et chok, da politiet hentede mig”, siger Azza Soliman.
Hun blev afhørt en hel lang dag om sine venner og om, hvorfor hun deltog i demonstrationerne. I dag betragter hun det som en skelsættende begivenhed i sit liv.
”Når et menneske bliver arresteret, sker der Én af to ting: Enten bliver man skræmt fra vid og sans og tør aldrig mere sige regimet imod. Eller også bliver man stærk. Jeg blev stærk”, siger Azza Soliman.
Lige siden har hun kæmpet mod ulighed og uretfærdighed og stædigt påpeget overgreb og undertrykkelse. Og fra midten af 1990’erne, da hun dannede Center for Egyptian Women’s Legal Assistance (CEWLA), er hun især blevet de fattige og marginaliserede kvinders stemme. I årevis har hun været en torn i øjet på skiftende egyptiske regimer, fordi hun talte højt om myndighedernes overgreb, men alligevel formåede hun at fortsætte sit arbejde, indtil hun den 19. november 2016 blev stoppet i Kairos lufthavn på vej til Jordan.
Her kunne hun konstatere, at hun havde fået udrejseforbud. Et par uger senere opdagede hun, at såvel hendes private som hendes advokatfirmas bankkonti var blevet spærret. Den slags kræver imidlertid en dommerkendelse, og da banken ikke kunne fremvise en sådan, anmeldte Azza banken til politiet.
To døgn senere, den 7. december 2016 om morgenen, blev hun arresteret på sin private bopæl, og nyheden bredte sig som en løbeild i det egyptiske menneskerettighedsmiljø. I løbet af formiddagen troppede 68 advokater op på politistationen, hvor Azza var tilbageholdt, og FN udsendte en formel protestnote.
”Udrejseforbuddet, indefrysningen af mine konti, og arrestationen – det hele er forfatningsstridigt”, siger Azza Soliman.
Samme dag blev hun underkastet et seks timer langt og rodet forhør af en undersøgelsesdommer. Her gik det op for hende, at hun var mistænkt for blandt andet at modtage penge fra udlandet med det formål at skade Egypten, og at hun var blevet en del af myndighedernes heksejagt på NGO’erne i landet.
Hængt ud i medierne
Efter forhøret i december 2016 blev Azza Soliman løsladt mod en kaution på cirka 7.000 danske kroner, som hendes kollegaer skillingede sammen til. Men i dag, over et år senere, er hun stadig ikke blevet afhørt eller præsenteret for et anklageskrift. På grund af udrejseforbuddet har hun mistet sin hovedindtægt som konsulent for FN, UNDP, UN Women og for en række arabiske regeringer og internationale organisationer, fortæller hun.
I stedet forsøger hun nu at leve af sin advokatvirksomhed. Men den går ikke godt.
”Forestil dig, hvad det betyder for en advokat at blive hængt offentligt ud i medierne. I ugevis blev jeg fremstillet som mangemillionæren, der skovler penge ind fra udlandet for at skade Egyptens rygte. De påstod også, at min advokatvirksomhed var ulovlig, og at jeg havde snydt for 32 millioner pund i skat. 32 millioner”, siger hun og griner. ”Den slags omtale får ikke kunderne til just at strømme til”.
Men latteren dækker over dyb udmattelse. Hun har appelleret både udrejseforbud og indefrysning af bankkonti, men intet hørt, og hun aner ikke, hvornår hun bliver slæbt for retten.
I værste fald risikerer hun en livstidsdom. I bedste fald skal hun bruge adskillige år på retssager, appelsager og nye retssager i en uendelighed.
”Det er et helvede”, siger hun. ”Jeg kæmper for at holde modet oppe, men der er dage, hvor jeg frygter, at jeg ikke har kræfter nok. Hvor jeg ikke ved, hvorfra jeg skal få energi til at leve”.
Da politiet brød ind i hendes hjem sidste år, var der noget, der gik i stykker inde i hende, siger hun.
”De invaderede mit private hjem og ødelagde min evne til at føle mig tryg. I tre måneder turde jeg ikke gå rundt i undertøj hjemme i min egen lejlighed, for tænk, hvis de pludselig kom igen?”
Værre end nogensinde før
Der er ikke noget nyt i, at menneskerettighedsaktivister bliver forfulgt i Egypten. Skiftende regimer har slået ned på civilsamfundet igennem årtier, men det har aldrig været så slemt som nu, siger Azza.
I dag nægtes de fleste internationale menneskerettighedsorganisationer adgang til landet, og deres websites er blevet spærret.
”Det er en politistat, et diktatur, med vold og blod og blottet for retssikkerhed. Under Mubarak havde NGO’erne trods alt et vist råderum, han gav dem lov til at råbe op. Men al-Sisi vil bringe os til total tavshed. Civilsamfundet bliver konstant indskrænket. Ingen kan sige noget længere”, siger Azza Soliman.
Regimet legitimerer nedslaget med ”kampen mod terror.” Og efter det værste terrorangreb i Egyptens nyere historie den 24. november 2017, da over 300 blev skudt ned under fredagsbønnen i al-Rawda-moskeen i det nordlige Sinai, gjorde chefen for den statslige informationstjeneste, Diaa Rashwan, menneskerettighedsorganisationerne til medansvarlige:
”Denne modbydelige forbrydelse er en advarsel til alle de organisationer, som driver forretning ved at hejse banneret for ”menneskerettigheder og friheder.” Det er på tide, de forstår, at deres fabrikerede rapporter med deres myriader af overdrivelser og falske informationer gør dem til gerningsmændenes ”partnere”, omend utilsigtet, ved at give terroristerne en undskyldning for deres forbrydelser”, udtalte han samme dag.
I ugevis blev jeg fremstillet som mangemillionæren, der skovler penge ind fra udlandet for at skade Egyptens rygte.
Azza Soliman, advokat
I maj 2017 underskrev præsident al-Sisi en ny NGO-lov, som bringer alle organisationer direkte under efterretningsvæsenets kontrol og forbyder enhver aktivitet, som anses for ”politisk”, ”til skade for den nationale sikkerhed”, eller som ikke er i tråd med ”regeringens program for social udvikling”. Ingen rapport må udgives, ingen research foretages, intet projekt implementeres uden forhåndsgodkendelse. Loven træder i kraft i maj 2018.
Tilflugtssted lukket ned
En del menneskerettighedsorganisationer har allerede fået deres kontorer lukket, og Azza Solimans organisation, CEWLA, fik i 2016 afslag på alle projektansøgninger. I dag er CEWLA’s tilflugtssted for voldsramte kvinder blevet lukket. Det er slut med seminarer, workshops, rundbordssamtaler og psykologisk støtte til voldsofrene. CEWLA’s samarbejde med fem centre uden for Kairo har Azza også måttet opgive, og kun hovedkontoret i Kairo er tilbage. Her er personalet beskåret med en tredjedel, og antallet af kvinder, der får juridisk rådgivning, er blevet dramatisk reduceret.
”Det er blevet en konstant kamp at bevare håbet”, siger Azza Soliman.
Hun blev første gang lagt for had af de regimetro medier, da hun i januar 2015 meldte sig som vidne til en politibetjents drab på den 32-årige Shaimaa al-Sabbagh, der som del af en lille, fredelig demonstration ville lægge blomster på Tahrir-pladsen i Kairo til minde om 2011-revolutionens dræbte.
Også dengang blev Azza udråbt som Egyptens fjende, og at hun ikke for længst har givet op, tilskriver hun sin opdragelse.
Hendes far havde en lille købmandsbutik i Kairos centrum, og både han og moren var analfabeter. Men de var ”ekstremt bevidste og vidende”, siger Azza, og de formåede at sende alle deres syv børn – to sønner og fem døtre – på universitetet.
”Mine søstre og jeg blev indprentet, at ægteskab langtfra er det eneste saliggørende for en pige. Det vigtigste var aldrig at lyve og altid at arbejde! Det var de to grundværdier, jeg voksede op med”, siger Azza Soliman.
Den mærkelige i flokken
Da hendes mor ikke ønskede at blive boende hos sin mands familie, sparede hun i hemmelighed op og købte sig sit eget lille hus i en af Kairos daværende forstæder. Så flyttede hun ind med sine børn og sagde til Azzas far: Hvis du har lyst, kan du komme og bo sammen med os.
Det gjorde han.
Azzas mor er lyshudet og blond som en europæer, hvilket i Egypten anses for at være et ideal, og det samme er to af Azzas søstre. Men Azza er mørk og sorthåret, og når naboer og andre faldt i svime over de lyse søstre, protesterede moren altid og sagde: ”Nej, det er Azza, der er den kønneste!”
”Det betød, at jeg altid har opført mig, som om jeg var smuk”, griner Azza. ”Og selv om folk lo af mig, så gav det mig stor selvtillid. Jeg har altid været en drengepige, jeg sloges med de andre børn i gaden og fandt mig ikke i noget, men folk mente jo, at jeg var lidt mærkelig”.
På spørgsmålet om, hvad der får hende til fortsætte kampen, svarer hun:
”Jeg har ikke noget valg. Hvis man mister håbet, dør man. Jeg er drevet af håbet om, at situationen en dag bliver mindre vanskelig, og at vi får tilkæmpet os et større råderum. Og så giver det mit liv mening, når jeg har held til at hjælpe de kvinder, jeg arbejder med. Det gør mig glad. Jeg møder en utrolig støtte og solidaritet i mit arbejde i CEWLA. Og at vide, at jeg ikke er alene, det holder mig oppe”.
*Artiklen er skrevet under pseudonym.