Imens kaos og desperationen i Kabuls lufthavn i august gik verden rundt, valgte dokumentarist- og journalist Nagieb Khaja at krydse grænsen ind til Afghanistan for at dække Talibans magtovertagelse. Han er drevet af lysten til at punktere stereotype og simple forklaringer på, hvorfor ekstremistiske bevægelser opstår og får opbakning i befolkningen.
Af Malene Haakansson
Foto: Lærke Posselt
Lyt til historien – en af vores journalister læser den for dig.
Hvorfor vælger du at rejse til Afghanistan, når alle der kan, flygter ud af landet?
Det er journalistisk hjerteblod. Jeg har dækket krigen i 17 år på så god en måde som muligt, så det ville føles helt forkert ikke at være i landet ved dette vendepunkt – både arbejdsmæssigt og personligt. Jeg har mange venner i Afghanistan.
Hvad ville du opnå?
Jeg var meget bekymret på Afghanistans vegne, fordi der ved Talibans magtovertagelse var en udvandring af internationale organisationer og journalister. Jeg ved, hvor meget det betyder, at verdenssamfundet har nogle repræsentanter til at dække det, som foregår. Jeg ser det som en pligt for os, der er i stand til det, at bevidne, hvad der foregår og stille den nye regering til regnskab. Jeg ville undersøge, om det Taliban lovede, var i sync med virkeligheden.
Med alt din viden og dine oplevelser fra din sidste tur til Afghanistan. Hvilken fremtid går afghanerne i møde?
Situationen på landet er blevet bedre. Der er ikke krig og lovløse områder, men i byerne er der mere kaos. Folk føler sig usikre, og så er der selvfølgelig den forfærdelige situation for kvinder. Mange af de gode ting, som der er sket for kvinderne i byerne, bliver nu rullet tilbage. I landområderne har kvinderne det også forfærdeligt – det havde de også før – nu er der bare ikke krig.
Dem, der kan, flygter ud af landet.
Hvorfor lykkes det Taliban at komme til magten igen?
Den simple forklaring er, at de faktisk ikke har vundet krigen eller fået magten, for de kan ikke tilbyde befolkningen særligt meget. Taliban er kommet til magten, fordi det, som den afghanske regering kunne tilbyde især i landområderne, var helt forfærdeligt. Regeringsrepræsentanter var forbrydere, korrupte og politichefer var gangstere. Taliban gik hen og blev et mindre onde.
I landområderne blev de så trætte af krigen og korruption, at de valgte at støtte Taliban, og det var nok til at besejre regeringen. At Taliban er kommet til magten er blevet byboernes ulykke, fordi det var primært befolkningen i byerne, som nød godt af den internationale tilstedeværelse i landet.
Taliban er ikke den eneste ekstremistiske bevægelse, som du har dækket. Du har også fulgt i syrienkrigernes fodspor og Al Qaeda. Hvorfor opsøger du denne ondskab?
Jeg ved, at der ofte er rationelle forklaringer på, hvorfor sådanne bevægelser blomstrer. Det er vigtigt at få disse historier fortalt, så de meget simple stereotype årsags-forklaringer, som politikerne ofte kommer med, ikke står uimodsagt. Politikere kommer med racistiske forklaringer, som at de har en tilbagestående kultur. Eller at de angriber os i vesten, fordi de hader os. Man kan let blive forført af denne retorik, som fokuserer på folks følelser. Men det er krige og totalitære regimer, som har næret disse radikale bevægelser. Det er historiske omstændigheder, som gør, at der er islamistiske og ekstremistiske grupper i Mellemøsten.
Hvad er konsekvenserne, hvis de simple årsagsforklaringer får lov til at stå uimodsagt?
Worst case er jo, at du har to fjender, der har en fejlagtig opfattelse af hinanden. Danske soldater tog til Helmand, fordi de havde en opfattelse af, at de skulle bekæmpe terrorisme. Men i virkeligheden så var de oppe imod en bonde, som havde tilsluttet sig Taliban, fordi Taliban var det mindst onde på det givne tidspunkt, fordi der måske var en politichef, der var så korrupt, at bonden valgte at støtte Taliban, som gav lov og orden. Og bonden troede, at den danske soldat var kommet for at kolonisere og af-islamisere Afghanistan.
Det er vigtigt at gå i clinch med de simple fortællinger, ellers kommer vi længere væk fra de løsninger, som der findes på problemerne.
Du har i dine reportager interviewet højtstående Taliban-ledere og rejst i isolerede landområder, hvor mange journalister har vendt om på grund af dårlig sikkerhed. I 2018 blev du kidnappet af Taliban. Er dine reportager og dokumentation værd at dø for?
Før i tiden havde jeg en opfattelse af, at der var ting, der var værd at løbe store risici for. Men jeg er efterhånden blevet så erfaren og voksen, at jeg ved, at det ikke er værd at dø for mit bidrag til den store fortælling. Jeg mærker altid efter, inden jeg rejser og har også mine grænser. Men jeg er mere risikovillig end de fleste.
Nu er det ikke så farligt at tale med Taliban. De har en administration, som de skal stå til ansvar for. Det var kun, da jeg dækkede en demonstration på min sidste tur, at jeg vidste, at der kunne komme en løbende og give mig en geværkolbe i hovedet, eller jeg kunne blive skudt.
Hvordan vil du dække Afghanistan fremover?
Jeg går hele tiden og lover mig selv, at jeg ikke skal til Afghanistan igen. Jeg prøver at lade være af hensyn til min familie. Jeg ved, at jeg løber større risici end andre – og det ved min kone også. Men jeg er også lidt fanget af, at jeg er i gang med at lave en dokumentar om Afghanistan, og at det nu bliver muligt at rejse steder hen, som før var umuligt. Det bliver meget svært for mig ikke at udnytte den lejlighed.
Blå bog
- Nagieb Khaja er en international anerkendt og prisvindende journalist og dokumentarinstruktør
- Født i 1979 og opvokset i Avedøre. Hans forældre er fra Afghanistan.
- Forfatter til flere bøger blandt andet ”Historien der ikke bliver fortalt – om krigen i Afghanistan” og ”Du må ikke græde, for så mister du blod”, der handler om Syrien.
- Har lavet en lang række dokumentarer blandt andet den prisvindende ”My Afghanistan”, som handler om de civiles liv i Helmand under krigen.
- Bor i København med sin kone og to børn.