Artiklen er brag i medlemsbladet AMNESTY #3 2018
Den dumpe lyd af eksplosioner i det fjerne ruller som et ekko gennem dalen, og tunge skyer af hvid røg svæver hen over hustagene.
Bagefter er der en underlig stilhed. Og derpå lyden af sirener og ambulancer, som tilkendegiver, at der er døde og sårede.
Fra bjerget midt i Taiz er der milevid udsigt over byen.
Ved siden af os står den 26årige fotograf Assam al-Zubairi. Han tager sin mobiltelefon frem og viser os et billede af et barn, som døde tidligere på morgenen.
En blodig bandage er viklet om hendes pande.
”Hun døde, da houthioprørere affyrede en raket mod en bus”, siger han.
Da krigen brød ud, brugte Assam al-Zubairi som så mange andre på hans alder det meste af sin tid på at poste sjove klip på de sociale medier.
Han drømte ikke om at blive krigsfotograf.
”Krigen har tvunget mig til at tage de her billeder. Verden skal vide, hvad vi går igennem her”, siger Assam al-Zubairi.
Hver gang der har været en eksplosion, er han på pletten med sit kamera og kan dokumentere ødelæggelserne. Billeder af svært ødelagte bygninger og død.
Nye eksplosioner får ruderne i de vinduer, som endnu er hele, til at ryste. Men Assam al-Zubairi synes upåvirket. Byen er i dag en af de hårdest ramte i Yemen. Her løber frontlinjen mellem de shiitiske houthi-oprørere og det yemenitiske militær.
Fra luften angriber saudiske kampfly, og flere af byens kvarterer er overtaget af al-Queda.
Alligevel hører omverdenen sjældent om byen. Eller krigen.
De fleste lokale journalister er flygtet, og internationale kolleger har sjældent held til at komme ind i Yemen. Endnu mindre til at besøge den belejrede by Taiz.
Byens skole fungerer nu som lejr for internt fordrevne flygtninge og er fyldt med børn. Langt de fleste flygtningebørn har mistet muligheden for skolegang.
Tigger om mad og penge
Jo tættere vi kommer på byens centrum, jo flere sammenstyrtede huse fulde af skudhuller ser vi.
Et bilvrag ligger på siden i en grøft ved et udbrændt hus. Civilbefolkningen har lært sig at undgå vejkryds inden for skudafstand fra bjergene, hvor snigskytter har forskanset sig.
Mange forretninger i byens centrum
er lukket. Sønderrevne persienner hæng-
er ned, og flere vinduesruder er blevet trykket ind af bombernes trykbølger.
Vi går langsomt forbi et marked, hvor der sælges frugt, grønsager, sæbe og tandpasta. De kvinder og børn, som ikke har råd til at handle, tigger om mad og penge.
Theha ali Salem på 80 år måtte flygte fra sit hjem for snart tre år siden. I dag bor hun med ni familiemedlemmer i et værelse på den nedlagte skole i Taiz.
Eftersom der ikke længere er nogen renovation, er gaderne fulde af affald. Hunde og katte roder i iturevne skraldeposer med rådne madrester, som har gjort deres til de udbrud af kolera og difteri, som har rystet byen.
Ved en midlertidig vejspærring bliver vi standset af en gruppe bevæbnede mænd. Alle tygger qat for at jage sulten og trætheden på flugt. Det er svært at finde ud af, hvor de hører til – for ikke at tale om, hvad deres hensigter er.
Nogle af de lokale borgere fortæller os, at i begyndelsen støttede mange af indbyggerne soldater, der var loyale overfor præsident Hadi, fordi de ”gjorde noget for byen”. Men i dag er folk trætte af de evindelige kampe og er begyndt at miste håbet. De kan ikke holde det ud længere.
På byens største hospital, al-Thawra, ligger patienter ved siden af hinanden i hvide, nøgne rum og jamrer af smerte. Flere er bundet ind i gennemblødte bandager.
Hospitalet er blevet beskudt så mange gange, at de to øverste etager er forvandlet til murbrokker. Vindues-karmene er sprængt bort af raketter, og vinduerne i de etager, som stadig bruges, er blevet muret til igen.
Vil tilbage til fronten
En etage længere nede ligger den 30-årige Besam Abdul Karim.
Han blev bragt ind for fem dage siden, efter at granatsplinter havde boret sig ind i hans lunger og tarme.
”Jeg kan huske, at vi løb over en skolegård, og at der pludselig var mange eksplosioner”, siger han, mens hans ansigt fortrækker sig i smerte.
Han gentager igen og igen sin taknemlighed over lægernes hjælp og siger, at han hurtigst muligt vil tilbage til fronten for at ”befri sin by”.
Nogle stuer længere væk udtaler en ung mand, som ønsker at være anonym, det samme ønske. Men det er usandsynligt, at han nogensinde kommer til at kæmpe igen. En kugle har boret sig ind gennem hans lænderyg og gjort ham lam.
Med et fjernt blik tjekker han stålpindene, som stikker ud gennem hans ubevægelige venstre ben. Han vil helst ikke tale så meget om det.
”Det ændrer alligevel ingenting”, siger han dystert.
Medicinen er sluppet op
Læge Ahmed Anaam, som også er sygehusets direktør, har hjulpet de sårede i snart tre år. Han behandler såvel houthioprørere som soldater, der slås for Hadi.
”Om de kommer fra øst eller vest, spiller ingen rolle, vi diskriminerer ikke, vi hjælper alle”, fortæller han på sit kontor på første etage.
Men det har vist sig at være en nærmest umulig opgave.
Siden september 2016 har hospitalet ikke modtaget nogen penge fra regeringen. Det har ført til en akut mangel på medicin, kirurgisk udstyr og personale.
Før var byen Taiz kendt som Yemens kaffeproducerende kulturhovedstad. Nu undgår indbyggerne de åbne gade af frygt for snigskytter forskanset i bjergene omkring byen.
”Så godt som alle læger er holdt op. De som er tilbage, arbejder måned efter måned uden løn”.
For tiden er Læger Uden Grænser trådt til og har udbetalt lønninger og forsynet hospitalet med medicin og hospitalsudstyr.
”Det er svært få medicin ind i landet, og det, der kommer, er ikke nok”, forklarer Ahmed Anaam.
De problemer, han beskriver, er de samme på hospitalerne overalt i landet. På grund af de uafbrudte voldshandlinger, luftangrebene og skyderierne er de medicinske fornødenheder sluppet op.
Ifølge FN har over ti tusinde yemenitter mistet livet som følge af krigen. Men det tal har verseret i over et år, så det virkelige antal omkomne er formentlig meget højere.
Det anslås, at der alene i 2017 døde 50.000 børn på grund af mangel på mad; og i år regner man med, at 1,8 millioner børn er alvorligt underernærede.
Næsten en million yemenitter er blevet smittet med kolera, og Læger Uden Grænser har desuden advaret om, at mængden af bakterielle infektioner, som er resistente over for antibiotika, er steget med en skrækindjagende fart.
Belejringen har betydet, at byen er blevet et stort fængsel. Ingen kommer hverken ud eller ind.
Politisk kaos
Pludselig høres lyden af skud på nært hold. Der skydes i nærheden af hospitalet. Vi får besked på ikke at stå for tæt på vinduerne, og mens læger og vores egen sikkerhedsvagt prøver at bedømme, hvorfra der bliver skudt, bliver det besluttet, at vi skal forlade byen, før solen går ned.
Risikoen øges også for de journalister, som har valgt at blive i byen for at rapportere.
Organisationen The Media Freedom’s Observatory, som hører til i Taiz, har det seneste år noteret, at tre journalister er blevet dræbt i byen siden krigens begyndelse.
Journalist Muhammad al-Qadhi behøver ikke at se nogen statistik for at forstå risikoen. Han er selv blevet kidnappet og truet af såvel pro-Hadi-militser, houthi-oprørere som regeringsstyrker. Til trods for at han altid har en bevæbnet sikkerhedsvagt med, når han arbejder.
”Et af de største problemer er, at hvem som helst kan standse dig og stille dig op mod en mur. Man kan aldrig vide, hvem de tilhører, hvis de da tilhører nogen”, siger al-Qadhi.
”Det politiske kaos og de konstante voldshandlinger har gjort livet til et mareridt for byens indbyggere”, siger han.
Han er en af de sidste tilbageblevne uafhængige journalister i Taiz, hvor han siden begyndelsen af krigen har sendt rapporter til blandt andet Sky News Arabia.
I løbet af krigen har han lært sig ikke at rapportere kritisk om mennesker, men i stedet først og fremmest at fokusere på de humanitære historier.
”Man skal ikke træde på nogens ømme tå”, som han siger.
I stedet beskriver han de civiles lidelser. Han fortæller, at det, som i begyndelsen var civil modstand, efterhånden er blevet erstattet af militante salafister, som kontrollerer dele af centrum.
”Man ved aldrig, hvor og hvornår det brager løs. Den usikkerhed er kvælende. Det kan ske, hvad øjeblik det skal være”.
Tvunget til at vælge side
Men som årene går, er krigen også blevet hverdag.
Den almindelige økonomi er kollapset, og landet er blevet en slagmark også for internationale kræfter, som har tvunget almindelige yemenitter til at vælge side.
”På begge sider af fronten findes der nu mennesker, som kun tænker på sig selv”, forklarer al-Qadhi.
”Nobodies” kalder han dem. Mennesker, som tidligere ikke kunne bestemme noget, men som nu pludselig leder en milits eller har fået en politisk position.
”De fik pludselig mange penge og magt og status. De ønsker, at krigen skal fortsætte”.
Men dette er svært at rapportere om som journalist.
Assam al-Zubairis bror, som også begyndte som fotograf, trådte ved siden af i det metaforiske minefelt.
”Han døde i fjor, da en houthi-snigskytte skød ham, mens han fotograferede ved fronten. Jeg holdt min bror i mine arme på vej til hospitalet. Han døde, før vi nåede frem”.
Vi står stille og ser ud over byen.
Assam al-Zubairi gnider sig i øjnene og synker to gange, før han fortsætter.
”Hvis vi alle sammen holdt op, hvem skulle så gøre det? Så ville ingen få noget at vide. Derfor bliver jeg ved med at tage billeder for at fortælle, hvad der sker her”.
Oversættelse: Mogens Bähncke