Interview: ”Hind er ikke længere her, men hendes historie er vores ansvar”

Palæstinensiske Hind Rajab blev dræbt af Israels militær, da hun flygtede med sin onkels familie fra Gaza By. Hendes mor, Wesam, talte med Hind, mens hun kæmpede for sit liv. I dag kæmper Wesam for, at alle Gazas børn får lov til at leve et liv i frihed

“Jeg er bange … kom og hent mig.”

De sidste ord fra den femårige palæstinensiske pige Hind Rajab borer sig ind i hjertet på tilhørerne i den fyldte sal.

Alles øjne er rettet mod scenen. Her står Hinds mor, Wesam Hamada. Hun er klædt i sort, og med en klar og alvorlig stemme fortæller hun om sin datters sidste timer.

Vi er inviteret til en international konference arrangeret af The European Palestinian Network i København. Men i de næste minutter bliver deltagerne taget med til Gaza til den sønderskudte bil, hvor Hind kæmper for sit liv – og palæstinensisk Røde Halvmåne desperat forsøger at redde hende.

Hind var flygtet sammen med sin onkel, tante og deres fire børn fra Gaza By, som var under israelske bombardementer. Onklens bil bliver angrebet af israelsk militær – og alle undtagen Hind bliver dræbt.

Hinds eneste livline var en telefonlinje til Palæstinensisk Røde Halvmånes alarmcentral i Ramallah på Vestbredden.

Imens medarbejderne forsøgte at få en ambulance frem til Hind, lykkedes det dem at få kontakt til hendes mor, Wesam Hamada, som var flygtet til fods.

Wesam talte direkte med sit barn, som gemte sig i bunden af den sønderskudte bil, for at de israelske soldater og en kampvogn tæt på ikke skulle få øje på hende.

”Hun sagde en sætning, der knuste mit hjerte: “Mor, de lyver. Bliv hos mig!” I det øjeblik indså jeg forræderiet. En ambulance blev sendt til hende. Den nåede ikke frem. Den blev bombet. Det betyder én ting: Det var ikke tilladt at redde et liv,” fortæller Wesam Hamada fra scenen i København.

Øjnene i salen er blanke. Det er som om, at alle stopper med at trække vejret.

”Jeg får min styrke fra Hind”

Det er over to år siden, at Hind Rajab, hendes familie og de to ambulanceredder, som prøvede at redde Hind, blev dræbt af israelsk militær, imens de var på flugt fra bomberegnen i Gaza By den 29. januar 2024.

Hinds historie er gået verden rundt, og opkaldet til alarmcentralen, som blev optaget, er blevet til den Oscar nominerede film: ”Hind Rajabs stemme”.

”Jeg bebrejder ikke verdens befolkning, men jeg holder tavsheden ansvarlig. Tavsheden, der gør forbrydelsen mulig, og gør det nemt at gentage det,” siger Wesam.

Efter talen på scenen uddyber Wesam Hamada til Amnesty, hvordan hun selv finder styrken til at fortælle om sin datters sidste timer ved offentlige arrangementer.

”Jeg får min styrke fra Hind. Hun var så stærk, da hun var fanget i bilen i timevis. Hun blev ved med at tale i telefonen, selvom hun var såret, frøs og var sulten. Hun fortsatte med at tale for at holde sig i live. Hun prøvede at berolige mig, selvom hun vidste, at hun var omringet af israelske militær, der var skududvekslinger, og hun var i en meget farlig situation. Hun er meget stærkere end mig.”

Nu bruger Wesam Hamada sin stemme til at sætte fokus på Gazas børn, som stadig er i live. Børn som har brug for hjælp til at overleve, børn som skal have mulighed for at udvikle sig og gå efter deres drømme ligesom alle andre børn i verden.

”Hind var en meget stærk og klog pige. Hun ville gerne være læge, så hun kunne helbrede børn. Ikke kun i Gaza, men i hele verden. Hvis Hind var i live i dag, og hun så alle de forfærdelige ting, der sker mod Gazas børn, ville hun ikke kunne klare det.”

Se videoen med Hinds mor, Wesam (Artiklen fortsætter efter videoen):

Folkedrabet fortsætter trods officiel våbenhvile

Wesam Hamada er for nylig blevet evakueret fra Gaza af Amed Khan sammen med nogle af hendes nærmeste familiemedlemmer. Hun bor i dag i Europa.

Når det er muligt taler hun med familie, venner og naboer i Gaza, som fortæller, at Israels folkedrab fortsætter til trods for efterårets våbenhvile mellem Hamas og Israel.

”Det første bevis på, at folkedrabet fortsætter hver eneste dag, er de mange mennesker, der bliver dræbt. Min familie og venner fortæller, at de mangler alt. Der er ikke adgang til vand, der er ingen elektricitet, mad og medicin. Sundhedssystemet er kollapset, og der er ingen adgang til uddannelse for børnene,” fortæller Wesam til Amnesty.

Hun siger, at Gaza er fyldt med mennesker, der lever på kanten af livet. Og ødelæggelserne fortsætter.

“Folkedrabet er ikke stoppet. Livet er ikke vendt tilbage i Gaza.”

Så længe det israelske militær er i Gaza, bliver mennesker dræbt, fortæller hun.

”Hver kvinde, hvert barn og hver person i Gaza er stadig et mål.”

Siden våbenhvilen mellem Hamas og Israel blev annonceret i begyndelsen af oktober 2025, er mere end 100 børn blevet dræbt i Gaza ifølge UNICEF. Hundredvis af børn er blevet såret.

Håb til Gazas børn

Wesam håber, at den fokus Hinds historie har fået, kan få verdens øjne til at fokusere på de børn, der stadig er i live i Gaza. Hendes drøm er at give alle Gazas børn en tryg barndom, hvor de kan udfolde sig og leve uden krig.

”Som mor til Hind og min søn, Iyad, har jeg et stort ansvar.  Jeg vil holde Hinds stemme i live, for det er ikke kun hendes stemme men alle Gazas børns stemme.”

Hun beder indtrængende verden om at hjælpe Gazas børn.

”Det bringer håb til Gazas børn, når de kan se, at mennesker står bag dem. Ikke bare med støttende slogans, men med reel forandring. Når der kommer nødhjælp til dem i Gaza, når hospitaler og skoler genåbner.”

Wesam Hamada vil gerne fortælle en historie om den udholdenhed, som børnene i Gaza udviser.

”Vi gemte os i en kælder sammen med 75 andre familiemedlemmer. Det israelske militær var meget tæt på. Børnene var meget sultne. De havde ikke spist noget i ni timer. For at få dem til at være helt stille, så vi ikke blev opdaget, lovede jeg, at jeg ville lave et rigtig godt måltid til dem, hvis vi overlevede. Om natten trak det israelske militær sig tilbage. Men jeg kunne ikke holde mit løfte, for vi havde ikke mere mad. Jeg undskyldte mange gange overfor børnene. De svarede blot, at det var i orden, og at de skulle nok klare sig.”

Til stående klapsalver og tårer sluttede Wesam Hamada sin tale i København med disse ord:

”Jeg beder ikke om det umulige. Jeg beder om noget meget enkelt:
At palæstinensisk børns liv bliver beskyttet, som var det dit eget barns liv.

Hvis loven ikke kan redde et barn, så er det en lov, der må holdes ansvarlig. Og hvis verden kun handler, når offeret ligner dens egne børn, så har verden brug for en ny samvittighed.”

”Hind er ikke længere her, men hendes historie er vores ansvar. Og et ansvar bevares ikke med ord, men med handlinger!”