”Jeg følte ikke, at systemet havde min ryg”

Aktivist og politisk influent, Samanta Stojkovic, forsøgte i årevis at ignorere de truende og hadefulde beskeder, hun modtog, når hun ytrede sig om politiske emner på sine kanaler. En trussel om voldtægt ændrede hendes syn på beskederne. 

Kan du huske, hvornår du første gang oplevede hadtale?

Den første gang, jeg oplevede hadtale online, var faktisk i en hel anden sammenhæng, end de fleste kender mig fra i dag. Vi skal lige 13 år tilbage, hvor jeg kortvarigt deltog i reality-TV (Paradise Hotel, red). Fra den ene dag til den anden blev jeg et offentligt ansigt, som alle havde en mening om og en holdning til.

Jeg er overbevist om, at min baggrund som minoritetsetnisk kvinde medvirkede til det massive had, som jeg modtog efter min deltagelse. En minoritetsetnisk kvinde, der ikke undskyldte sig selv, var højrøstet, havde meget på hjertet og som satte tydelige grænser for sig selv. Det har mange set som værende provokerende, og derfor har de følt sig nødsaget til at sende grimme gloser min vej. Gloser, som især var møntet på mit køn eller min etnicitet.

For selvom det at være reality-deltager og politisk influent er som syd og nord, er alle de hadefulde beskeder, jeg modtager i dag, også baseret på mit køn og min etnicitet. Eller rettet mod den religiøse overbevisning, som de antager, jeg har. Der er især en formodning om, at jeg er muslim. Baseret på – eller det må man gå ud fra – at de ikke kan tænke længere end, at alle etniske minoriteter med mørke træk er synonymt med at være muslim.

Det er for mig tragikomisk at blive angrebet for at tilhøre en religion, som jeg egentlig intet tilhørsforhold har til. Samtidigt er det også meget sigende. At der intet ønske er om at have en reel diskussion eller en debat. Derimod er deres formål at lukke munden på mig: ”Du fatter ikke en skid, din dumme kælling”. ”Skrid hjem, hvor du kommer fra’’. ‘’Du skal bare lukke røven, ellers kommer jeg og lukker den for dig”. Det er tydeligt, at der ingen interesse er for at have en samtale om forskellige politiske holdninger og meninger. Deres eneste interesse er at få sat en mundkurv på mig. At jeg stopper med at snakke. Stopper med at råbe op.

Med en platform, hvor jeg tager vigtige samfundsmæssige problemstillinger op, taler jeg om sensitive og brandfarlige emner: den manglende kønsligestilling, LGBT+-rettigheder, den inhumane flygtningepolitik, undertrykkelse, misinformation, racisme, sexisme, islamofobi and the list goes on. Det er emner, som vækker stærke følelser og voldsomme reaktioner hos folk. Uenigheder er helt i orden, men det er uacceptabelt, at bare fordi man ikke er enig, så reagerer man ved at true med at gøre skade på andre. Det er jo absurd!

Hvem er det typisk, du møder hadtale fra?

Mænd! De midaldrende hvide (cis)mænd er uden tvivl dem, jeg modtager mest hadtale fra. Men ikke udelukkende. Det afhænger lidt af, hvilket emne jeg taler om. De yngre mænd møder talrigt stærkt op, når jeg stiller mig kritisk over for deres Daddy-Vanopslagh, og det er hovedsageligt tyrkiske ultranationalister, som sender had og trusler, når jeg ytrer mig pro-kurdisk.

Men uanset alder eller etnicitet sender de næsten alle hadbeskeder fra en ægte profil. Der er nok en forestilling om, at de hadbeskeder, man modtager, er fra falske profiler. Det kunne ikke være længere fra sandheden. De her mænd gemmer sig ikke bag noget som helst, men står stolt frem med åben profil. Hvor private og personlige informationer er til offentligt skue. Man kan se, hvor de arbejder, hvor mange børn de har, hvor de sidst var på sommerferie, deres yndlingscafé – og at deres norske skovkat Solvej på tre år har det hårdt efter at være blevet vaccineret.

Hvorfor tror du, de står så åbent frem?

Simpelthen fordi, de ikke skammer sig, og at de godt ved, at de vil slippe afsted med det. Så der er ingen grund til at gemme sig. Der er ingen konsekvenser for de her mænd. Hvem siger noget? Hvem gør noget? Der er jo ikke nogen, der siger fra. Så hvorfor skulle de ikke blive ved?

De har mobiliseret sig så godt på nettet og overtaget det hele. I sådan en grad, at folk ikke engang tør gå i kommentarsporet og bare kigge på kommentarerne. For der er en så ubehagelig retorik og tone online, at selvom hadet ikke er rettet mod en personligt, er det så voldsomt at læse, at man vælger at holde sig væk.

Det er blevet normaliseret, at kommentarsporet ”bare flyder med tosser, der snakker lort”, og vi skal bare lade være med at læse det. Derfor har vi – inklusiv mig selv – i mange år bare sagt, at vi skulle ignorere de hadefulde kommenter. Hadtale har derfor desværre fået lov til at gro frit og forpeste nettet.

Men hadtale i kommentarsporet kan og skal ikke ignoreres, fordi det har store konsekvenser og afholder folk fra at deltage i den offentlige debat. Og det rammer grupper, der i forvejen ikke har meget taletid, som kvinder eller etniske-, religiøse- og seksuelle minoriteter. Den offentlige debat er derfor ikke for alle, hvilket er et demokratisk problem, som vi er nødsaget til at finde en løsning på.

Hvad tænker du, man skal gøre ved det?

For det første skal lovgivningen opdateres. Vi skal være bedre beskyttet mod hadtale. Ifølge lovgivningen er det for eksempel ikke kriminelt at sende hadbeskeder til folk i deres private indbakke. Det er kun kriminelt, hvis de er sendt i et åbent onlineforum. Det giver jo ikke mening. Det ville være det samme som at sige: hvis en person truer dig, så gælder det ikke, hvis I var alene, men kun hvis andre var til stede. Der burde gælde de samme regler, uanset om det er online eller i den virkelige verden. En trussel er en trussel. En hadbesked er en hadbesked. Uanset hvor eller hvordan man modtager den.

Taget i betragtning at nettet er stedet, hvor vi bruger det meste af vores tid, burde lovgivningen følge med tiden. Det er jo online, vi mødes med resten af Danmark, og befolkningen interagerer med hinanden. Lad os være ærlige, i Danmark er vi jo ikke lige frem kendte for at havde samtaler ude i det offentlige rum. Vi mødes i chatrum, ikke ved busstoppestederne.

Hvad kan man gøre som enkeltindivid?

Det er forståeligt, at man kan føle sig magtesløs som individ, når man bliver præsenteret for store samfundsproblemstillinger, men man kan faktisk gøre utrolig meget. En ændring sker sjældent, uden at vi alle aktivt gør noget. Især når det kommer til bekæmpelse af hadtale, kræver det en fælles indsats. Som brugere af onlineplatforme er det nemlig os, der skaber onlinemiljøerne. Lige nu er der rigtig meget hadtale, fordi vi er ekstremt dårlige til at sige fra, selvom mange er berørt af det her problem. I stedet vender vi kinden til og mener, at det skal negligeres. Men det er ikke den rette tilgang, hvis vi skal problemet til livs.

Første step i den rigtige retning er, at vi bliver nødt til at sige fra over for hadtale. Og vise, at det ikke er sådan, at det skal være på nettet. Ser du hadtale, så skal du stå op for den person, som hadet er rettet mod. Det kan man blandt andet gøre ved at skrive direkte til afsenderen af hadtalen og sige, at det her ikke er i orden, og at hadbeskeder og trusler er uacceptable, selv om man er uenig.
Hvis man frygter for selv at blive angrebet, kan man i stedet gå ind og skrive en sød kommentar til den person, der modtager hadebeskeder. For så kan vi vende billedet om og vise, at der er flere mennesker, der vil en det godt.

Uanset hvordan du vælger at sige fra og støtte, så anmeld, anmeld og atter anmeld. Det gælder både direkte til den onlineplatform, hvor det sket, eller/og til politiet.

Du har selv modtaget en dødstrussel på et tidspunkt. Hvad var anledningen til den?

Nu har jeg været et offentligt ansigt og en del af den offentlige debat længe, så jeg har faktisk modtaget et par stykker. Truslerne har ikke været ”Jeg dræber dig”, men altid mere ”Du skal ikke ønske at møde mig, så er jeg det sidste, du ser” eller ”Håber, du har lavet et testamente”. Den værste besked, som altid popper op, når jeg tænker tilbage, er en trussel om voldtægt. Der stod, at hvis han så mig, så ville han binde mig fast og lade et æsel voldtage mig. Selve truslen er så usandsynlig, og jeg har før fået trusler om voldtægt, men denne rammer mig stadig.

Hvorfor tror du, at den trussel har ramt dig hårdest?

Det var ikke truslen i sig selv, men det truslen kom til at repræsentere. Det var den første truende besked, som jeg modtog, hvor afsenderen ikke gemte sig bag en falsk profil. På det tidspunkt var det ikke normen, at jeg modtog hadbeskeder fra en ægte profil, som det er i dag.

Netop derfor valgte jeg at kontakte politiet for at anmelde truslen. Og i stedet for at blive hjulpet og taget seriøst, blev det totalt negligeret. Jeg følte ikke, at systemet havde min ryg. Der var en ægte og reel trussel om, at en ville gøre skade på mig. En identificerbar person, og alligevel fik jeg at vide, at politiet intet kunne stille op.

Jeg fornemmer desværre, at selvom politiet og samfundet i dag ser anderledes på online hadbeskeder og trusler, så er det stadig lang vej til, at det bliver håndteret på lige fod med den virkelige verden. Og derfor må vi opkvalificere medarbejdere og systemet.