For filminstruktør, kunstner og aktivist Paola Mendoza er retten til abort både principielt vigtig, men også en afgørende del af hendes egen historie. Hun forbereder sig på et hårdt slag, når retten til abort snart risikerer at forsvinde i USA.
En aften i maj sad Paola Mendoza i sin sofa i sin lejlighed i New York med en bog og Tv’et tændt, da hendes mobil begyndte at eksplodere med beskeder.
Et læk fra USA’s højesteret spredtes lynhurtigt og afslørede, at et flertal af dommerne ønskede at afskaffe den landsdækkende ret til abort. Samme aften gik Paola Mendoza og andre aktivister i gang med at planlægge modtrækket, og blot tre dage senere demonstrerede tusindvis af mennesker i byer over hele USA for retten til abort.
”Vi gik straks i gang med arbejdet og har ikke stoppet siden,” forklarer hun her snart to måneder senere fra en Zoom-forbindelse fra New York.
Fra sorg til raseri
Det var udsigten til Donald Trump som præsident, der i 2016 gjorde Paola Mendoza til aktivist. Som filminstruktør og kunstner kunne Mendoza bruge sin kunst til at skabe opmærksomhed og sit netværk til at samle flere i fælles modstand.
Missionen mislykkedes dog som bekendt, og Trump blev valgt.
”Det var et knusende slag mod os, da han blev valgt. Og det paralyserede mig faktisk i nogle dage derefter,” husker hun.
Hun blev medarrangør af Women’s March, der med de lyserøde ”pussy-huer” som symbol forenede demonstranter over hele USA i protest mod Trumps angreb på kvinders rettigheder. Der er mange paralleller til kampen for abort i dag, men for Mendoza har noget i hende selv fundamentalt ændret sig.
”Denne gang føler jeg mindre sorg og mere raseri. Det har været nogle vanvittige seks-syv år, men jeg er blevet bedre til at tage mit raseri og kanalisere det over i aktivisme.”
Det er personligt
For Paola Mendoza er kampen for abort både principiel og personlig. For hendes egen barndom kunne have set anderledes ud, hvis ikke aborten havde været fri i 1980’ernes USA. Hun var kun tre år, da hun sammen med sin mor og bror rejste fra Colombia for at blive familiesammenført med sin far, der allerede boede i USA. Men blot få måneder senere forlod faren familien uden et ord.
”Min far efterlod os uden sprogkundskaber, uden arbejde og uden penge. Vores fremtid så sort ud, og måneden efter fandt min mor ud af, at hun var gravid. Det satte hende i en endnu vanskeligere situation som indvandrer og fattig. Min mor kom fra Latinamerika, et meget konservativt samfund, så det var ikke en nem beslutning for hende, men hun fik en abort. Hun var så heldig at bo i USA i 80’erne, hvor hun havde adgang til en abort. Og dermed kunne hun begynde at opbygge et stabilt liv for min bror og mig”, fortæller Paola Mendoza.
Hun kan ikke huske, hvornår hun fik historien fortalt, men føler, at hun altid har kendt den.
”Min mors aborthistorie er en del af vores immigrationshistorie, det er en del af vores historie her i USA. Og aborten var en afgørende faktor for, at hun kunne opbygge stabilitet og tryghed her. Så når jeg tænker på udsigten til, at Roe vs. Wade (den afgørelse, der siden 1973 har sikret amerikanske kvinder adgang til abort, red.) bliver underkendt, og at et stort antal stater vil forbyde abort, så tænker jeg på min mor. Jeg tænker på fattige indvandrere, på sorte og brune kvinder, på dem, der ikke har råd til at rejse til en anden stat for at få en abort. Sådan ville det have været for min mor, for vi boede i Texas, og hun ville på ingen måde have haft råd til at rejse til Californien (hvor abort er tilladt, red.).”
Mindretallet bestemmer
Lige siden USA’s højesteret i 1973 gjorde abort lovligt i USA, har politikere og anti-abortaktivister arbejdet for at få omstødt afgørelsen. I flere stater som Alabama, Texas og Ohio er abortforbuddet allerede på plads og klar til at træde i kraft, hvis højesteret giver grønt lys.
”Det skader kvinder, det skader børn, det skader samfundet. Det skader alle de kvinder, der tvinges til at få børn uden at ønske det. Det er derfor, det er personligt. At tvinge kvinder til at få børn mod deres ønske er ikke kun et angreb på deres rettigheder, men det er ondt og forfærdeligt. Nogen taler om også at forbyde abort i tilfælde af incest og voldtægt. Det er fuldkommen vanvittigt,” siger Mendoza og minder om, at et flertal blandt befolkningen i USA rent faktisk støtter adgangen til abort. I en ny måling fra Pew Institute Research fra maj 2022 svarer 61 procent af amerikanerne, at abort bør være tilladt i alle eller i de fleste tilfælde.
”De her love indføres af et mindretal af hvide mænd, der ønsker at kontrollere vores kroppe”, siger hun.
Sammen med de aktivister, hun lærte at kende under Women’s March, er hun nu i fuld gang med at sikre, at gravide, der ønsker en abort, stadig kan få det. Aktivisterne arbejder for at gøre abortpiller tilgængelige og at sikre tilskud til gravide, der kan blive tvunget til at rejse til en anden stat for at få en abort. Inspirationen henter hun fra Syd- og Mellemamerika, hvor en stærk abortbevægelse med navnet den grønne bølge har haft store gennembrud de senere år. I december 2020 stemte den argentinske kongres ja til en lov, der gør abort lovligt frem til graviditetens fjortende uge, og siden da har også Mexico og Colombia legaliseret abort.
”Det er inspirerende at se, hvor succesfuld den grønne bølge har været i at sikre adgangen til abort i en region, der ellers er både konservativ og meget religiøs. De har organiseret sig og kæmpet hårdt i årtier, og nu begynder de at vinde”, siger hun.
Slaget er (måske) tabt – krigen fortsætter
Paola Mendoza har stor tiltro til aktivisternes magt. Hvis Roe vs. Wade bliver omgjort, vil det gøre ondt, indrømmer hun. Men kampen for retten til at bestemme over egen krop har fundet sted i hundredvis af år og vil også forsætte efter højesterets afgørelse.
”Aktivister er de mest positive mennesker, jeg kender. De har troen på, at verden kan blive bedre. Vi er konstant i kampe, der kan virke umulige at vinde. Omgørelsen af Roe vs. Wade ser ud til at ske, og alligevel er der tusindvis af mennesker, der går på gaden i protester og hver eneste dag organiserer sig i håbet om at en dag – ikke nødvendigvis i den nærmeste fremtid, selvom jeg ved gud håber, det bliver i min levetid – får en mere retfærdig verden, og at vores kroppe bliver respekteret. Det er den tanke og det håb, jeg holder fast i, i de mørkeste, tristeste og vredeste stunder”.