Mihriban Kader var tvunget til at forlade sit hjem og sine børn i Xinjiang-provinsen i Kina for fire år siden. I dag sidder børnene på et børnehjem for forældreløse, og Mihriban og hendes mand anses som forrædere mod staten.
Artiklen er bragt i medlemsbladet AMNESTY #2 2021
Lyt til historien – en af vores journalister læser den for dig
FORTALT TIL AMNESTY
”For fem år siden forlod jeg vores børn i hast. Der var ikke tid til at tage ting eller legetøj med, der kunne minde mig om dem. Alt, jeg fik med, var et familiefoto.
Min mand og jeg tog afsted, fordi vi ikke havde andet valg. De kinesiske myndigheder chikanerede os konstant og krævede at få vores pas udleveret. Ellers ville der ’komme konsekvenser’. De førte en streng politik for fødselskontrol og ville foretage ’kropstjek’ på mig for at finde ud af, om jeg var gravid. Det var jeg.
Vi rejste, fordi vi fik indrejsevisa til Italien. Men af frygt for at grænsepolitiet ville ane uråd ved udrejsen, ville vi ikke tage alle vores børn med på én gang. Derfor besluttede vi, at kun min yngste søn, som jeg stadig ammede, skulle med. De fire andre skulle i første omgang blive hos deres bedsteforældre, indtil de kunne slutte sig til os senere.
Var vi ikke rejst ud af Kina på det tidspunkt, ved jeg ikke, om vi ville have fået chancen igen. Hvor meget værre situationen i Xinjiang skulle blive, havde vi ikke fantasi til at forestille os.
Så snart vi var kommet til Italien, faldt de kinesiske myndigheder over vores tilbageblevne familie. Min mor blev sat i interneringslejr. Min far blev afhørt over flere dage og måtte efterfølgende indlægges på hospitalet. Han var 80 år.
I mellemtiden var der ingen til at tage sig af vores børn. Ifølge Kinas regering var de børn af ’forrædere’. Vores andre slægtninge kunne ikke se efter dem, for de var også bange for blive sendt i interneringslejr.
Overvågning
I skolen blev det snart bemærket, at ingen forældre eller værge dukkede op til forældremøder. Skolen bad derfor myndighederne om at tage sig af de ’forældreløse’ børn. Og det gjorde de: Vores børn blev sendt i en fængselslignende skole, en såkaldt ’lejr for forældreløse’, med overvågning døgnet rundt.
I november 2019 døde min far, men samme måned fik vi også en god nyhed: Den italienske udlændingestyrelse havde givet grønt lys for familiesammenføring: Nu kunne vi få vores børn til Italien. At give vores børn besked var ikke uden risiko. Al deres kommunikation blev overvåget. Men i marts 2020 kom vi igennem på et videoopkald. For at få deres visa måtte de imidlertid selv henvende sig på Italiens konsulat i Shanghai, en rejse på godt 5.000 km. De var for små til selv at begive sig ud på så lang en tur, men vi fandt ikke nogen, der turde eller ville ledsage dem.
En majaften i 2020 forhørte det kinesiske politi vores børn i to timer. De blev spurgt om, hvorfor de fastholdt kontakten til deres forældre. Og fik at vide, at det kunne blive farligt for dem og betyde, at de røg i interneringslejr efter endt skolegang. Vores børn blev rigtig bange, og til sidst så vi ikke anden udvej end at lade vores børn rejse til Shanghai på egen hånd. Vi gav dem nøje instrukser, og med hjælp fra udenlandske kontakter nåede de omsider til Shanghai. Men her blev de nægtet adgang til det italienske konsulat. Og to dage senere fangede politiet dem og sendte dem tilbage til forældreløselejren.
Fortvivlelse
I dag er vi ramt af fortvivlelse. Kina tilbageholder mine børn, og hvis de vil gøre dem fortræd, kan ingen stoppe dem. For uighurer kan det være farligt at udtale sig offentligt om de menneskerettighedskrænkelser, vi bliver udsat for. Men nu har vi fortalt vores historie til Amnesty International i håbet om, at nogen vil hjælpe os.
I de fem år, der er gået, siden jeg forlod mine børn, er jeg ikke holdt op med at tænke på dem ét eneste øjeblik. Jeg ved ikke, hvad mine børn laver nu. Jeg har set optagelser fra forældreløselejre på internettet, så jeg ved, at de på skolen ser kinesiske ’røde’ propagandafilm og synger ’røde’ sange. Når jeg ser disse videoer, tænker jeg på mine børn og på, hvordan de bliver opdraget og skolet. Og på hvordan de må sidde sammenpresset i et lille klasseværelse, skal lære ting, der byder dem imod, adskilt fra deres forældre. Og på hvor meget de må savne os.
Min baby blev født i Italien, og vi har fået endnu et barn her. Nogle gange holder vi dem i vores arme og fortæller dem om deres brødre og søstre i Xinjiang. Og så græder vi. De spørger, hvornår de skal møde deres søskende. Jeg kan ikke give dem et svar, for jeg kender ikke svaret”.
Kinas forfulgte minoriteter
Mihriban Kader og hendes mand er blandt de seks uighurfamilier i eksil, hvis historie Amnesty offentliggjorde i marts måned. Familiernes vidnesbyrd giver et sjældent indblik i den forfølgelse, den muslimske minoritet uighurerne udsættes for fra kinesisk side – selv når de har forladt landet.
Det er ellers uhyre vanskeligt at efterforske overgreb i Xinjiang-provinsen, da Amnesty, FN og andre er forment adgang og meget få uighurere tør stå frem af frygt for repressalier. Det anslås, at omkring en million mennesker er blevet vilkårligt tilbageholdt i, hvad der kan betegnes som genopdragelseslejre i Xinjiang-provinsen. Tidligere indsatte i lejrene beretter om tortur og tvungen kulturel assimilation.