Manisha Mashaal sidder i en vævet seng og taler med en 19-årig kvinde, der har sit spædbarn på skødet.
Mamta var gravid i ottende måned, da hun blev voldtaget af en gruppe mænd på en mark i nærheden af landsbyen Kaithal i Indiens nordlige delstat, Haryana.
“Jeg har det ikke godt, men jeg har lånt penge af min nabo til lægebehandling,” siger Mamta, der er klædt i en sandfarvet sari og tørklæde.
En hund sover under sengen, en hane pisker rundt i rummet, og to kvinder fra organisationen Swabhiman Society´s afdeling i Haryana, som Manisha Mashaal har oprettet i 2012, nedskriver kvindens ord.
“Jeg skal nok tale med statskontoret. Din behandling bør være gratis”, siger den 29-årige aktivist, mens naboer står ved indgangen til huset uden døre og vinduer og følger med. Der findes ikke rum til privatliv i en indisk landsby som denne.
Mamta var en af otte kvinder fra Kaithal, som blev voldtaget af fem mænd fra en naboby i december 2017. Gerningsmændene er blevet dømt ved retten. En undtagelse i voldtægtssager i Indien generelt, og en sjældenhed i en sag fra Haryana med kasteløse kvinder som ofre. Derfor tager Manisha Mashaal og hendes kollegaer rundt i landsbyerne på “fact finding” og indsamler informationer om hændelserne, som de afleverer til politiet.
“Det er ikke vores job at efterforske voldtægtssager, men politiet gør det ikke. Når dalitkvinder anmelder deres sag, bliver de udskammet og mistænkeliggjort af politiet. Kvinderne står magtesløse tilbage”, siger Mashaal.
Kontor om dagen – safe house om natten. De fleste af kvinderne, der arbejde frivilligt i organisationen Shabhiman Society har selv været udsat for vold og overgreb.
”De urørlige”
Manisha Mashaals håndtryk er solidt, hendes figur er bastant, og der går ild i de brune øjne, når hun taler om de uretfærdigheder, dalitkvinder oplever i hverdagen. Siden hun var 15 år gammel, har hun været aktivist og kæmpet for retfærdighed i voldtægtssager for dalitkvinder i Haryana.
Dalit betyder ”det knuste folk” på hindi og er betegnelsen for de kasteløse – “de urørlige”- som de er blevet kaldt på grund af deres isolerede plads i det hinduistiske kastesystem. Et system, der blev afskaffet ved lov med Indiens forfatning i 1950, men som stadig har voldsomme sociale konsekvenser.
“Jeg nægter at tolerere kastekulturen, og jeg vil aldrig tage dalitkvinders frihed for givet”, fortæller Manisha, mens hun viser rundt i de lokaler i byen Kurukshetra i Haryana, hvor Swabhiman Societys lokale afdeling holder til.
På de gule vægge hænger billeder af dalitaktivisten, der holder tale, fotos af “overlevere”, som de kalder lokale kvinder, som har overlevet voldtægt samt en plakat med hashtagget #MahaDalitMovement – en demonstration, som Manisha Mashaal stod i spidsen for efter endnu en gruppevoldtægt af en kasteløs kvinde. Kontorlokalerne her fungerer også som såkaldt safe house for kvinder.
Manisha Mashaal og de 24 andre dalitkvinder, som er tilknyttet organisationen, arbejder frivilligt og ved hjælp af private donationer og økonomisk bistand fra advokatkontoret, Human Rights Law Network i New Delhi.
“Mashaal” betyder “flamme” og er et efternavn, Manisha tog med symbolsk relation til hendes arbejde for kasteløse kvinder. hendes oprindelige efternavn er knyttet til hendes dalitslægt.
Et helvede for kvinder
Ifølge tal fra de indiske myndigheder er Haryana blandt de delstater, hvor kvinder oftest udsættes for seksuelle overgreb. Haryana er også det sted i landet, hvor gruppevoldtægter oftest finder sted, viser de nyeste officielle tal. I 2016 alene blev der registreret 191 gruppevoldtægter. Dertil kommer, hvad der formodes at være et stort mørketal.
Haryana er et traditionelt landbrugssamfund med en stærk adskillelse mellem kønnene. Intet sted er Indiens skæve fordeling mellem mænd og kvinder mere tydelig end i Haryana, hvor der er cirka 10 procent flere drenge end piger. På de støvede og mørke landeveje skal man lede længe efter at se en kvinde blandt de mange mænd og hellige køer efter klokken 22. Det er en udbredt opfattelse, at kvinder er ekstremt udsatte, hvis de går alene på gaden om aftenen.
“Patriarkatet er meget stærkt i Haryana, og mænd fra højere kaster føler, de kan slippe afsted med hvad som helst. De vil ikke tolerere, at dalitkvinder klæder sig, som de vil, og kommer frem i samfundet. Mændene straffer kvinderne ved at tage magten over deres kroppe med vold”, siger Manisha Mashaal og fortæller, at hun som dalitkvinde har mødt diskrimination hele livet.
I folkeskolen oplevede hun flere gangeat blive ydmyget af sin lærer foran klassen og kaldt for uren og ”urørlig”. Manisha Mashaal var den eneste i sin landsby, der gik i gymnasiet, og hun mødtes ofte af tilråb fra højkastedrenge, som hånede hende på vej til skole.
“Der stod altid en håndfuld fyre og råbte, at jeg aldrig ville blive til noget. En dag i 2006 fik jeg nok. Jeg kastede en sten efter dem, hvorefter de skulle til at overfalde mig. Jeg råbte til dem, at de var idioter og ikke havde kræfter til at slås med mig,” fortæller dalit-aktivisten, mens hun knytter næverne på skrivebordet.
“De blev overrasket over min reaktion, dukkede hovederne og vendte om”.
På vej fra et møde hos en advokat, der skal hjælpe kvinderne videre med en voldtægtssag.
En farlig mission
Manisha Mashaal begyndte sin aktivisme i 2009 efter en gruppevoldtægt af en dalitkvinde i Kurukshetra, hvor hun oplevede, at ingen ville tale på kvindens vegne. Ifølge hende er det store problem den manglende håndhævelse af de love og rettigheder, der skal forhindre voldtægt, og som skyldes mentaliteten i magtens cirkler.
“Systemet er korrupt, og politifolk, dommere og anklagede tilhører typisk den samme kaste og dækker over hinanden. Dalitkvinder er ofte fattige og mangler viden om deres rettigheder. Når man kun har overskud til at arbejde for at få mad på bordet, er der ikke energi til at kæmpe imod overgreb og diskrimination.”
Vold og seksuelle overgreb mod dalitkvinder i Indien er ikke kun et problem i Haryana. Ifølge et studie fra National Campaign on Dalit Human Rights har mere end halvdelen af landets kvinder med dalit-baggrund oplevet vold, mens en tredjedel af kvinderne siger, at de er blevet voldtaget.
Manisha Mashaal fortæller, at hun flere gange er blevet truet på livet af de anklagedes familier, når hun har undersøgt voldtægtssager. I 2013 var hun sammen med et par kollegaer på cykel i en landsby i nærheden af byen Rothak. Da de cyklede fra landsbyen, kørte en bil op på siden af dem, og en person rullede vinduet ned, så en pistol kom til syne. Aktivisterne gemte sig i en butik og var heldige med, at en vagt kom forbi, og bilen kørte videre.
“Da jeg fortalte historien til min familie, bad de mig om at stoppe mit arbejde. Men jeg er nødt til at løbe en risiko, hvis jeg vil skabe forandring”, siger hun.
Manish Mashaal taler med række overlevere efter voldtægt. “I Haryana sker voldtægt ofte, når dalitkvinderne arbejder i markerne for godsejerne, som er højkaste. Dalitkvinderne oplever overgreb og ved ikke, hvordan de skal anmelde det”, siger Mashaal.
Modstanden vokser
Og der er mulighed for en anden virkelighed for Haryanas dalitkvinder, mener Manisha Mashaal. Da hun begyndte som aktivist, stod hun alene. I dag er de 25 kvinder, der kæmper imod systemet.
“Jeg er blevet klogere på, hvordan vi skal kæmpe. Vi har vores penne, vores hjerner, vores viden og energi. Og vi kæmper med vores stemmer, så dalitkvinder kan få en retfærdig plads i samfundet.”
Når Manisha Mashaal ikke rådgiver voldsramte kvinder eller besøger landsbyer for at undersøge voldtægtssager, skriver hun protestsange om dalitkvinders vilkår i Haryana.
“Jeg har så megen vrede i mig. Men vrede er også min motivation, og jeg prøver at få vreden ud på alle de måder, jeg kan”
Artiklen er produceret med støtte fra Udenrigsministeriets oplysningspulje.
TIL KAMP MOD STRAFFRIHEDEN
Lige siden Amnesty International Indien åbnede for seks år siden, har kvinders rettigheder været en prioritet. For hver gang en kvinde anmelder et seksuelt overgreb til myndighederne, er der, ifølge officielle tal, 99 andre kvinder, som ikke gør det.
Derfor lancerede Amnesty International i 2014 projektet ”Ready to report”. Her gik Amnesty sammen med voldtægtsoverlevere, politi, lokalsamfund og statslige myndigheder for at sikre, at kvinder ikke bliver forhindret i at melde overgreb, uanset om hindringerne skyldes manglende viden om egne rettigheder, et langsomt retssystem eller diskrimination.
Som et resultat af arbejdet forpligtede flere politistationer sig til at være sikre steder for kvinder, som ville anmelde seksuel vold.